Denne tærte med oreo, saltkaramel og chokolade er en tærte du bare MÅ lave! Den er lige at gå til, og så skal den ikke bages! Den skal blot “færdiggøres” på køl og frys. Tærten består af en sprød oreobund, en saltkaramelmidte, mælke chokoladeganache, chokoladeganache cirkelpynt og chokoladedutter. Tærten er til sidst pyntet med karamelkugler og rød skovsyre. En rigtig sød bombe som du måske kun kan spise et stykke af, men ville ønske du kunne spise mere af. Opskriften kan laves i flere dele, og man kan nemt forberede de enkelte delelementer forinden kagen skal serveres. Hvis du vil lave tærten flere dage forinden, kan du gøre tærten helt færdig, men blot vente med karamelkugler og rød skovsyre. Optø da tærten på køl i 3-4 timer inden den skal serveres. God kagelyst!
Sådan gør du
MØRK CHOKOLADEPYNT:
Start med at udbløde husblas i rigeligt vand i 10-15 minutter.
Opvarm imens fløde til lige under kogepunktet.
Kom chokoladen i en skål (hakket) og hæld den varme fløde over sammen med husblas vredet for vand.
Rør fløde og chokolade sammen og si den fri for klumper.
Hæld chokoladefløden i din silikoneform (med form som en spiral)
Sæt på frys til den er helt frossen (ca. 2-3 timer)
OREOBUND:
For at lave oreobunden, blendes oreos til krummer og tilsættes den smeltede smør.
Rør oreos og smør sammen.
Beklæd din springform med bagepapir i bunden og kageplast i siderne.
Pres oreomassen i formen og sæt den på køl mens saltkaramellen laves.
Læs også: Den perfekte 30-års-fest for veninderne
SALTKARAMEL:
For at lave saltkaramellen smeltes sukker ved lav varme i en gryde med høje sider (uden at røre i det).
Når sukker er ved at være helt smeltet, opvarmes fløde i en anden gryde til lige under kogepunktet.
Hæld den varme fløde over i det smeltede sukker ad flere omgange under omrøring (her er det vigtigt med den lidt høje gryde, for at sikre sig det ikke koger over).
Tilsæt smør samt salt og rør videre.
Lad karamellen koge videre i 20-25 minutter – til det sætter sig og den begynder at tykne.
Hæld saltkaramellen over oreobunden, og sæt den igen tilbage på køl til saltkaramellen har sat sig, hvorefter mælkechokolade ganachen skal på tærten (1-2 timer – evt. på frys for hurtigere nedkøling).
MÆLKECHOKOLADE GANACHE:
Udblød husblas i rigeligt vand i 10-15 minutter.
Imens opvarmes fløden til lige under kogepunktet.
Kom chokolade i en skål.
Hæld den varme fløde over mælkechokoladen og kom husblas i massen.
Rør med en dejskraber til du opnår en ens chokolademasse.
Hæld chokoladefløden igennem en si og på oreotærten og saltkaramellen.
Sæt tærten på køl, så chokoladeganachen sætter sig helt.
Gem den resterende del af chokoladeganachen på køl til at sprøjte dutter på den færdige kage.
PYNTNING AF OREOTÆRTE MED SALTKARAMEL:
Ved pyntning placeres den mørke chokoladepynt i midten af oreotærten.
Kom den resterende mælkechokoladeganache på en sprøjtepose med tyl (Brugt: Wilton 4B tyl).
Sprøjt små dutter af mælkechokoladeganache.
Drys med karamelkugler og pynt af med skovsyre.
Server med det samme eller opbevar på køl indtil servering.
Velbekomme!
Husk, at du kan se flere af Nannas opskrifter på hendes blog eller på hendes Instagram under navnet @nannabroe.