Det kan være fristende at holde sig indendørs, når kalenderen siger december og temperaturen viser frost. Men der er ingen grund til ikke at holde løbeformen ved lige, hvis du bare har den rette strategi. Vi giver dig derfor her de ultimative tips til en fantastisk løbeoplevelse i vintermånederne.
Varm op i den lune stue
Det er både koldt og ubehageligt at løbe direkte ud i vinterkulden uden at varme bare en lille smule op først. Og så øger det faktisk også risikoen for at få muskel- og ledskader allerede under de første kilometer. Yikes! Det skal vi selvfølgelig helst undgå. Et godt tip er derfor at varme op, mens du stadig befinder dig i dit lune hjem. Det kan du eksempelvis gøre ved at løbe fem til ti minutter på stedet og lave tre til fem strækøvelser for hofte, ben og balder. Men så er der heller ingen undskyldning længere: så skal du i tøjet.
Klæd dig rigtigt på
Og det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt, hvad du tager på af tøj. En anerkendt påklædningsmetode, nu hvor kulden bider, er ’trelagsprincippet’. Formålet med det inderste lag, der sidder direkte mod huden, er at trække sveden væk fra kroppen og holde dig tør. Laget bør derfor være tyndt, tætsiddende og lavet af uld eller polyester. Det midterste lag skal isolere, men stadig gøre det muligt for kroppen at ånde, så ifør dig eventuelt en mellemtyk fleece eller uldtrøje. Og sidst men ikke mindst, så skal du bruge et lag til at skærme for vind og regn. Det kan for eksempel være en klassisk løbejakke. Så er du næsten klædt på!
LÆS OGSÅ: 8 tips til at optimere din fysiske aktivitet
Hold hænder og hoved varme
En stor del af dit varmetab sker nemlig via hænder og hoved. For at holde varmen – og det er jo netop det, vi gerne vil – kan du beskytte dig selv med lette og tætsiddende handsker og en tynd hue. Hvis det er ekstremt koldt, kan du også vælge en ansigtsmaske, som ikke kun beskytter ansigtet, men opvarmer indåndingsluften. Tanken om den kolde luft direkte ned i lungerne skal jo nødigt gå hen og blive en undskyldning for ikke at trække i løbetøjet.
Vælg det rigtige tidspunkt
Når du nu har besluttet dig for at løbe, er der ingen grund til, at du løber når det er aller koldest. Vi kan jo ligeså godt gøre det lidt behageligt for os selv, ikke? Flyt i stedet din træning til det varmeste tidspunkt på dagen. I perioder med kraftig kulde kan det for eksempel være optimalt at løbe sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen er adskillige grader højere end om formiddagen. Om aftenen aftager vinden også ofte, hvilket gør, at du bliver afkølet mindre.
LÆS OGSÅ: Sådan holder du din hud vintersmuk
Kortere ture med høj intensitet
Et andet væsentligt tip er, at du med fordel kan løbe kortere ture med moderat intensitet, fremfor lange, rolige ture. Og hvorfor så egentligt det? Fordi, at du på den måde kan holde kroppens varmeproduktion høj under hele løberuten og derved undgå den gradvise nedkøling, du ellers godt kan opleve på den sidste halvdel af en lange, svedig løbetur.
Sørg for medvind på hjemturen
Og netop når du er svedig og udmattet efter flere kilometers løb, kan det være en rigtig kold fornemmelse at løbe i modvind. Am i right? Det er i hvert fald ikke underligt, eftersom undersøgelser har vist, at temperaturen opleves markant lavere, hvis det blæser mod huden. Sørg derfor for at planlægge din rute, så du får vinden i ryggen på vej hjem.
Og så kan du ellers med god samvittighed bruge resten af dagen under et tæppe, med en kop varm i hånden og uldsokkerne trukket godt op over anklerne. God fornøjelse!
Kilde: politiken.dk og iform.dk