På dansk findes udtrykket “godt begyndt er halvt fuldendt”. Det henviser selvfølgelig til, at hvis vi starter godt ud med vores projekter i livet, så er chancen for at få succesfulde afslutninger meget større. I forhold til dit velbefindende og produktivitetsniveau i løbet af dagen, så vil det at udføre et par energigivende morgenrutiner være noget af det mest kraftfulde, du kan gøre.
LÆS OGSÅ: 2018 – lad drømmen udfolde sig!
Sundhedsvidenskaben ayurveda fortæller os, at hver dag er en ny dag, fordi nattens dybe søvn har regeneret os og lavet et indre ‘reset’ af krop og sind. Hvis du bruger lidt tid på at fylde dig selv op fra morgenstunden – med gode tanker, følelser og madvarer – kan du med større succes møde verden, være noget for andre og udfylde dine opgaver.
Ligesom på flyveturen, hvor vi i nødstilfælde bliver påmindet om selv at tage iltmasken, før vi giver den til andre, så lad hver morgen være en påmindelse om at fylde dig selv med nærvær før andre. Ja, jeg ved, det er nemmere sagt end gjort, især hvis du for eksempel har børn. Men måske du kan snige dig op en halv time før familien?
Ayurveda opfordrer os til at ride på naturens bølge ved at stå op omkring kl 6, hvor energien naturligt er let. Dette tidspunkt giver dig forhåbentlig mulighed for at have god tid til dine rutiner inden dagens gøremål. Yoga og god, nærende morgenmad er oplagte rutiner inden dit bad, og hvad du ellers ønsker tid til om morgenen.
Og der er faktisk meget mere på spil end blot det, at det giver lidt ekstra energi. Ayurveda fortæller os slet og ret, at verden er en reflektion af os selv. Det vil sige, at alt det du møder i løbet af dagen, og altså forskellen på om du får en dag i medvind eller modvind, faktisk har alt med din indre tilstand at gøre. Og du har mulighed for at stille termometeret på din indre tilstand om morgenen ved at være bevidst om de tanker og følelser, du møder dagen med. Det gamle slogan SMIL til verden og den smiler til dig holder altså stik. Det handler dog ikke om bare at klistre et smil på og ignorere, hvis du for eksempel er ked af det eller føler sorg, men at finde det sted i dig hvor du mærker din taknemmelighed for endnu en dag foran dig.
Jeg vil gerne hjælpe dig i gang med dine nye sunde morgenvaner blandt andet med fokus på bevægelse, taknemmelighed og nærende mad. Derfor er du hermed inviteret til YOGA & GRØD CHALLENGE den 23. feb. – 2. marts. Kom foråret i møde og få den optimale start på dagen disse fem dage. Jeg inspirerer dig dagligt med en ny 15 minutters yogasession, samt lækre opskrifter på den kolde tids bedste morgenmad, nemlig grød. Opskrifterne kommer fra restauranterne GRØD, og challengen er krydret med konkurrencer og rabatkoder, der kan støtte dine nye, sunde morgener!
LÆS OGSÅ: Sundhed er mere end kost og motion