3 meget modne bananer
revetskal og saft af 1 øko-appelsin
2 æg
125 g muscovadosukker eller rørsukker
100 g smeltet, afkølet smør
½ dl kærnemælk
225 g hvedemel
50 g kokosmel
1/4 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk stødt kardemomme
½ tsk stødt ingefær
3 kugler syltet ingefær, kan undlades
50 g grofthakkede valnødder, kan undlades eller udskiftes med andre nødder
100 g grofthakket mørk chokolade
Top:
150 g mørk chokolade
2 spsk smør
Det er måske en smule misvisende at kalde dette et brød, for rent teoretisk læner det sig nok mere op ad en kage. På den anden side kan man tillade sig at spare lidt på sukker og fedtstof, bare bananerne er tilpas bløde, søde og (over)modne, så dette bagværk hører ikke til det mest syndige af genren. Hermed ikke sagt at du ikke kan bruge helt almindelige bananer, (ikke grønne), men ligger du alligevel inde med nogle brune nogen af slagsen, så er de altså geniale at bruge i sådan et “brød” her. Jeg giver det masser af smag med appelsinskal, tørrede krydderier og store stykker mørk chokolade, som smelter i munden. Det smager helt vidunderligt, og er så nemt at lave som noget. I løbet af et kvarter kan du have kagen i ovnen, og jeg overdriver ikke. Lav det her til weekenden, og nyd duften af skønt bagværk i hele hytten. Bananbrødet holder sig dejligt saftigt over flere dage.
1 brødform på ca 26×12 cm.
Sådan gør du
Blend eller mos bananerne med saften og skallen fra appelsinen til du har en lind mos. Rør det sammen med det smeltede smør, kærnemælken, sukkeret og æggene i en skål eller i en blender. Bland hvedemel, bagepulver, natron, kokosmel, salt og krydderier og rør i bananblandingen. Tilsæt til sidst nødderne, chokoladen og den hakkede syltede ingefær. Fyld dejen i en smurt springform på ca. 23 cm og bag kagen i ovnen ved 175 grader i ca 40 minutter på midterste rille. Tjek med en kødnål eller lignende om bananbrødet er gennembagt. Når det er færdigt og kølet ned til stuetemperatur, smelter du chokoladen med smørret over lav varme i et vandbad og fordeler ud over kagen.