Tørrede pærechips
10 pærer
2 dl vand
0,5 tsk blå pastafarve
0,5 tsk lyserød pastatfarve
Hvid chokoladecreme
3 blade husblas
5 dl fløde
150 g hvid chokolade
Pandekager
Saft af 1 citron
65 g smør
3 æg
2 dl sødmælk
0,5 dl øl
180 g hvedemel
65 g sukker
1 tsk kardemomme
1 tsk tørret ingefær
Smør til at stege pandekagerne
Fyld
1 dåse syltede pærer
Hvad er bedre end pandekager? Forestil dig så en lagkage lavet af pandekager! Vores pandekagelagkage er både lækker, enkel at gå til, og så ser den fortryllende ud, hvis vi selv skal sige det. Vi syntes, at de tørrede pærechips giver kagen sit helt eget udtryk – og de er faktisk slet ikke svære at lave.
Antal: 12-14 stk.
Sådan gør du
Tørrede pærechips
Tænd ovnen på 100 grader varmluft. Skræl pærerne, og skær dem i tynde skiver. Tag et glas med 2 dl vand, og put 0,5 tsk blå pastafarve ned i vandet. Kom pæreskiverne i lidt ad gangen. Lad dem suge farve i cirka 1 minut, og læg dem så på en bradepande beklædt med bagepapir. Pærerne er nu helt blå, og for at give dem et farvespil kan du eksempelvis tage en madpensel eller en teske, og komme lidt lyserød pastafarve langs den ene kant af pæreskiverne. Bag pæreskiverne i 1,5 time.
Hvid chokoladecreme
Læg husblassen i blød i koldt vand, så den er helt dækket af vand. Varm fløden op til lige under kogepunktet. Hak den hvide chokolade, kom den i en skål, og hæld den varme fløde over chokoladen lidt af gangen, mens du rører rundt. Vrid husblassen for vand, og smelt den sammen med chokoladen. Kom cremen i en frysepose, og læg den på frys i 30 minutter.
Pandekager
Pres citronen ned i en skål. Smelt smørret, og rør det sammen med citronsaft, æg, mælk og øl. Sigt mel, sukker, kardemomme og tørret ingefær i, og pisk dejen sammen til en ensartet masse. Steg Pandekagerne på en stegepande med smør. Husk en lille klat smør efter hver pandekage. Panden skal være 15-20 cm i diameter. Du får cirka 25 pandekager, men skal kun bruge 15 til lagkagen, så du kan godt prøvesmage!
Samling af kagen
Skær de syltede pærer i tynde skiver. Tag den hvide chokoladecreme ud af fryseren, og pisk den, til den er stiv. Det er vigtigt, at den er helt gennemold, da den ellers vil skille. Find dit flotteste serveringsfad, og begynd med at lægge én pandekage på fadet, smør et lag chokoladecreme på, og kom til sidst de syltede pæreskiver på. Sådan fortsætter du, indtil du har brugt 15 pandekager. Smør siderne af kagen med det meste af chokoladecremen. Den sidste chokoladecreme fordeles i en sprøjtepose med en stor, rund tyl og en sprøjtepose med en lille, rund tyl. Lav dutter med chokoladecremen på toppen af kagen, og placer de tørrede pærer langs kanten – og så er der serveret!