Benedikte Thuesen
Speciallæge i plastikkirurgi
Læs mere om Benediktes arbejde her:
www.benedikte-thuesen.dk
Hvis du går med tankerne om at få en brystoperation, er der nogle ting, du bør vide, før du tager den store beslutning. Her får du 10 gode råd til, hvad du bør tænke over, hvis du gerne vil have foretaget en brystforstørrende operation.
LÆS OGSÅ: Der findes 7 forskellige typer bryster – Hvilken type er du?
1. Er det nødvendigt?
Overvej operationen grundigt. Er det virkelig et problem for dig, at dine bryster ikke er så store, som du ønsker? En god BH kan gøre underværker!
2. Den rigtige kirurg
Har du besluttet dig – så vælg den rigtige kirurg! Kirurgen skal være registreret i Sundhedsstyrelsen til at udføre kosmetisk kirurgi. Lyt også til anbefalinger fra din omgangskreds.
3. Kontakt flere kirurger
Besøg gerne to eller flere plastikkirurger inden du beslutter dig. Kemien skal være i orden.
4. Tag ikke til udlandet
Undlad at blive opereret i udlandet. Du er ikke forsikret, hvis noget går galt.
5. Spørg ind til behandlingen
Få helt præcist oplyst, hvad prisen dækker. Er du indlagt? Foregår operationen i fuld bedøvelse? Hvem skal betale, hvis noget går galt – dig selv eller kirurgen? Hvilke implantater er inkluderet i prisen? Er efterfølgende konsultationer inkluderet i prisen?
6. Før-efter billeder
Det er meget vigtigt, at du bliver informeret grundigt om det forventede kosmetiske resultat. Udgangspunktet fra kvinde til kvinde er meget forskelligt, og man kan ikke altid få det resultat, man drømmer om. Forlang at se billeder af kvinder før og efter en operation, som ligner dig, og som kirurgen selv har opereret.
7. Skriftligt info
Sørg for at få skriftlig materiale om operationen, bivirkninger og eventuelle komplikationer, og forlang at konsultationen foregår ved den kirurg som skal operere dig.
LÆS OGSÅ: 31 sandheder om små og store bryster
8. De rigtige implantater
Sørg for at vælge de rigtige brystimplantater. Det er et fremmedlegeme, du får lagt ind i din krop. Derfor skal implantaterne være et godt anerkendt mærke af god kvalitet: ‘CE-mærket’ og meget gerne ‘FDA-godkendt’ (godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder).
9. Ikke en investering for livstid
Brystimplantater holder IKKE evigt – også selvom det står på nettet. Derfor skal du regne med en økonomisk udgift igen om 10-20 år, når de skal udskiftes.
10. Alternativ løsning
Overvejer du kun at gå en skålstørrelse op, kunne du overveje at få fedt flyttet fra din egen krop. Det kræver, at du har noget fedt på kroppen, på f.eks. lårene eller maven. Er du meget slank, er dette ikke muligt.