Kombinationen af chokolade og hindbær er bare en vinder! Det søde fra chokolade og det friske fra hindbærrene, mums! Denne kage er oplagt at lave til weekenden og invitere venner og familie til sød forkælelse.
Sådan gør du:
Kagebunde
Pisk æg og sukker sammen, til blandingen er luftig. Pisk herefter det bløde smør i blandingen. Tilsæt så de tørre ingredienser og til sidst vand. Når dejen er jævn, tilsættes den grofthakkede chokolade. Bag kagen i en rund springform i ca. 40 min. ved 170 grader varmluft.
Når kagen er færdig, tages den ud og stilles til afkøling (stadig i springformen). Det er vigtigt, at kagen er kølet helt af, før du arbejder videre med den. Når kagen er kølet helt af, tages den ud af springformen og skæres forsigtigt over i midten, så du har to bunde.
Smørcreme
Pisk smør, flormelis og kakao sammen med en håndmixer. Put cremen i en sprøjtepose med rund tylle, og så er du klar til at lave små “bomber” på bundene.
Første lag (bund): sprøjt bomberne ud på hele fladen, og læg halve hindbær rundt omkring. Put “toplaget” på, og tryk forsigtigt, så toppen sidder fast.
Andet lag (top): sprøjt igen bomberne ud på hele fladen, og pynt med hindbær. Jeg har her på toppen valgt både at have halve og hele hindbær, og så har jeg tilført skovsyre og pistacienødder som ekstra pynt.
Velbekomme!
Find flere lækre opskrifter på Sophies instagram @fillosophie