300 g rød jalapeno-chili (eller en anden type af medium stærk, rød chili)
6 fed hvidløg
1/2 dl æblecidereddike
3 spsk. hjemmelavet ketchup (se opskrift s. xx) – alternativt tomatpuré
3 spsk. honning
2 spsk. fiskesauce
1 tsk. salt
Alle elsker sriracha. Den røde chilisauce med hanen på er fantastisk at have ved hånden, hvis lidt rester fra køleskabet skal gøres til et festmåltid af de rigtig stærke. Avocado, spejlæg, biksemad, salater, supper … you name it. Der er ikke ret meget, som ikke bliver bedre af sriracha, vil en ægte sriracha-fan mene. Er du en af dem, så glæd dig! For her får du opskriften på en sriracha, som er ganske nem at lave og helt fri for kunstige tilsætningsstoffer (som ellers er blandt de primære bestanddele i den elskede klassiker).
Ægte sriracha laves på fermenterede chilier, men i denne lynversion er det fiskesauce, som bringer den fermenterede umami-smag frem. Jeg lover, den smager så tæt på den originale, at du højst vil bemærke, den smager en lille smule bedre.
Opskrift til ca. 300 ml
Sådan gør du
Fjern stilke på chilierne, og hak dem groft (bare tag kernerne med). Hak også hvidløgene groft. Kom alle ingredienser op i en blender, og blend til en jævn puré. Hæld blenderens indhold over i en gryde, og lad srirachaen simre i 10 min. under låg.
Hæld srirachaen på et syltetøjsglas eller, endnu bedre, på en lille sprøjteflaske.
Srirachaen kan holde sig på køl i månedsvis.