Syltelage
1,5 liter vand
3 tsk salt
5 dl lys eddike, eks hvidvinseddike eller æbleeddike
6-8 hele peberkorn
2-3 friske laurbærblade
Fyld
10-12 peberfrugter, røde, orange og gule, gerne blandet
2-3 hele hvidløgs”knolde”
frisk basilikum, skyllet og helt aftørret
Syltede pebre er en aldeles dejlig ting at have i sit køkken, og tilmed en delikatesse som kan bruges til uendelig mangt og meget. Sauter dem i strimler, bland i en god tomatsauce og server med friskkogt pasta, hak dem og vend med en gedefriskost og nyd med sprød knækbrød, bag dem i ovnen med frisk fisk og krydderurter, dryp med olivenolie og du har en let og super velsmagende middagsret. Eller de kan selvfølgelig nydes som de er, skåret i mindre stykker, dryppet med god olivenolie, til et godt stykke brød. Mulighederne er mange, så prøv dig endelig frem. Husk endelig at skylle krydderurterne grundigt så du sikrer dig mod jordbakterier.
Denne portion fylder et stort sylteglas på ca 2 liter.
Sådan gør du
Sæt ingredienserne til lagen over og lad den småkoge uden låg i den tid det tager at klargøre peberfrugterne. Grill peberfrugterne til skindet er sort over det hele, jeg synes det er nemmest at styre over gasblusset, men hvis du ikke har et gaskomfur, kan grillfunktionen i ovnen bruges. Det kan dog med sidstnævnte være lidt svært at få skindet helt sort før pebrene bliver for bløde, så det er vigtigt at ovnen er rygende varm når peberfrugterne grilles. Når pebrene er helt sorte på skindet, lægges de med det samme i en varmefast plastpose, og der slås en stram knude, så varmen fra pebrene ikke fordufter. Det er nødvendigt at gøre det over flere omgange, hvis du griller over gasblus. Lad pebrene køle af i posen., så vil de danne kondensvand, og skindet kan nemt skrabes af. Alternativt kan pebrene bages halve uden kerner i ovnen et kvarter ved 200 grader inden de lægges i lagen, derved får du ikke skindet af, men til gengæld bliver det blødt af bagningen, så de syltede pebre bliver stadig rigtige dejlige.
Skold dit sylteglas og ryst det med en dl atamon, så glasset er ordentlig sterilt og peberfrugterne undgår bakterier. Hæld atamonen fra. De bagte/afskindede peberfrugter dyppes hurtigt i den helt varme lage, og lægges derefter i det steriliserede glas. Pres hele hvidløgsfed og basilikumblade ned i glasset med en skoldet ske eller lignende, bring lagen i kog, hvis den ikke allerede gør det, og hæld den med det samme over peberfrugterne i glasset, lad 5 cm være øverst oppe. Top de sidste cm med god olivenolie, og skruv låget godt på glasset. De syltede peberfrugter smager bedst efter et par dage, og holder sig et par uger på køl efter åbning.
Læs også: Henkogte abrikoser med vanilje, citron & hel kanel