Fik du forresten læst derfor skal du vinterbade, så skal du helt sikkert læse med her, hvor vi giver vores anbefalinger til de bedste steder at vinterbade. På ChriChri opfordrer vi til sund november, som ikke er noget du behøves at gøre alene, men noget vi kan stå sammen om at hjælpe hinanden til at få.
LÆS OGSÅ: Sund mad på budget: Nem suppe med kylling
Det er absolut højsæson for vinterbadere. Det er rigtig koldt og det kræver tilvænning, men vi kan ikke komme udenom at vinterbadning er blevet et hit. En tur i det kolde vand, giver et kick til både krop og sjæl, men siges også at gavne vores indre sundhed. Antallet af vinterbadere er steget markant, og flere klubber har lange ventelister.
Vi har fundet de bedste spots til dig der er eller gerne vil i gang med vinterbadning:
Hellerup Vinterbadestue
I Hellerup kræver det medlemskab for at kunne bruge badebroen, men det er helt sikkert et sted der kan anbefales. En fantastisk start på dagen, med en tur i vandet og efterfølgende at få varmen inde i vinterbadestuens sauna, som ligger helt ned til vandkanten. Skønt!
Hvor?
Strandparksvej 44
2900 Hellerup
Svanemøllen
Ved Svanemøllen kan du sammen med din morgendukkert nyde en smuk solopgang. Badebroen kan bruges selvom du ikke er medlem af badeklubben, men det har sine fordele at være medlem af Svanemøllebugtens Vinterbadelaug. Du vil kunne bruge klubbens badehus med omklædning, og på første sal finder du en sauna, hvor du kan nyde udsigten ud over Øresund. Hvad mere kan man ønske sig!?
Hvor?
Svaneknoppen 7
2100 København
LÆS OGSÅ: Danskerne har travlt i badet
Kastrup Søbad
Hvis du tager en tur til Kastrup, for du ikke kun fornøjelsen af en dukkert i det kolde vand, men også noget lækkert arkitektur. For at komme ud til badeplatformen følger du en træmole inde fra stranden, og alle har lov til at bruge søbadet. Du kan hoppe i vandet fra forskellige niveauer, skylle saltvandet af under bruserne og ikke mindst nyde den flotte udsigt. Lyder det ikke lækkert!
Hvor?
Amager Strandvej 301
2770 Kastrup
Den permanente i Aarhus
Forenden af Risskov og lige ud til vandet finder du Den Permanente hvor der er mulighed for at vinterbade, dog kræver det medlemskab af vinterbadeklubben Jomsborg. For nogen vil det være en anelse utraditionelt, da vinterbadningen foregår nøgen, og det kan helt sikkert holde de generte sjæle på afstand. Dog siges det at det overraskende hurtigt vil føles naturligt. Omklædningen foregår i udendørs skure, men bagefter kan du benytte en af stedets fire saunaer, og nyde den flotte udsigt udover Århus – bugten. Sikke smukt!
Hvor?
Salonvejen 1
8240 Risskov
LÆS OGSÅ: Her er redaktionens bedste sundhedstips
Hasle Havn på Bornholm
Hvis du skulle komme forbi Bornholm, er Hasle Havnebad på Bornholms vestkyst et besøg værd. Ved havnebadet kan du vinterbade, nyde synet af smukt arkitektur og opleve den særlige havnestemning. Havnebadet er en flydende platform, og herfra rejser der sig forskellige niveauer, som kan bruges som udspringstårn og til at nyde udsigten. Du kan både vinterbade i de indre bassiner, eller i det dybe vand rundt om platformen. Havnebadet er forbundet med en rampe, hvor der tilknyttet et hus med sauna og bad, dog kræver det at du er medlem af Hasle Badeklub. Vi er så imponeret!
Hvor?
Havnen 25
3790 Hasle
Det står dig frit for at vinterbade i havnen, men vi vil anbefale at du gør det et sted, hvor der er bedre forhold og det vil sige i en badeklub. Selvom der er lange ventelister for at komme med i en badeklub, så er det helt klart det hele værd at kunne have et sted at klæde om og en sauna der kan bruges efter en tur i det kolde vand. Vi taler af erfaring!