150 g blødt smør
200 g brun farin
1 æg L
100 g saltede peanuts
275 g hvedemel
1 strøget tsk. bagepulver
1/2 tsk. havsalt
1 tsk. vaniljepulver
20 g poppede popcorn, svarer til ca. 2 dl
100 g mørk chokolade
Jeg har noget med kombinationen af salt og sødt. Det går lige i min kulinariske hjertekule, og jeg kan næsten ikke stoppe, når først jeg er gået i gang. Salt understøtter smag, men det samme gør sukker. Prøv en knivspids salt i en hjemmelavet is eller chokolademousse, og prøv en smule sukker i tomatsuppen eller karryretten. Begge dele fremhæver og understøtter smagen. Her er jeg gået all-in på det salte, og har proppet både salte popcorn og peanut i disse cookies. Det fungerer perfekt. Popcorn har lige såvel som peanuts, den der lidt nødde-agtige tone, og så giver begge dele dejlig knas til småkagerne. Husk at røre minimalt i dejen, så når du ikke at begynde at aktivere glutenet i dejen, og småkagerne bliver mere porøse og sprøde. Opbevar dem i en lufttæt beholder, så holder de bedst.
Giver ca. 10-12 cookies.
Sådan gør du
Pisk smørret cremet med farin-sukkeret et par minutter, til massen er cremet og luftig. Tilsæt ægget og pisk et halvt minuts tid. Rør de tørre ingredienser sammen og sigt i massen sammen med de saltede peanuts. Rør kortvarigt og tilsæt derefter popcornene. Lad dejen hvile en halv time i køleskabet. Tænd ovnen på 180 grader og sæt dejen i store skefulde på bagepladen med bagepapir på. Giv dem et let tryk med en gaffel og bag småkagerne i 15-17 minutter på midterste rille, til de er sprøde og gyldenbrune. Lad småkagerne køle af, og smelt chokoladen. Brug en gaffel til at dryppe eller trække streger af den mørke chokolade over kagerne og lad dem stå til chokoladen er størknet.