Din guide til krydderurter

Når forår og sommer kommer over os, skal der krydderurter på bordet! De er fulde af smag, saft og kraft, og så er de oven i købet gode for os. Usprøjtede, lokalt dyrkede krydderurter er at foretrække, da de har et højt indhold af vitaminer, mineraler, æteriske olier og antioxidanter, som kan være med til at holde dit immunforsvar i super form. Derudover smager de jo fantastisk, så det er bare med at bringe i overflod af de smukke, duftende urter med hjem til madlavningen!

BASILIKUM

Hvad smager den af: Den klassiske basilikum har en parfumeret og let ”græs-agtig” smag med undertoner af peber, som i styrke varierer fra plante til plante. De lidt grovere krydderurter med kraftigere stængler har mere smag end de spæde. Basilikum findes i mange varianter, fx kanelbasilikum og thaibasilikum.

Hvad bruges den til: I det søde køkken er basilikum og jordbær en klassisk kombination, men også chokolade og basilikum går fint sammen, og prøv eksempelvis en håndfuld friskhakket basilikum i chokoladekagen. Derudover er en mælkebaseret basilikumis en yderst vellykket opfindelse, og basilikum og citrus udgør en skøn konstellation i fx en frisk sorbet. Tomat og basilikum er en klassiker og smager jo for eksempel helt fantastisk i en hjemmelavet bruschetta.

TIMIAN

Hvad smager den af: En smule bitter, kraftig og næsten ”sæbet”  smag med et væld af smagsnuancer fra bl.a. peber og anis. Den har også en fin, urteagtig smag, som er god i bouillon.

Hvad bruges den til: Smager rigtig skønt i småkager af forskellig slags, f.eks klassiske smørkiks eller biscotti. Gulerodens milde, søde smag er også rigtig dejlig med timian, så prøv at smide lidt friske timianblade i dejen, næste gang du bager gulerodskage. Andre gode kombinationer er timian/æble, timian/svinekød og timian/honning, eller endnu bedre, alle tre på en gang. Har du en god svinemørbrad eller nogle nakkekoteletter, er det vidunderligt at marinere det ferske kød i friske timianblade, lidt honning og en hel mørk øl.

LÆS OGSÅ: Mini farsbrød med æble & timian

MYNTE

Hvad smager den af: Kraftig, frisk, kølig og gennemtrængende. Den findes i utallige varianter, der tæller bl.a. en spearmintmynte med tandpastasmag, en marokkansk mynte, som er den klassiske ”the-mynte” og den schweiziske mynte, som har en kraftig, ren og sød myntesmag.

Hvad bruges den i: Giver vidunderlig friskhed og karakter til alt fra frugtsalater, drinks, sorbeter og kager. Prøv fx at lave en grov myntepesto af ristede mandler, frisk mynte og sukker, og server den til en mørk chokoladeis, eller drys lidt frisk, hakket mynte over sommerdrinksene. Klassiske kombinationer er chokolade/mynte, citrus/mynte, jordbær/mynte, mynte/ananas, men listen er uendelig, så prøv dig frem.

ROSMARIN

Hvad smager den af: En kraftig moskus-, næsten fyrretræsagtig duft og smag.

Hvad bruges den til: Rosmarin smager fortrinligt i en klassisk sandkage, men også syrlige frugter som æbler og citrusfrugter kompletteres fint af den kraftige, parfumerede smag. Focacciabrødet er en klassiker, hvor den fabelagtige kombi af rosmarin og god olivenolie løfter dette brød til perfektion, og det er klogt også at tænke krydderurten ind i både grøntsagsstuvninger og langtidssimrede gryderetter som coq au vin eller ossobuco – serveringer med kraft og pondus, der kan matche rosmarinens store duft og smag.

SALVIE

Hvad smager den af: Meget parfumeret, let pebret og kraftig smag, som skal bruges med måde. Den findes i adskillige varianter. Prøv fx ananassalvie, som simpelthen kan dufte som den sødeste modne ananas og smager skønt i forskellige desserter, lemonade eller sorbet.

Hvad bruges den til: Salvien er en klassiker i det italienske køkken, hvor den er vidunderlig til fx ravioli med brunet smør, i en frisk salsicciapølse eller i et porchettasvinebryst rullet med friske krydderurter, hvor den modvirker den fede smag. Et par blade i en enkel tomatsauce giver også en fin smag, og hvis den steges sprød i smør, er den skøn på et stykke frisk stegt fisk eller et stykke kalv. Kalv og salvie er et dejligt match.

LÆS OGSÅ: Nem rug-tærte med kylling, bacon & løg

KORIANDER

Hvad smager den af: Koriander er en love/hate historie, og enten er man på det ene eller det andet hold. Enten finder man den frisk, pirrende og forfriskende, eller også synes man den smager støvet, sæbeagtig og næsten mugnet. Jeg har læst, at det er en genetisk forskellighed, der afgør, om man elsker eller hader denne krydderurt.

Hvad bruges den til: Den er uforlignelig i det syd- og mellemamerikanske og det asiatiske køkken, hvor den giver smag til både rå salsaer, guacamole, supper og kokosmælksaucer, og som grøn ingrediens i sandwiches og som topping på chilien, con eller sin carne.

LØVSTIKKE

Hvad smager den af: Løvstikken kaldes også suppeurt, fordi den har en umiskendelig allround urtesmag, nærmest som en bouillonterning. Den smager krydret, grøn og let græsagtig.

Hvad bruges den til: Jeg elsker at komme en stilk frisk løvstikke i mine nye kartofler mens de koger, det giver den der umiskendelige smag af nye kartofler. Urten er også god i pesto eller i en lun gammeldags kartoffelsalat. Mums!

DILD

Hvad smager den af: Den danske stjerne indenfor sommerurter. Uh, dild, med sin let lakridsagtige fennikel og anissmag. Meget aromatisk.

Hvad bruges den til: Dild og skalddyr, dild og æg, dild og fisk, dild og kartofler. Kær krydderurt har mange venner, og den er jo så god til mange af sommerens retter. Masser af friskhakket dild i en kartoffelsalat, i en tunmousse, med friskkogte krabbekløer, i en hjemmelavet æggesalat. Brug den i marinader til fisk og kød sammen med olivenolie og citron, eller vend en masse hakket dild i en sennepsvinaigrette, og miks med nye kartofler og finthakkede skalotteløg og kapers. Den bedste sommersalat!

LÆS OGSÅ: Fortryllende frikasse som får os til at længes efter forår

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Pas på dit hår: Sådan gør du

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold. Sundt og velplejet hår er noget af det øverste på ønskelisten hos rigtig mange kvinder og mænd. Dit hår er

De lækreste spinatvafler

Ingredienser1 banan 1 dl frosne ærter 1 stor håndfuld frisk spinat 1 håndfuld frosne broccoli 1-2 dl havregryn afhængig af, hvor faste vaflerne skal være