Kærlighedsbrevkassen: Jeg skræmte ham væk. Hvordan får jeg ham tilbage?

Det er os en ære at præsentere vores nye kærlighedsbrevkasse! Her kan du stille vores kærlighedscoach, Stine Gram, spørgsmål om alt fra håndtering af et knust hjerte, til gode råd om, hvordan du bliver bedre til at date. I denne uge prøver en læser at komme videre efter et længerevarende forhold. Har du selv spørgsmål til Stine kan du skrive til hendes mail: mail@love-coach.dk eller en DM til @kaerlighedscoach på Instagram. Alle breve vil selvfølgelig fremgå som anonyme.

Spørgsmål: 

Jeg har kendt denne mand i 14 mdr., og igennem de seneste 6 mdr. har vi set hinanden og senest været kærester, men min fortid indhentede os desværre.

Mit seneste forhold, inden denne mand, var med en narcissist, og det var derfor præget af psykisk vold.
Det har naturligvis sat sine ar på sjælen, men jeg troede, at jeg havde det under kontrol. Lige indtil min eks pludselig dukkede op og rev op i alle de dårlige minder igen. Det fik mig til at reagere voldsomt over for den nuværende mand med meget kontrollerende beskeder og mange beskeder i træk, hvis han ikke svarede.
Det er ikke sådan, jeg er eller har lyst til at være. Og efter denne handling har jeg haft et intensivt forløb hos en psykolog, som har frigjort mig for al min angst og dermed fået mig ud af det dårlige mønster og tilbage til den rolige og omfavnende kvinde, som jeg normalt er. Og det er jo dejligt.

Men problemet er, at jeg bare ikke har lyst til at undvære den nuværende mand, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg simpelthen ikke har lyst. Han betyder så utroligt meget for mig, og han gør mig glad. Selv på de mørke dage kan han få mig til at smile og føle mig glad!
Men han er blevet skræmt og tør ikke at tro på, at jeg er ude på den anden side igen, selvom han siger, at han godt kan høre, at jeg lyder og agerer anderledes.

Så hvad gør jeg? Hvordan får jeg ham tilbage?

Hilsen den anonyme

 

Svar:

Kære Anonyme

Hvor er det godt at høre, at du har fået den hjælp, du havde brug for, og nu ikke længere døjer med den angst, som du følte. Det er i sig selv en meget stor ting, at det var muligt at få vendt så hurtigt, så det kan jeg godt forstå, du synes, er dejligt.

Jeg kan også godt forstå, at du er rigtig ærgerlig over, at din tidligere kontrollerende adfærd har haft den konsekvens, at din kæreste ikke stoler på dig. Men ER han i øvrigt stadig din kæreste, eller har han meldt sig helt ud? Det fremgår ikke helt klart, men jeg formoder, at han har meldt sig helt ud, når du spørger, hvordan du får ham tilbage.

Du kan ikke rigtig gøre så meget mere end det, du allerede gør: At ændre din adfærd. Din adfærd er dit ansvar, og det er inden for din kontrolsfære, og det er der, du skal lægge dit fokus. Og det lyder jo, som om det netop er lykkedes rigtig godt, og dermed er problemet i og for sig løst.

Nu er det næste problem, at han ikke helt tror på, at det ikke sker igen. Han kan godt høre, at du lyder og agerer anderledes, men han er åbenbart blevet så skræmt, at han ikke tør tro på, at det varer ved. Og det er netop hans problem, som han må få løst med sig selv. Han skal finde ud af, om han tør stole på dig, og du skal vise ham, at det kan han godt. Men mere kan du jo ikke gøre. Tilliden skal skabes inde i ham. Måske har han haft lignende oplevelser før, siden han reagerer så resolut? Måske føler han, at du bekræfter et mønster, han har haft med tidligere kærester, og det mønster vil han for alt i verden ud af. Jeg ved det ikke, men måske kunne du spørge ham? I hvert fald synes jeg, at I bør åbne en dialog omkring det, der er sket, så han kan få mere tillid til dig. En dialog, hvor du lytter med et åbent hjerte til hans bekymringer, og hvor du selv fortæller, hvorfor du overreagerede.

Et forhold består jo af to mennesker, og der skal være plads til begge. Så ligesom du skal give plads til hans bekymringer, skal han også give plads til din forklaring. Den slags kriser i starten af et forhold er meget, meget normale. Ja, nærmest uundgåelige. For I er to forskellige mennesker, der finder sammen og skal skabe et forhold, hvor I begge trives. Det er klart, at der vil være ting undervejs, som I hver især må forholde jer til, for ingen af jer er perfekte. Men kan I løse den slags problemer ved at vise hinanden respekt og forståelse, kan I skabe fundamentet for et godt parforhold. På den måde vælger I hinanden til igen – på trods af hinandens fejl og mangler. Nu er det vel op til ham, om han vil det? Men spørg ham stille og roligt, om han har lyst til at tale om det. Måske kan I få skabt noget rigtig godt her, men det kræver to. Og hvis han ikke er til at tale med, så må du give slip på ham. Du kan ikke vinde en tilbage, som ikke vil tilbage. Desværre. Men du kan vise ham, at du er til at stole på, og at du er åben for at lytte.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide