[single_post_category_name]

Fragilitebunde med vaniljecreme og saltkaramel

Er du lige så vild med karamel, som jeg er? Hvis ja, så skal du tage et nærmere kig. Disse “to die for” desserter er nogle små lækre, syndige og søde fragilitebunde på hasselnødder toppet med vaniljecreme og en hjemmelavet saltkaramel. Lyder det ikke lækkert?

Kageelementerne kan hver især forberedes forinden, de skal serveres, og blot samles inden servering. Elementerne består af en saltkaramel, som skal være helt afkølet inden brug. Derudover nogle sprøde fragilitebunde på hasselnødder. Til sidst en lækker luksus vaniljecreme, lavet på sødmælk og fløde.

Kan det blive bedre? Måske at det er fredag, og du har tid til denne lækre dessert. Dine gæster vil takke dig for disse lækre kager sammen med en god kop kaffe! 

 

Sådan gør du

Hjemmelavet saltkaramel:

Først laves karamelmassen, så den kan køle af, inden den skal toppes på vaniljecremen. I en gryde smeltes sukker ved mellem varme (undgå at røre i det, sving blot gryden lidt fra side til side). I en anden varmes fløden til lige under kogepunktet. Når sukkeret er smeltet helt, hældes fløden deri. Massen bobler op, og du skal røre rundt, til sukker og fløde er blandet. Tilsæt slutteligt smør og salt, og lad det opløse. Hvis du oplever små sukkerklumper, kan karamellen sies gennem en si. Lad saltkaramellen køle helt ned, inden den samles med de andre elementer

 

Luksus vaniljecreme: 

I en skål udblødes husblas med rigeligt vand i 10-15 minutter. I en skål blandes æg, sukker, vanilje og majsstivelse sammen og bland, så der ikke er flere klumper tilbage. Hæld sødmælk i en gryde, og tilsæt æggemassen under omrøring. Varm mælk og æggemassen op under middel varme med let piskning – hold øje, for pludselig sætter den sig, og så kræver det god piskning, for at du ikke får røræg. Lad vaniljecremen slå bobler i et par minutter, og tag den af varmen, når den er helt blank og glat. Vrid husblas for vand og tilsæt den vaniljecremen. Rør husblas ud, og kom vaniljecremen i en skål med film over. Lad vaniljecremen køle helt af, inden den vendes med den sammenpiskede flødeskum.

 

Fragilitebunde:

Start med at piske æggehviderne helt stive i ca. 5-7 minutter. Tilsæt flormelis og vaniljepulver, og pisk videre til en luftig masse, endnu 5 minutter. Vend herefter de blendede hasselnødder med mel i æggehviderne. Kom massen på en sprøjtepose med en tyl. Sprøjt så bunde på bagepapir. Bag de små fragilitebunde ved 130 grader almindelig ovn i 30-35 minutter. Placer bundene nederst i ovnen, da dette giver en sprød bund.

 

Samling af de små fragilite kager:

Ved samling af kagerne, piskes vaniljecremen til luftig creme, ligeledes fløden til let skum. Disse to blandes og kommes på en sprøjtepose. Placer de små fragilitebunde på et ønsket fad. Sprøjt vaniljecreme på bunden. Tilsæt herefter saltkaramel ovenpå vaniljecremen. Placer toppen af fragilitebundene. Sprøjt igen med vaniljecreme og pynt med saltkaramel. Pynt med ønsket pynt og spis med det samme! 

Velbekomme!

Husk, at du kan se flere af Nannas opskrifter på hendes hjemmeside nannabroe.dk eller på Instagram under navnet @nannabroe.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide