Den søde tand

Cookiestykker med karamel

Ingredienser

Antal stykker: 10-12 stykker
Sværhedsgrad: Nem

Karamel:

200 g sukker
1,5 dl fløde
20 g smør
1 nip salt

Cookie dough:

100 g hvidt sukker
90 g brun farin
130 g smeltet smør
1 æg
225 g hvedemel
1 tsk natron
1/2 tsk salt
100 g mørk chokolade (ca. 54 %) eller anden ønsket chokolade

Cookies er altid en nem kage at lave. De kan laves på mange måder og i mange former. Denne gang er cookiedejen lavet til en kage med karamel og skåret ud i stykker. Karamellen er bagt med og er derfor blevet en dejlig del af den lækre cookiedej. Stykkerne er dejlig sprøde og chewy på samme tid.

Opskriften er super nem at lave. Orker du ikke at lave din egen karamel, kan du også teste at bruge en karamel fra dåse.

Cookie-stykkerne med karamel kan med fordel serveres med en god vaniljeis til – så bliver dine gæster glade! God fredag!

Husk du kan se flere opskrifter på Nanna Broes blog Kageliv, eller følge hendes inspirerende billeder på Instagram under @nannabroe

Sådan gør du: 

Karamel:

Start med at smelte sukker i en høj gryde på lav varme – uden at røre i det (men du må gerne svinge gryden lidt rundt).

Varm fløde i en anden gryde.

Hæld den varme fløde i det smeltede sukker under omrøring (her skal du passe på, da det vil boble op).

Tilsæt smør i tern under omrøring og dernæst salt.

Lad karamellen boble ved 2 ud af 9 (afhængig af dit komfurs styrke) i 15-20 minutter, til den begynder at tykne.

Hæld derefter karamellen ud i en form med bagepapir, og lad den sætte sig, så du kan klippe/skære den ud i tern, som kan presses ned i cookie dough.

Imens laves cookie dough.

Cookie dough:

Til cookie dough smeltes smør og det piskes sammen med sukker og brun farin.

Tilsæt æg og pisk massen til du opnår en lys masse.

I en anden skål blandes mel, natron og salt.

Hæld det tørre ned i smør/sukkermassen og pisk rundt til det er samlet.

Hak chokolade og vend det i din cookie dough.

Fordel dejen i en firkantet form passende til din mængde cookie dough (jeg brugte 20×20).

Sæt dejen på køl indtil karamellerne har sat sig.

Samling af Cookie karamel barer:

Klip karamellerne op i små tern.

Pres dem ned i cookie dough.

Bag cookie karamel massen ved 195 grader i 20-25 minutter – til gylden.

Den sætter sig på køl efter bagning.

Afkøl og skær derefter ud i ønsket stykker.

 

Velbekomme!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *