Kan du spise dig til en bedre fordøjelse? Ja, det kan du faktisk! Der er nemlig en række fødevarer, som er sunde for dig og din krop, men hvilke skal du gå efter? Det giver vi dig svaret på her.
Bladgrønt og grønne sager
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at grøntsager selvfølgelig er gode for dit system. Især alle de grønne grøntsager som spinat, persille, salat, broccoli, krydderurter og savojkål. De indeholder nemlig masser af magnesium og klorofyl, som er supergodt for din krop. Magnesium virker muskelafslappende og kan derfor forebygge og hjælpe på forstoppelse. Klorofyl er bedst kendt for at fange solens stråler, så planter kan omdanne dem til energi, men det gør også godt i fordøjelsen. Klorofyl er sammen med de andre sunde plantestoffer i stand til at binde en masse af de affaldsstoffer, der dannes som en del af fordøjelsesprocessen.
Rodfrugter
Rodfrugter indeholder masser af både vandopløselige og uopløselige fibre. Det er med til at vedligeholde den gavnlige tarmflora og holde fordøjelsen kørende.
Æbler
Ikke nok med at æbler smager dejligt, så indeholder de også masser af fibertypen pektin. Pektin er en slags vandopløsning fiber, som er god for din tarmflora. Derudover er pektin med til forebygge forstoppelse og så øger fibrene også udskillelsen af affaldsstoffer.
LÆS OGSÅ: 8 gode råd til en mave i balance
Hørfrø
Her på redaktionen blander vi ofte en spiseskefuld hørfrø i vores smoothie eller spiser det oven på vores morgenmad. De smager lækkert, og så er det supergodt for din fordøjelse. De små frø indeholder omega-3 fedtsyrer som er godt for hjertet, hjernen, kredsløbet, øjnene, huden og selvfølgelig godt for dit mave-tarm-system.
Bær
Yes! Dette er en af vores favoritter – vi elsker nemlig bær. De små vidunder indeholder også pektin, ligesom æblet, så de er altså gode for din tarmflora og kan forebygge forstoppelse. Herudover kan farvepigmenterne i bærrene også været med til at virke beroligende på en irriteret slimhinde i mavesækken eller tarmen.
Grøn te
Grøn te har en markant indvirkning på tarmfloraen. Teen øger væksten af gavnlige mælkesyrebakterier i tyktarmen, samtidig med at den mindsker væksten af forrådnelsesbakterier, der både producerer affaldsstoffer og kan gøre, at afføring og prutter bliver ildelugtende.
Løgene!
Grøntsagerne i Allium-familien, såsom hvidløg, porrer, løg, forårsløg, rødløg og purløg, indeholder ret mange inulin- og andre fruktooligosaccharider (FOS). FOS er glimrende for den gavnlige tarmflora. De indeholder også pektin, der ud over at nære den gavnlige tarmflora også er med til at trække nok væske ned i tyktarmen, der binder diverse affaldsstoffer, så de kommer ud med afføringen.
Bananer
Bananer indeholder masser af vandopløselige fibre og kulhydratet inulin. Både vandopløselige fibre og inulin er fantastisk næring for de gavnlige tarmbakterier. Andre gode kilder til linulin er jordskokker, hvidløg, løg og søde kartofler.
Artiskok
Artiskokker indeholder bitterstoffer, der sætter gang i produktionen af galde. Galde er vigtigt for at kunne fordøje fedt.
LÆS OGSÅ: Hverdagsret: Smørmør kylling i frisk gurkemeje-karry-pasta
Gurkemeje og ingefær
Ingefær og gurkemeje har en række forbløffende effekter på fordøjelsen. De æteriske olier i ingefær og curcumin i gurkemeje virker lindrende på irritations- og betændelsestilstande i mavesækken og tarmene. Ydermere stimulerer de hele fordøjelsen, så der produceres flere fordøjelsesenzymer, så fordøjelsen bliver aktiveret, og så produktionen af galde (til at fordøje fedt) øges.
Kilde: Safter af Umahro Cadogan & Søren Ejlersen, People’s Press
Gem