Food&Health

Sådan ser hverdagen ud for Mille Dinesen

Sådan ser hverdagen ud for Mille Dinesen
Facts


Fakta om bogen

Titel: Min egen vej. Inspiration til et sundt liv i balance.

Forfatter: Mille Dinesen

Pris: 249,95 kr.

Udkommer: 27. september 2016

Gennem de seneste 15 år har skuespillerinden, Mille Dinesen, kastet sig ud i alverdens alternative behandlinger og sundhedseksperimenter. Hun har prøvet alt fra tarmskylninger og ayurveda-massager til hvidløgskure og kostomlægning. Da hun blev stillet ansigt til ansigt med diagnosen sclerose, lå det hende nemlig mere naturligt at gå sin egen vej og tage ansvar for sit liv end at fylde sig med medicin, der resulterede i store bivirkninger.

I Milles nye bog ”Min egen vej” giver hun sit bud på, hvad sundhed er og kommer med en masse gode råd til øvelser, teknikker og opskrifter.
Nedenfor har vi stillet Mille en række spørgsmål vedrørende hendes sundhedsfundament. Læs med og bliv klogere på, hvordan livet ser ud, når man hedder Mille Dinesen. Udover dette interview kan du læse og se meget mere til Mille i vores nye ChriChri Mag, som udkommer 1. september. Abonner på magasinet HER.

Hvad er et liv i balance for dig?

Det har taget mig en del år at finde ud af, hvad det er for mig. At blive stillet ansigt til ansigt med en alvorlig sygdom tændte min nysgerrighed for både mental og fysisk sundhed, kost og ikke mindst hvor meget man selv kan gøre, hvis man ønsker at tage ansvar for sit eget liv. Til at starte med fokuserede jeg udelukkende på min fysiske krop, men det var først, da jeg også tog fat på det mentale, at det virkelig begyndte at batte. Jeg tror på, at fysikken og det mentale hænger uadskilleligt sammen. Og man må arbejde med begge dele for at få et godt liv. 

Jeg skulle selv ud over kanten for at mærke, at jeg var gået for langt. Jeg blev fanatisk, og det gjorde mig asocial. Jeg kom til at leve et usundt liv og dermed ikke et godt liv.

Jeg har været vidt omkring i den alternative verden, og efter 15 år er jeg kommet frem til, hvad der virker for mig. Det er mit såkaldte fundament og det er det, der gør, at jeg føler, at jeg lever mit liv i balance… Det meste af tiden 😉 

LÆS OGSÅ: Det nye ChriChri Mag – Det kan du glæde dig til

Hvad indebærer et sundt liv for dig?

Jeg har som nævnt brugt en del år på at finde det, der virker for mig. 
Mit fundament består af Body SDS-behandlinger og Body SDS-træning (Cufei og Pafei) – en helhedstræning, der arbejder indefra og ud. Man bruger sin vejrtrækning på en måde, der gør, at man kommer i kontakt med sin krop. En god bonus er desuden, at man får flotte, tonede muskler samtidig med, at man arbejder med de indre organer. 

Behandlingerne og træningen er noget, jeg har gjort i over 15 år og fortsætter med at holde fast i. Det er noget, der rykker både fysisk og mentalt. Derudover træner jeg også hos Lotte Arndal, og så vinterbader jeg. Det er virkelig det bedste endorfin-trip! Samtidig sørger jeg for at spise sundt med masser af kosttilskud, går til psykolog og mediterer.

Hvordan er dine madvaner?

Jeg er – efter at have været ude over kanten og gået for langt – ikke fanatisk med mine madvaner. Jeg spiser så ofte, det kan lade sig gøre og som træner og kostvejleder Lotte Arndal siger: “Som en dronning til morgen, en prinsesse til frokost og en tigger til aften.” Det giver mening at give kroppen mest energi på de tidspunkter, hvor jeg er mest aktiv. Jeg kan sagtens finde på at spise en hakkedreng med spejlæg og bløde løg til morgenmad. Det er god benzin til dagen.

_______

Læs mere om Mille Dinesen
i vores nye ChriChri Mag

– Abonner HER – 

_______

Hvad er din yndlingskogebog?

Jeg er ret vild med Gwyneths Paltrows ’Alt Det Bedste’. Det er en smuk, smuk kogebog med gode opskrifter. Den er indimellem for fanatisk til mig, men god som inspirationskilde. 

Er søvn et vigtigt element, når det kommer til at finde indre ro? 

Nok søvn er vigtigt for mig! I perioder, hvor der er ro på arbejdsmæssigt, er det intet problem for mig at sove, men så snart der er drøn på arbejdet, kan det være svært at falde ned og få en ordentlig søvn – og ikke mindst nok af den. En ting, der har hjulpet mig, er meditation – både til at starte dagen med, men også til at falde ned på ovenpå en travl og hektisk arbejdsdag. Jeg synes, meditation bringer mig tættere på nuet, og det giver mig en indre ro.
 

Hvordan har din nye livsstil ændret dig som menneske?

Der er folk, der synes, at det må da være en straf at leve, som jeg lever – i hvert fald når det kommer til mad. Det synes jeg langt fra, at det er! Jeg kan nemlig mærke, hvad det giver mig af energi og overskud, når jeg spiser sundt og får trænet. Dermed ikke sagt at jeg ikke smider det hele over bord for en kort bemærkning ind imellem! Jeg spiser også en stor saftig burger med en masse fritter. Ingen fanatisme! 

LÆS OGSÅ: ChriChri Mag afslører: Her er forsiden


3 hurtige

Hvad spiste du til morgenmad i morges?

Jeg havde nogle rigtig gode økologiske ølpølser fra Spis Min Gris. Dem fik jeg sammen med to spejlæg, en ostemad på hjemmebagt rugbrød og en lille tomatsalat med feta og basilikum.


Hvilke kosttilskud tager du?

Rigtig, rigtig mange. De mest essentielle af dem og dem, som jeg synes, at alle burde tage, er:

–       En kraftig vitamin- og mineraltablet
–       D-vitamin
–       Magnesium
–       Probiotika
–       Fedtstoffer såsom fx hørfrøolie

Jeg tror på, at det er vigtigt at tage kosttilskud, da det er svært at få det, vi har behov for, udelukkende gennem vores kost. Kosttilskud skal dog altid kun være et supplement til kosten. 

Hvornår drak du sidst alkohol?

Jeg drak et glas vin i forgårs. Det kommer og går med det alkoholindtag, men det er altid, når jeg tilbringer hyggelige stunder sammen med venner eller familie. Da er det hyggeligst at få et glas vin sammen.

Share This