200 g mørk chokolade
250 g blødt smør
375 g muscovadosukker eller mørk farin
Korn fra 1 vaniljestang
2 store æg
125 g hvedemel
3 spsk kakao
1 tsk natron
2 dl kogende vand
1 knsp salt
Mørk, tæt og krydret i smagen og saftig i konsistensen. Denne chokoladekage er alt, hvad du kan ønske dig af en god én af slagsen. Den er på én gang let, men saftig og rig i konsistensen, sød, men stadig krydret og dyb i smagen og ydmyg og enkel, men stadig intet mindre end fantastisk! Perfekt blot serveret med en stærk kop kaffe, men er også dejlig med blødt flødeskum og friske hindbær som afslutning på en større middag. Du kan lave den til en orange-chokoladekage ved at tilsætte revet skal og saft af en økologisk appelsin. Så skal du bruge ca. ½ dl mindre vand.
Sådan gør du
Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Rør smør, sukker og vanilje lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen. Vend den afkølede chokolade i. Rør mel, kakao, natron og salt sammen i en skål for sig. Tilsæt skiftevis det kogende vand sammen med melblandingen og rør, indtil dejen er blank og ensartet. Den er temmelig flydende i konsistensen, fortvivl ikke – det er meningen. Hvis du laver orange-versionen, så tilsætter du de sidste ingredienser nu. Hæld dejen i en smurt springform og bag den i ovnen ved 190 grader i 30 minutter, skru herefter ned på 160 grader og bag kagen i yderligere et kvarters tid. Den vil synke sammen i midten, men det er meningen. Lad kagen køle helt af, før du serverer den i tykke gode skiver.