Nu kan du sætte fingrene i en luksusbrownie med masser af god chokolade i form af brownie med chokolade, en chokoladeganache, en chokoladecreme og en karamelchokoladepynt! En masse varianter af chokolade og fløde sammen. Opskriften er skrevet i den rækkefølge som elementerne skal laves og forberedes. Flere af disse skal køle af, inden de skal anvendes og samles til den samlede kage.
Kagen er super lækker og passer perfekt til en aften med kageglade gæster. Den kan med fordel spises sammen med en god frisk is, da kagen som nævnt er god tung med masser af chokolade.
Grunden til antal, 10 personer, er at man ikke “behøver” et særligt stort stykke, da den er vældig tung! Og virkelig god!
Der er en del forberedelse, og flere elementer kan nemt laves et par dage i forvejen. Læs gerne opskriften igennem inden du går i gang, for at du danner dig et godt overblik.
God bagning!
Husk du kan se flere opskrifter på Nanna Broes blog Kageliv, eller følge hendes inspirerende billeder på Instagram under @nannabroe
Sådan gør du:
Antal personer: 10
Sværhedsgrad: mellem til svær
Brownie:
Til brownien smeltes smør og chokolade i en gryde. Derefter tilsættes sukker til den smeltede, varme masse og røres ud. Tilsæt herefter et æg ad gangen til den lune sukker/smør/chokolademasse. Kom den flydende masse i en større skål. Tilsæt en blanding af mel, vanilje, salt, natron og kakao. Vend rundt til det tørre og flydende er samlet til en sej browniemasse. Tilsæt mælkechokolade til dejen. Hæld dejen i en 20 cm springform, som er beklædt med bagepapir. Bag ved 175 grader i 30-35 minutter
Lad brownien køle helt af, inden chokoladeganache skal på toppen af kagen. Imens kagen bager og køler af kan du lave karamelchokoladepynten af karamelchokoladen.
Karamelchokoladepynt:
Start med at udbløde husblas i rigeligt vand imens fløde opvarmes. Kom karamelchokolade i en skål. Opvarm fløde til lige under kogepunktet. Når fløden er varm, hældes den over chokoladen og husblas kommes deri (vredet for vand). Rør med en dejskraber i bunden af skålen med chokolade og fløde, og rør til du har en blank chokolademasse. Si til sidst massen igennem en si. Hæld den flydende chokolademasse over i silikoneformen og sæt den på frys (Denne skal først anvendes igen, når kagen skal pyntes med chokoladepynt).
Chokoladecreme:
Udblød igen husblas i en skål med rigeligt vand. Kom mælkechokoladen (32,6 % eller lign. mælkechokolade) i en skål. Varm fløden i en gryde. Når fløden er varmet hældes den rette mængde fløde over mælkechokoladen og husblas tilsættes. Vend fløden og chokoladen sammen. Sæt chokoladefløden på køl til den er ca. 5 grader. Herefter skal den piskes og sprøjtes ud i dutter på browniebunden og chokoladeganache.
Chokoladeganache:
Til chokoladeganachen varmes fløde i en gryde til lige under kogepunktet. Hæld fløden over mælkechokoladen. Rør med en dejskraber i midten til chokoladen er opløst. Hæld ganache på brownien og lad denne køle helt ned, hvorefter chokoladecremen sprøjtes på og karamelchokoladepynten dekoreres på toppen (se næste step).
Pynt:
Når kagen skal pyntes, tages brownien med ganache fra springformen. Placer den på et fad. Når chokoladecremen er helt kold, piskes den let op. Chokoladecremen kommes på sprøjtepose med rund tyl. Sprøjt dutter af chokoladecreme rundt på brownien. Pop karamelchokoladen ud af snirklen og placer på ganache og chokoladecreme. Pynt med karamelkugler, rød skovsyre og saltflager. Opbevar på køl til den skal spises eller server med det samme.
Velbekomme!
LÆS MERE: 5 Film og Serier vi glæder os til!