Chokoladetærte med karamel & havsalt

Ingredienser

Mørdej

200 g hvedemel

50 g mandelmel

125 g koldt smør i tern

50 g flormelis

1 bæger pasteuriseret æggeblomme


Karamel

1 dåse kondenseret mælk

2 spsk smør

2 spsk fløde

1 tsk havsalt

1 drys vaniljepulver


Chokoladetop

200 g mørk chokolade

3 spsk smør

 

Drys med havsalt

Nå! Kære venner, det kan godt være at jeg nogle gange fortolker fredagslækkerier lidt for frit, vil nogen måske mene. Og jeg indrømmer også gerne, for allerede nu at afværge enhver form for beskyldninger, at lækkerier i min bog er noget sødt. Kage, dessert eller snack, men i hvert fald sødt. Men nogen gange synes jeg mig nødsaget til at lade som om at lækkerier også kan være noget salt, og måske endda sundt, (selvom jeg i virkeligheden ikke synes det) og derfor er der fredage her på ChriChri, som er sundere og grønnere end andre, selvom overskriften hedder fredagslækkert.

LÆS OGSÅ: Syndige fredagskager – karamelsnitter

Det er så ikke tilfældet her, skal jeg love for. Denne tærte er hverken grøn eller sund, og dog. Jeg er indædt believer af, at det er sundt at nyde, derfor vil jeg faktisk mene at denne kage er utrolig sund. For din sjæl. Som afsender har jeg friheden til at definere mine ord som jeg vil, og derfor er denne kage sund. Bum, færdig! Lav den, spis den og græd. Af lykke. God weekend!

 

Sådan gør du

Start med at lave karamellen, da den skal koge ret lang tid inden den er færdig (til gengæld er det en foolproof måde at lave den på)

Læg dåsen med kondenseret mælk i en gryde med vand så det dækker, og bring vandet i kog

Lad den simre sagte, og suppler op med vand, så dåsen hele tiden er dækket

Lad den koge i 2 ½ time, og tag den op, åbn dåsen og skrab karamellen ud

Hæld i en kasserolle og tilsæt fløde, smør, vanilje og havsalt og lad den simre i 10 minutter under omrøring med en træske til konsistensen er ensartet

Man kan principielt bruge karamellen efter den har kogt og undlade step to med at tilsætte fløden m.m., men jeg synes både smag og konsistens forbedres, og eftersom karamellen spiller hovedrollen her, så gør dig selv den tjeneste at gøre det

Konsistensen skal være tyk, men blødere end når den lige tages ud af dåsen

Hvis du synes, så tilsæt en smule mere fløde – karamellen tykner når den køler

Sæt til side og lav tærtebunden

Bland mel, mandelmel og smør og smuldr massen til det ligner grov rasp

Tilsæt flormelis og æggeblomme og ælt hurtigt dejen sammen til den er ensartet

Pak mørdejen ind i film og lad den ligge køligt i ca 30 minutter

Smør en tærteform med løs bund med fedtstof

Tænd ovnen på 180˚ og rul mørdejen ud til en tykkelse på 3-4 mm på et melstrøet bord og læg den forsigtigt over i tærteformen

Tryk siderne let ind og kør en kagerulle over siderne så den overskydende dej fjernes

Prik mørdejen i bund og sider og bag den i 20 minutter til den er let gylden

Lad den køle ned og hæld så karamellen på

Sæt køligt i mindst et par timer

Når tærten har sat dig, laves chokoladetoppingen ved at smelte chokolade og smør under meget lav varme, eller i vandbad

Rør forsigtigt indtil smørret er helt inkorporeret i chokoladen

Fordel chokoladecremen på karamellen, vent et par minutter til den ikke er helt flydende, og drys så med flager af havsalt, eks. Maldon salt

Sæt kagen køligt inden servering

 

Note: Karamellen har bedst af at sætte sig nogle timer, gerne natten over, før chokoladen kommer på, så hav det med i planlægningen. I øvrigt skal karamellen også koge i 2 ½ time. Kan som udgangspunkt altid anbefale at man læser sin opskrift grundigt igennem inden den skal laves, så får man ikke ubehagelig planlægningsoverraskelser 😉

LÆS OGSÅ: Snaskede snegle med drømmekagefyld og hvid chokolade

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Pas på dit hår: Sådan gør du

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold. Sundt og velplejet hår er noget af det øverste på ønskelisten hos rigtig mange kvinder og mænd. Dit hår er

De lækreste spinatvafler

Ingredienser1 banan 1 dl frosne ærter 1 stor håndfuld frisk spinat 1 håndfuld frosne broccoli 1-2 dl havregryn afhængig af, hvor faste vaflerne skal være