Food&Health

Maria Juhl: Hvor naturligt spiser du?

Maria Juhl: Hvor naturligt spiser du?
Facts

Maria Juhl

Maria er certificeret inden for holistisk sundhed, yoga og ayurveda, hos Deepak Chopra på Chopra Center University i Californien. Hun har haft sit eget firma siden 2006, hvor hun coacher og underviser firmaer og private inden for sund livsstil.

Hør Deepak Chopra fortælle om Marias arbejde her.

www.mariajuhl.com

@live_more_struggle_less

livemorestruggleless

En af de vigtigste kilder til et højt energiniveau og sundhed er selvfølgelig den mad, vi indtager. Konceptet ayurvedisk mad er ved at indtage en voksende plads i vores bevidsthed. Men hvad vil det egentlig sige? Er der ifølge den holistiske sundhedsvidenskab ayurveda noget mad, der er bedre eller mere ayurvedisk end andet? Skal man nødvendigvis bruge særlige eksotiske krydderier eller ingredienser?

Du er hvad du spiser
Ayurvedisk mad er dybest set bare mad – eller mere præcist: naturlig mad. Det er vigtigt at præcisere det naturlige, da et gennemsnit menneskes mad efterhånden er kunstigt og spækfyldt med kemi, e-numre og sprøjtegifte. Det har længe undret mig, at så mange i dette overflodssamfund underprioriterer kvaliteten af deres mad og køber sprøjtede grøntsager, kød fyldt med medicinrester og æg fra høns, der har stået ovenpå hinanden i burene. Eller at vi i vores iver efter at tabe os skifter til kemiske light produkter, som på ingen måde er genkendelige fødevarer for vores kroppe og er mistænkt for at gøre os syge.

Ifølge ayurveda er alt energi, og det gamle slogan “Du er, hvad du spiser” passer faktisk. Og helt ærligt, hvad er vigtigere end at nære dig selv med de bedste råvarer? Maden er dine byggeklodser og din energi til at gøre alt det, du synes er vigtigt. Derfor er ayurvedisk mad først og fremmest friske, naturlige, økologiske råvarer lavet af egne eller andres hænder.

Læg energi i maden
Udfordringen ved selv at skulle lave maden er vores livsstil. Vi vil ofte gerne købe eller lave vores mad hurtigt og kunne spise den på farten. Det er belejligt ikke at bruge mange timer hver dag på mad, og jeg griber ofte selv til en hurtig løsning, da jeg også tit synes, at andre ting er vigtigere. Men jo mere energi du eller en anden, du har tillid til, lægger i madlavningen, jo mere energi er der i maden, som du får gavn af. Det betyder ikke, at vi ikke kan gribe til det nemme indimellem – men hvis vi virkelig vil gøre noget godt for os selv, så vil det være som medicin selv at lave maden fra bunden eller tage imod andres hjemmelavede retter.

Og det er ikke bare selve råvarerne, men også hvordan vi spiser maden, der betyder noget. Så giv opmærksomhed til, hvordan du spiser. Det handler ikke om dogmer, som at maden skal tygges x antal gange, men tag dig i det mindste tid til at sidde ned, smage og nyde maden. Kig på din mad, duft til den og smag den med din fulde opmærksomhed. Hvis du spiser sammen med mennesker, der betyder noget for dig, så løftes stemningen endnu mere og du får bedre udbytte af maden. Hvis du modsat er vred, ked af det eller befinder dig i en dårlig atmosfære, så påvirker det din fordøjelses ild, og forringer din evne til at fordøje og trække næring ud af maden.

En vigtig process
Det er altså vigtigt for mig at understrege, at ayurvedisk mad handler om uendelig meget mere end “bare” at spise det rigtige. Det har at gøre med hele vores tilgang til maden og det at spise. Først og fremmest handler det om, at vi værdsætter og bevidstgører hele processen fra dyrkning til tilberedning og spisning. Vi behøver ikke selv at dyrke råvarerne selvfølgelig, men at vælge mad, der er naturlig og så vidt muligt findes i vores egne omgivelser vil højne vores sundhed. Jo længere processen har været fra høstning til spisning, jo mindre energi vil være tilbage i madvaren.

Når det kommer til selve råvarerne, kan vi, efter vi har sikret at maden er naturlig, begynde at forholde os til hvilke madvarer, der er mest befordrende for os, og hvordan vi bedst tilbereder dem.Ayurveda siger ‘spis regnbuen’ og opfordrer os dermed til at kigge på naturens flotte farver. Jo flere forskellige farver din mad har, jo flere næringsstoffer til dig. Begynd bevidst at sammensætte din mad, så så mange af regnbuens farver er repræsenterede, og inden længe strutter du af sundhed. Og nøjes ikke kun med at kigge på farverne, læg også mærke til naturens forskellige smagsvarianter. Det måske mest centrale element af ayurvedisk mad har at gøre med, at der findes seks forskellige smagsvarianter: Sødt, salt, surt, bittert, krydret og sammensnerpende. Kun når vi får alle seks smage i ét måltid, vil vi føle os mætte og tilfredsstillet. Læs mere om de seks smage og ayurvedisk mad her.

God fornøjelse med naturlig mad og masser af livsenergi i DIT liv!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *