Glutenfri choko-cookies

Ingredienser

300 g nøddesmør, her er brugt mandler og valnødder blandet, andre nødder kan også anvendes, eks macademia, hasselnødder, pecannødder, pistacie osv. Regulært peanutbutter er også meget velegnet

2 æg L

170 g rørsukker, alternativt agavesirup, sukrin gold eller kokossukker

1 knivspids havsalt

½ tsk rent vaniljepulver

100-150 g mørk chokolade grofthakket

50 g grove kokosflager

Personligt har jeg det svært med at skulle nægte mig selv noget, når det kommer til mad. Jeg elsker både smør, brød, søde sager, et glas vin i ny og næ, og alt det andet sjove, som vi alle sammen skal være opmærksomme på, ikke at få alt for meget af. Men lidt af det hele, det tror jeg på. Og de sunde alternativer gider jeg kun, hvis de smager godt. De her cookies er både glutenfri og uden mælkeprodukter, men det er nu ikke det der er deres primære egenskab, hvis jeg selv skal sige det. Det bedste er at de smager godt. Virkelig godt. De består primært af mandel-valnøddesmør, som man i princippet kan erstatte med en hvilken som helst anden smør, dertil æg, noget sødende efter eget valg, mørk chokolade og kokosflager. That’s it! Du kan tilføje lidt rent vaniljepulver og et pinch havsalt, det giver lige det der ekstra, og i skrivende stund tænker jeg også, at tørrede tranebær med deres let syrligsøde bitterhed vil være ret perfekte i. De får en dejlig tekstur med et dejligt bid, og så bliver de sprøde og gode i overfladen. Jeg forestiller mig at hasselnøddesmør vil være helt fantastisk, så får man vel nærmest en nougat-agtig smag… valnødderne her giver en smule bitterhed, vil man uden om det, skal man holde sig helt til mandlerne. Det med at lave cookies eller kager ud af primært nøddesmør, æg og en eller anden sødmende instans, har været all the rage på blogfronten over nogle år, og jeg forstår udemærket hvorfor. Hvem end der lavede det eksperiment i første omgang, må virkelig have haft optur da vedkommende satte tænderne i sit resultat, fordi hvordan noget relativt sundt kan smage så meget hen ad the real cookie-thing, det er da kun til at glæde sig over. Det er som om at nøddesmørret går i en eller anden magisk forbindelse med ægget, så konsistensen i småkagen bliver både let sej og sprød på den helt rigtige måde. Prøv den, prøv den!

Note: jeg vil lige understrege, at man jo ikke behøver at lave sit eget nøddesmør til opskriften, men sagtens kan bruge færdigkøbt.

Giver ca. 8-10 kager.

Sådan gør du

Start med at riste nødderne ved 170˚ i ca. 10 minutter. De skal ikke blive mørke, blot ristes en smule, så deres naturlige nøddesmag fremhæves og bliver en smule mere brændte i tonen. Blend derefter nødderne så de går fra smulder til smør, så at sige. De bliver bliver først til fint smulder, og når så olien begynder at udvindes, så bliver massen mere flydende. Lad ”smørret” køle ned til stuetemperatur, hvis det er blevet varmet op under blendingen. Pisk æggene let sammen, og bland i nøddesmørret med sukkeret eller siruppen, kokosflagerne, vaniljepulver, salt og mørk chokolade. Dejen bliver lidt klistret, men det er helt som det skal være. Brug en ske til at lægge dejen i skefulde på bagepladen, og bag kagerne ved 170˚ i 15-18 minutter, eller indtil de er gyldne og let sprøde i overfladen. Bagetiden kan variere lidt alt efter hvor store kagerne laves, og også hvor meget du har bagt nødderne, så hold øje med kagerne. Jeg synes de plejer at skulle have et godt kvarter. Lad småkagerne køle af inden de nydes. Mums!

Gem

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Pas på dit hår: Sådan gør du

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold. Sundt og velplejet hår er noget af det øverste på ønskelisten hos rigtig mange kvinder og mænd. Dit hår er

De lækreste spinatvafler

Ingredienser1 banan 1 dl frosne ærter 1 stor håndfuld frisk spinat 1 håndfuld frosne broccoli 1-2 dl havregryn afhængig af, hvor faste vaflerne skal være