Maria Juhl
Maria er certificeret inden for holistisk sundhed, yoga og ayurveda, hos Deepak Chopra på Chopra Center University i Californien. Hun har haft sit eget firma siden 2006, hvor hun coacher og underviser firmaer og private inden for sund livsstil.
Hør Deepak Chopra fortælle om Marias arbejde her
I de kolde vintermåneder oplever mange at have mindre energi og at ophobe lidt ekstra – om det er fedt på sidebenene, slim i luftvejene eller ting, vi ikke får muget ud i derhjemme. Mørket, kulden og fugten har det nemlig med at få os til at stagnere lidt både fysisk og mentalt. Det kan for eksempel synes sværere at komme ud på en løbetur, møde nye mennesker eller engagere sig i nye projekter.
LÆS OGSÅ: 5 daglige ritualer som vil forbedre din mentale sundhed
Ayurveda, livet visdom (læs mere i baggrundsartiklen fra sidst), fortæller os at vinteren er en periode, hvor affaldsstoffer nemmere akkumuleres i vores indre og da omgivelserne reflekterer vores indre liv, vil vi typisk også kunne se tegn på rod og affald i det ydre. Da oprydning med andre ord både er en indre og ydre affære, kan vi med fordel booste vores livsenergi her i vintermørket ved at starte i det ydre (et sted skal vi jo starte).
Kig dig lige nu omkring. Hvis du har “affald”, rod eller ting, der ikke længere er nyttige og brugbare for dig – det kan være i skabene, på hylderne, i kælderen, på din computer eller telefon – så er det indikator på stagnation. For at dit liv og din livsenergi kan strømme frit, er det vigtigt ikke at have for mange ting og sørge for, at det du har, tjener et formål. At tingene enten bliver brugt med jævne mellemrum eller giver dig glæde at kigge på (som for eksempel gamle billeder eller kunst).
De gamle kinesere sagde, at hvis du ejer mere end syv ting, så ejer de dig. Det er selvfølgelig en lidt heftig påstand, men der er noget om snakken, at jo mere vi akkumulerer, jo mere bundne og ufrie bliver vi. Hvis du holder fast i ting og nægter at slippe, så vil du højest sandsynligt også holde fast i noget indeni dig – det kan være affaldsstoffer, gamle vaner og tankemøstre og/eller følelser.
På samme måde med vores venner og bekendte. Da der konstant kommer nye input og relationer i vores liv, må vi også være klar til at slippe nogle af de gamle bekendtskaber. Det vil IKKE sige, at du ikke kan lide personen mere eller ikke værdsætter det, I har delt. Og ja det kan være super sårbart at sige farvel til én, der har betydet meget. Men for at du kan skabe plads til nyt, må du slippe noget gammelt. Nogle gange vil du dog oplever, at venskaber kan dukke op igen og pludselig være relevante påny efter en pause.
Tag et ærligt kig på dit liv og vurder, hvad du bør slippe, smide ud og rydde op i. Under hver af nedenstående kategorier overvej da, hvad du skal have smidt ud eller sluppet på anden vis for igen at få flow i dit liv. Kig dig omkring med friske øjne – eventuelt rum for rum i dit hjem. Hvad har ikke længere værdi for dig? Hvad bruger du ikke minimum hvert halve år (det vil sige, at det er okay at have en kasse sommertøj og vintertøj eller andet sæsonbetonet stående). Gør det samme med dokumenter på computeren, apps på telefonen, billeder, der ikke længere glæder dig, venskaber, der ikke pt er relevante …
Find et stykke papir og skriv alle de ting ned som du ikke længere har brug for eller føler glæde ved i dit liv. Sørg for at du laver en liste hvor du gennemgår alle dele af dit liv, så du får ryddet ud i alle kategorier både i hjemmet, på din computer, iPad, telefon samt i dine venner og bekendte.
LÆS OGSÅ: 3 måder at forstå din stressreaktion på
Nu har du forhåbentlig fået indsigt i, hvorvidt du har ophobet ting, du skal have tyndet ud i? Så er næste logiske skridt selvfølgelig at gribe fat i din handlekraftige side og gøre noget ved det. Sæt det i din kalender. En eller flere timer til hvert rum, kælder, computer med mere. Hvis du synes, det er svært at gøre alene, så alliér dig enten med én, der vil støtte dig eller lyt til en lydbog, inspirerende foredrag eller musik, der løfter dig undervejs.
Har du lyst til flere redskaber til at leve i balance og øge din livsenergi, så tag en ayurveda-test med efterfølgende video til DIN balance på www.mariajuhl.com