Marie Louise Cramer: Q&A spørgsmål & svar fra Instagram

Facts


Marie Louise Cramer

Holistisk livsstilscoach og ejer af Cramers Studie.

Se mere til Marie Louise på cramersstudie.dk, @marielouisecramer, & @cramersstudie

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg herinde, hvor jeg opfordrede jer til at komme med alle de spørgsmål, I havde på hjerte inden for sundhed, kost og træning. Det er altid lidt svært at vide, om det er en succes eller ej, men flere af jer skrev, hvilket var super fedt at se. Der var faktisk så mange spørgsmål, at jeg må dele dem i flere indlæg, så det ikke bliver for langhåret. Så har du stillet et spørgsmål på Instagram, skal jeg nok svare på dit spørgsmål i dette eller i et senere indlæg 🙂

Nedenfor har jeg noteret nogle af de spørgsmål, jeg fik på Instagram den anden dag, og så har jeg tilføjet mine tanker og gode råd. Kom endelig med opfølgende spørgsmål – eller stil nogle nye, hvis du savner svar på noget.

Q

 

”Jeg vil gerne smide nogle kilo efter to graviditeter. Hvad er allerførste step? Som i virkelig aller første at starte med, når man er slap og i dårlig form?”

A

 

Meget apropos dette spørgsmål, har jeg netop udgivet min nye bog, DIN SUNDE PLAN. I bogen giver jeg mine gode råd til rækkefølgen og de allerførste skridt, hvis målet er at opnå et sundere jeg, en livsstilsændring, et vægttab eller lignende. Mit bedste råd er, at starte med at få styr på søvnen. Søvn er en undervurderet størrelse, når det kommer til sundhed. Det handler ikke bare om, at få nok søvn, det handler også om at få en god søvn. For lidt eller for dårlig søvn kan bl.a. medføre øget fedtlagring, cravings efter søde sager, nedsat immunforsvar og nedsat sexlyst. Derudover kan det reducere dit energiniveau og overskud i løbet af dagen, og så bliver det automatisk bare sværere at træffe sunde valg. 

Kroppen genopbygger sig selv, når vi sover – og hvordan skal kroppen nogensinde fungere optimalt, hvis batteriet aldrig bliver fuldt oplagt? En god rettesnor er at sove 7-8 timer i gennemsnit per nat. Det bedste er faktisk, hvis du føler dig veludhvilet, når du vågner om morgenen. Der er flere forskellige ting, du kan gøre for at effektivisere din søvn, men jeg vil især fremhæve mørklægningsgardiner. Det kan være lidt bøvlet at få købt, hængt op osv. – det tog i hvert fald min mand og mig 5 år, før vi fik taget os sammen til at få de mørke gardiner op i soveværelset. Når det så er sagt, har det virkelig haft en positiv effekt på min søvn. Derudover er et godt fif at slukke ned for tv, computer, telefon og iPad én time inden sengetid. Årsagen er, at lyset fra diverse skærme øger produktionen af kortisol, og undertrykker det søvndyssende hormon, melatonin. Du kan gøre mange ting for at effektivisere din søvn, men disse to ting er meget håndgribelige. Måske du skal starte i dag med at ’lukke ned’ for telefonen mm. en time inden sengetid? 

Når du har fået styr på søvnen, så vil jeg tage et kig på dit væskeindtag. Får du drukket nok i løbet af dagen? Og derefter begynde at se nærmere på din dagligdagsbevægelse. Transport til/fra arbejde og lignende. Et skridt ad gangen – og start med søvnen. God fornøjelse 🙂

Q

 

”Hvad er det bedste at spise før og efter træning?

A

 

Det er et rigtig fint spørgsmål, men spørgsmålet afhænger i høj grad af målsætningen. Er målet at sikre en sund og stærk krop, som får udbytte af træningen, jamen så vil jeg som udgangspunkt sige, at du skal spise et ganske almindeligt måltid mad efter din træning. Træner du fx om eftermiddagen, vil jeg anbefale dig at spise et almindeligt måltid mad (aftensmad), efter din træning. En tallerken bestående af en god fordeling af protein, kulhydrat og fedt. Jeg anbefaler ikke mine kvindelige klienter at tage en proteinshake, en proteinbar eller lignense efter træning. Langt de fleste får tilstrækkelige mængder protein i deres kost, så får du et fornuftigt og varieret måltid mad efter træning, jamen så er du formentlig godt dækket ind. Du får hurtig en del energi (kcal) indenbords, hvis du tager en shake eller spiser en bar, og hvis du ønsker at vedligeholde vægten, eller hvis du ønsker at smide nogle kilo, så er det et nemt sted at undgå nogle ’unødvendige’ kalorier.

