200 g blødt smør
225 g rørsukker
Korn fra 1 vaniljestang eller 1 tsk. vanilje-ekstrakt
3 æg L
275 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1/4 tsk. fint salt
2 dl. ristede eller uristede kokosflager
1 dl mælk eller vand
200 g blåbær
150 g hvid chokolade, grofthakket
En opskrift på god skærekage kan man aldrig – aldrig – nogensinde få nok af. Personligt er det nok en af de kager jeg holder allermest af. Nogle er til flødeskums- og konditorkager, jeg kan faktisk allerbedst lide en kanelsnegl eller en enkel skærekage. Sammen med en kop varm the, uh, så behøver jeg ikke mere…
For et par uger siden smagte jeg en dejlig kage fra Lagkagehuset hos min lillesøster, den var med blåbær og havde hvid chokolade på toppen, og jeg havde med det samme lyst til at lave mit eget take på den kage. Blåbærrene var så fine sammen med den søde hvide chokolade, og en god dosis ren vanilje er absolut oplagt her. Jeg tilførte ristede kokosflager, fordi jeg elsker smagen, og deres nøddeagtige tone er fuldstændig perfekt i dette selskab. Kagen er saftig og superlækker, og smager så englene synger. Du kan sagtens bruge blåbær fra frost, men undgå endelig at tø dem op, inden de kommer på kagen.
LÆS OGSÅ: Bagte æbler med kokos/ kanelis
Sådan gør du
Rør smørret blødt med sukker og vanilje til konsistensen er cremet og luftig
Tilsæt æggene et ad gangen, og rør dejen ensartet
Sigt mel, bagepulver og salt i dejen, og vend til sidst kokosflagerne i sammen med mælken.
Fyld dejen i en smurt og meldrysset form på 25×25 cm eller en springform på 24 cm, og drys blåbærrene og den hvide chokolade på toppen
Bag kagen ved 175 grader på midterste rille i ovnen i 35-45 minutter indtil kagen er gennembagt og en tandstik kommer ren ud
Server kagen lun eller ved stuetemperatur, enten med en klat creme fraiche eller flødeskum, eller, som jeg foretrækker den, ganske som den er
LÆS OGSÅ: Fabelagtige fristelser med god samvittighed