Jeg elsker denne suppe fra Umahros kogebog Mere Køkkenrevolution og laver den hvert efterår og jul. Der er virkelig meget jul over den pga. kanelet og kardemommen. Det er klart en smagssammensætning som folk ikke havde set komme. Den er perfekt som en forret til et middagsselskab eller som hovedret på en kold dag. Gør jer selv en tjeneste og prøv den, du vil blive overrasket, og med sikkerhed lave den igen.
Om opskriften siger Umahro:
Græskar er bare herligt i supper. Lækkert, cremet og lidt kraftigt i smagen. Derfor skal det have modspil. Chili, aromatiske krydderier, citrussaft og – skal og sojasovs skal der til for at tæmme og fremhæve græskarrets gode egenskaber.
Holdbarhed: 3-4 dage i køleskabet.
Sådan gør du
Sauter græskartern og rødløg i kokosolie, hvidløg, spidskommen, muskatnød, kanel, chili, kardemomme, fennikelfrø, bukkehornsfrø, vanilje, salt og peber samt fiskesovs. De skal have cirka 15 min. i en gryde ved mellemhøj varme, til de er møre.
Tilsæt vand og Herbamare, bring suppen i kog og lad den simre i yderligere 15 min. Blend suppen med appelsinsaft og – skal samt olie og server den varm dryppet med soyasovs.
Tip: suppen smager også godt kold og fisk eller fjerkræ passer godt dertil.
Christiane-ficeret
Jeg kan godt lide stærk mad så jeg kommer yderligere en hel frisk chili i. Derudover kommer jeg en halv dåse kokosmælk i – gerne alt det ”fede” i toppen, da dette virkelig giver en blødhed over suppen, som jeg godt kan lide. Jeg kommer også ½ terning kyllingbouillion i og nok mere vand end kun en liter, men det må man smage sig til. Vigtigt af alt så synes jeg, at denne suppe skal spises med bacon, det salte fra baconen går virkelig godt med sødmen fra suppen. Man kan også komme cremefraiche på toppen hvis man ønsker det, men baconen er uundværlig!
xxx CSM