Hvad du bør spise før din træning? Det er meget individuelt, og der er ikke noget rigtigt eller forkert svar. Mine tanker går lidt på, hvornår du træner? For træner du fx om morgenen, kan du sagtens spise lidt morgenmad – eller bare et stykke frugt – inden træning, og så spise din ’normale’ morgenmad efter træning. Personligt foretrækker jeg at gøre det på den måde, for jeg er ikke så god til at træne med meget mad i maven. Føler du, at du mangler energi til din træning, så vil jeg klart anbefale dig at spise morgenmad inden. Som udgangspunkt er en god rettesnor, at spise et hovedmåltid senest to timer inden træning; for at maden ikke ligger for tungt i kroppen, og på den måde kan kroppen også nå at nedbryde maden, så du kan udnytte energien til din træning. Træner du efter arbejde, og er det mange timer siden frokost, kan du taget et stykke frugt, lidt knækbrød eller lignende, for at få lidt energi til din træning.

Generelt vil jeg sige det sådan: Undgå at se så ’sort/hvidt’ på tingene. Mærk efter, hvad der fungerer for dig J Sundhed behøver ikke at være så kompleks, selvom vi hurtig kan få overbevist os selv om, at det hele handler om de bitte små ting.

Q

 

”Jeg er flere gange gået i gang med træning – opsat på at smide et par kilo eller fem og arbejde med min figur. Jeg går all-in de første par dage/uger. Det er dog som om, at når jeg har haft den såkaldte ‘cheatday’ eller ‘cheatmeal’, så bliver jeg ligeglad, og så kan jeg ikke komme i gang igen. Hvad gør jeg for at undgå dette, og hvordan kommer jeg i gang med mit vægttab uden at gå sur i det (fordi jeg går all in) uden at få dårlig samvittighed? 

A

 

Jeg tror, at rigtig mange kan nikke genkendende til dette scenarie. Jeg kan rent faktisk se mig selv i det, for jeg har selv været igennem en periode, hvor jeg havde samme udfordring. Når jeg læser spørgsmålet ovenfor, så tænker jeg faktisk lidt, at svaret ligger implicit gemt. Hvis du flere gange har prøvet at gå ’all-in’ og igen og igen har haft svært ved at komme i gang igen, jamen så er det nok fordi, at denne tilgang netop IKKE fungerer for dig. Ergo: Denne ’alt eller intet’-tilgang er ikke optimal. Måske det er på tide at være lidt mindre ’sort/hvid-tænkende’? Jeg siger dette med kærlighed i stemning, og jeg håber, at det giver mening.

Hvad ligger der i at gå ’all-in’ for dig? Er det at udelukke slik, kage og andre søde sager? Forbryde sig selv at spise brød, ris og pasta? Uanset hvad der gør, at du føler, at du går ’all-in’, så er det måske på tide at vende bøtten på hovedet. At sætte alle disse forbud og restriktioner virker for nogle, men det har til gengæld også den direkte modsatte effekt på rigtig mange. Jeg ser ofte hos mine klienter, at de ting, de forbryder sig selv at spise, ofte er de ting, de craver. 

Mit bedste råd til dig er, at du undgår denne ’alt eller intet’-tilgang til maden. Undgå at sætte forbud, men tillad dig at spis en sund og varieret kost, hvor der også er plads til ’lidt af det sjove’. Husk, der er plads til alle fødevarer i en sund og varieret kost – også slik og chips. Det handler blot om mængde og målsætning – og så naturligvis dit daglige aktivitetsniveau.

Og apropos cheatmeal, så vil jeg lige smide mine tanker til netop det: Hvis du har behov for en ’snydedag’, så lever du i min optik for stringent til dagligt. Spiser du til gengæld en kost til hverdag, du elsker og nyder, så har du ikke behov for at ’slippe væk’ og ’cheate’. Mit allerbedste råd er altså at finde en kost, der kan fungere for dig, og hvor der er plads til lidt af det hele. Så kan det godt være, at det tager lidt længere tid at opnå et vægttab, hvis det er målet, men så kan du nå dertil i et tempo, hvor du kan følge med undervejs – og vigtigst, nyde processen i højere grad. I stedet for at gå en hel uge og længes efter næste cheatday. Jeg er overbevist om, at denne tilgang også vil have en positiv effekt på den dårlige samvittighed, du nævner. God fornøjelse 🙂

♡ ML 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet