Den perfekte the-kage. Eller, i virkeligheden, bare den perfekte kage. Saftig, luftig og bare virkelig god. Lavendel, tænker du måske, og rynker på næsen, men det er altså ganske vidunderligt, med den lille snert af parfumerethed, og hvis du er helt anti, så kan det udelades. I ved jeg er til det rustikke, og det både i smag og udseende, (her taler vi selvfølgelig udelukkende kager! Eller…, når jeg tænker over det, så er det egentlig en ret allround præference.), og jeg finder altså denne type kage både særdeles appetitlig og endog smuk. De kan komme med deres fondant og marcipanroser, det her er true beauty for mig. Enkelhed, klassik og elegance. Godt så! I har fattet jeg er vild med den her kage. Den er ikke svær at lave, og den smager helt forrygende. OG, så har den den fine egenskab, at den kan varieres med nærmest alle frugter og bær. Blomme, æble, pære, nektarin, abrikos, rabarber, hindbær, brombær, blåbær, you name it. Prøv dig frem og find din favorit. Og det mener jeg. Én af de ting jeg sådan ønsker for sitet her, er at du, kære læser, måske kan inspireres til at blive lidt mere spontan og modig i køkkenet, (hvis du selvfølgelig ikke allerede er det). At jeg kan inspirere og indgyde troen på at, ja, DU kan lave mad. Måske behøver du ikke at følge en opskrift slavisk, men kan ændre lidt undervejs, tilføre den dit eget præg, gøre den til din egen… det ville jeg blive glad for!
Men altså, en perfekt kage, lige præcis her til weekenden. Mmmm. En god kop the, et stykke af denne. Måske et mere…. Yes, det er det gode liv!
Sådan gør du
Pisk smør og sukker indtil det er helt lyst og cremet. Det tager længere tid end du tror, nok omtrent 6-7 minutter. På den måde pisker du luft ind i massen, og sikrer at kagen i sidste ende får en bedre konsistens. Både på luftighed og saftighed.
For lige kort at blive endnu mere teknisk sker der det, at vi varmer smørret op under piskningen, så det får den rette temperatur og bliver smidigt og lægger sig rundt om de små sukkerkrystaller. Smør og sukker er først klar til æggene, når det er helt cremet og hvidligt. Så sker der en emulgering, når æggene blandes i det bløde, tempererede smør, og man undgår at dejen skiller. Skulle det ske, kan den reddes med et par skefulde æg. Hvis dejen skiller er smørret ikke blevet varmt nok, eller æggeblommerne er måske for kolde. Derfor er det vigtig at de er stuetemperede.
Men tilbage til opskriften. Når æggene er optagede i smørblandingen, blandes mel, mandelmel, salt og bagepulver i en skål for sig og tilsættes sammen med fløden. Rør kun til dejen er akkurat blandet.
Tænd ovnen på 175˚ og sæt en rist på midterste rille. Læg bagepapir i en springform 26 cm og fordel dejen i den. Halver blommerne og fjern stenene og tryk dem ned i dejen. Drys med perlesukker og bag kagen i ca. 50-60 minutter eller indtil en tandstik kommer ren ud. Lad kagen køle ned til stuetemperatur før den serveres, evt med en klat crème fraiche. Velbekomme og hav en skøn weekend!