Slap nu af!

Jeg har nu i et stykke tid haft lyst til at skrive et lille skriv omkring tid, mad og nydelse. Til min store fortrydelse oplever jeg nemlig ret ofte, at disse tre ting ikke altid går hånd i hånd. Og her er jeg udemærket klar over, at tid i sig selv kan være svær at få implementeret i dagligdagen på en måde, så måltidet, samtalen, kysset mm. altid er præget af ro, overskud – og ja – nydelse. Der er børn, arbejde, rengøring, ture der skal løbes og, i hvert fald på denne tid af året, gaver der skal købes. 

“Tiden er knap for de fleste af os. Det er derfor et vigtigt emne at berøre, fordi hvordan skal vi hive os selv ud af det hamsterhjul, vi konstant farer rundt”

Tiden er knap for de fleste af os. Det er derfor et vigtigt emne at berøre, fordi hvordan skal vi hive os selv ud af det hamsterhjul, vi konstant farer rundt i – her taler jeg i hvert fald for de fleste af os. For kan man egentligt nyde hurtigt? Er nydelse, i alle dens former, ikke noget, der sanses og føles langsomt? Umiddelbart kan jeg faktisk ikke komme i tanke om en eneste nydelsesfuld situation, som ikke sker i et adstadigt, ustresset tempo. Langsomhed er efterhånden så uvant for de fleste af os, at vi har glemt, hvordan det føles at give sig tid. God tid. Uplanlagt tid. Vi er så vant til at forholde os til deadlines, effektivisering, skemaer, tid puttet i kasser til det ene og det andet, at vi slet ikke får mærket eller forholdt os til, hvornår noget naturligt slutter. Eller begynder. Vores dage er ofte så skemalagte, at vi simpelthen ikke tillader os selv at mærke efter vores egne behov. At tillade langsomhed er samtidig en tilladelse, vi giver os selv til at mærke vores behov. Hvad har vi lyst til? Hvad har vi ikke lyst til?

LÆS OGSÅ: Citron – et vidundermiddel

Betyder det så, at vi også er holdt op med at nyde, når nu jeg konkluderer, at nydelse hænger sammen med tid, ro og langsomhed? Jeg synes, at problematikken er yderst interessant, fordi den jo ikke kun påvirker os selv. Hvad gør den ved vores børn, vores sociale evne, vores parforhold, ja i det hele taget vores relationer? Min søn sagde forleden morgen til mig, da han afslog morgenmad, og jeg spurgte hvorfor, at han ikke ville skynde sig med at spise. Så ville han hellere slet ingen mad have. Det fik mig til at tænke. Særligt over, hvor naturligt det var for ham at vælge sådan, fordi selvfølgelig gider han ikke sidde og skovle havregryn i maven, mens jeg drøner rundt og skynder på ham, mig selv og hans storesøster. Det er i orden at kræve sig tid til sit måltid. Og det er ikke ok af mig ikke at give ham den tid. Børn er gode parametre på, hvornår vi skal stoppe for at overveje, om vi bevæger os i den rigtige retning, fordi de ofte er mere fintfølende end os andre. Og fordi, at de ikke har accepteret den præmis, som de fleste voksne glemmer at sætte spørgsmålstegn ved. Det være sig retten til at være langsom, retten til at bestemme selv, retten til at lave ingenting, retten til at nyde uden grund. Bare være tilstede. Det er vi ikke så gode til. Og når vores børn gør oprør, om end det er på den mest diskrete måde, så skal vi lytte efter.

“… fordi selvfølgelig gider han ikke sidde og skovle havregryn i maven, mens jeg drøner rundt og skynder på ham, mig selv og hans storesøster. Det er i orden at kræve sig tid til sit måltid. Og det er ikke ok af mig ikke at give ham den tid”

Jeg er virkelig af den stærkeste overbevisning om, at vi lærer at navigere i det tempo, som nærmest per automatik forventes af os. Lærer vi at tage os tid til langsomhed, så vinder vi på den lange bane. Ligesom, når man snakker om det lange seje træk, så vil jeg også mene, at det er i de situationer, hvor der ikke bliver taget tid, at vi får allermest energi til at leve det liv, som byder på så mange udfordringer, så meget praktik, så meget vi skal nå. Ligesom relationerne i vores liv vækster, når vi er sammen og omkring hinanden uden, at vi skal skynde os. Lange middage, rolige samtaler med pauser og tænketid, langsom sex. You get me? Det er her, der skabes grobund for noget dybere, noget der stikker under overfladen. Det er fundamentet. Og det er ikke fordi, at det hurtige er helt uden charme, bevares! Der er i hvert fald én ting, som kan være ganske fornøjelig, også selvom det går hurtigt. I kan selv færdiggøre tankerækken 🙂 Og noget mad kan da også være en udelt fornøjelse at indtage i store grådige bidder, så roen først lægger sig, når tallerkenen er tom. Men langsomhed er ankeret. Det holder os fast i os selv. I hvem vi er, hvad vi mærker, og hvordan vi mærker. Det er grobunden for resten. 

LÆS OGSÅ: Din guide til krydderurter

Og det er ikke noget at sige til, at vi har svært ved at tage os tid, fordi det at være langsom er nærmest blevet en skamfuld ting. Det synes jeg er utrolig trist. Og er der noget, jeg ikke ønsker at give videre til mine unger, så er det følelsen af, at det ikke er okay at tage sig tid. God tid. Fordi tager vi først retten til det fra dem, så er der desværre meget andet, som vi tager med i faldet.

“Lange middage, rolige samtaler med pauser og tænketid, langsom sex. You get me? Det er her, der skabes grobund for noget dybere…”

Nydelsen, apropos. Først yde, så nyde. Men hvorfor egentligt det? Hvad hvis vi skal nyde, før vi kan yde? Det giver da mening, at energien skal etableres, før vi kan bruge den. For et par måneder siden tog jeg et kursus i restorativ yoga. En af de ting, som min underviser sagde, og som gjorde allermest indtryk på mig, var: ”at være i ro og tillade at give sig hen handler om værdighed”. Det synes jeg var så rammende sagt, fordi det i den grad gav genlyd. At tage sig tid, at forbeholde sig retten til langsomhed, at give sig hen. Det handler jo alt sammen om selvkærlighed. Om at elske sig selv nok til at mærke efter. Og tune ind og vende blikket indad. Det kan du ikke gøre hurtigt. Det skal gøres langsomt og med fintfølelse. Ligesom alle de andre bedste ting i verden.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet