Hjemmerørt mayo
1 stor æggeblomme, jeg bruger en frisk, men en pasteuriseret kan fint bruges
1 tsk dijonsennep
½ tsk fint salt
1 spsk eddike
Ca. 1 ½ -2 dl neutral olie, eks. vindruekerneolie
Agurkerelish
4 hele agurker med skræl
1 hel grøn peber, 2 hvis de er små
1 hel rød peber
3 mellemstore løg
6 stængler blegselleri
1 dl groft salt
6 dl rørsukker
1 spsk sennepsfrø
1 spsk dildfrø
1 tsk korianderfrø
2 laurbærblade
5 dl lagereddike
Evt 1 lille frisk chili uden frø, hvis du ønsker at give den lidt spice
Syltede scalotteløg
Ca. 15-20 scalotteløg
2 dl lys balsamicoeddike eller hvidvinseddike
125 g rørsukker eller honning
1 laurbærblad
10 hele hvide peberkorn
2 hele korianderfrø
1 stjerneanis
Hjemmerørt mayo
Giver ca. 2 dl færdig mayonnaise
Sådan gør du
Rør æggeblommen sej med saltet og tilsæt så olien i en tynd stråle under omrøring. Når mayonnaisen er så tyk som du ønsker den, smages den til med eddike eller citronsaft og sennep.
Tip: Hvis du kommer til at tilsætte for meget olie og mayonnaisen begynder at skille kan du piske en lille smule iskoldt vand i og piske grundigt. Hvis det ikke kan redde den, så start forfra med en ny æggeblomme, og pisk langsomt den skilte mayonnaise i. Smag til som før.
___
Agurkerelish
Tager med hviletid ca 5 timer at lave, dog kun ca ½ time aktiv tid
Sådan gør du
Hvis du har en foodprocessor så brug en sådan med hakkekniven i til at hakke alle grøntsagerne i små tern. Hvis ikke skal du i gang med grøntsagskniven og hak grøntsagerne så fint du orker. Det tager ikke så lang tid som man kan frygte, tænd for radioen imens, så løber tiden. Hæld saltet over grøntsagsternene og vend rundt, hæld koldt vand over så det dækker og lad blandingen stå 4 timer. Hæld nu blandingen igennem en sigte og pres overskydende vand fra. Bland sukker, eddike, laurbærblade, chili og hele krydderier og kog blandingen op. Lad den simre til sukkeret er opløst. Tilsæt de afdrænede grøntsagstern og lad blandingen simre i eddikelagen i 10 minutter. Hæld nu blandingen på skoldede glas og sæt et tætsluttende låg på. agurkerelishen kan holde sig både uger og måneder et mørkt og køligt sted og smager skønt til både grillet kød og fisk, og så selvfølgelig på dine smørrebrød.
___
Syltede scalotteløg
Disse syltede scalotteløg smager supergodt ganske som de er, men er oplagte at putte i en kyllinge- eller steaksandwich. De kan også fintsnittes og puttes i en salat som et syrligsødt indslag.
Sådan gør du
bland alle ingredienserne til lagen i en gryde og lad den varme langsomt op. Pil imens løgenes yderste lag af. Læg forsigtigt løgene ned i lagen og lad dem simre med for svag varme. Løgene må ikke bulderkoge men skal blot buldre ganske svagt, så de ikke smatter ud. tag forsigtig løgene op med en sigte eller ske når de er næsten møre og læg dem i et glas. Kog lagen op og smag den til med lidt salt og hæld den over løgene. Opbevar dem på køl.
Læs også: Flanksteak med agurkerelish og kørvelmayonaise
Læs også: Kartoffel, sellericreme & sprøde løg