Imens du læser det her, sidder jeg formentlig i endnu en tøjforretning, med en mur af bæreposer omkring mig. Jeg er i overordentlig godt humør, jeg har måske fået et godt glas hvidvin til frokost og efterårssolen skinner i Milano. Men det bedste af det hele er, at jeg har en ring på fingeren, fordi mussemor og jeg, langt om længe nåede vores bryllupsdag og vi i dette øjeblik er på bryllupsrejse. Alt ånder fred og idyl.

MEN den her klumme er skrevet i sidste uge, altså få dage før mit bryllup og jeg skal være ærlig at indrømme, at det er ikke fred og idyl der hersker lige nu. Det er godt nok et stort koordineringsarbejde. Det giver mening, at kvinder i en midtlivskrise, beslutter sig for at blive bryllupsplanlæggere. For det er satme med at holde tungen lige i munden. Der er mange detaljer og ting der skal koordineres.

LÆS OGSÅ: Stokholm tur-retur: Sandheden om mænd & kvinder på shopping

Men selvom jeg er meget perfektionistisk og gerne vil have alt, til at lykkes nu ved jeg, at jeg på lørdag er fuldstændig ligeglad. For der har jeg fået det eneste jeg ville, nemlig min hustrus hånd. Og så er alt andet lige meget.

“Det giver mening, at kvinder i en midtlivskrise, beslutter sig for at blive bryllupsplanlæggere – for det er satme med at holde tungen lige i munden.” 

Men det er klart, at det betyder meget for mig, at lige den dag kommer til at glide, som en barnerumpe i Kærgården. Der hvor jeg lige nu er mest nervøs, er om jeg siger ja, på de rigtige tidspunkter i kirken. Der er to spørgsmål og vi skal begge som bekendt, svare ja til begge to. Da vi havde møde med præsten spurgte jeg, om hun ikke vil sige nøjagtig det hun skulle sige under vielsen, så jeg ikke var i tvivl. Men det kunne ikke lade sig gøre. For hun fortalte, at hvis hun siger ordene og vi siger ja, så er vi lovformligt gift. Hvilken magt at have – hun kan jo ødelægge en god bytur forholdsvis hurtigt. Mig der ringer hjem til Isabella og fortæller, at vi mødte en præst på Sørens Værtshus og nu er jeg altså gift med Joakim. Og så sidder du måske og tænker, jamen kære stokkefar, hvor svært kan det være at svare ja på to spørgsmål. Det er åbenbart svært, fordi præsten fortalte at prins Joakim svarede ja tre gange, da han blev gift. Det gjorde mig da ikke mindre utryg. Han har da trods alt en akademisk uddannelse. Min nervøsitet bunder også i, at jeg ikke vil virke tøvende når jeg skal sige ja. Det skulle jo gerne komme prompte og ikke ligeså langsomt som Amalie Szigethy i ”Hvem Vil Være Millionær”. Tror du i øvrigt, at da Hans Pilgaard blev gift med sin mand og han fik spørgsmålet ved præsten, om han så spurgte publikum eller ringede til en ven? Spøg til side. Det betyder sgu meget for mig, fordi jeg vil så gerne gøre det rigtigt og ordentligt og folk i kirken der ikke er så tætte på os, må ikke sidde og tænke at jeg er i tvivl, for jeg har aldrig været så sikker på noget før. Derudover er det da også angstprovokerende, at der står en præst overfor en, som har direkte kontakt med gud, hvorfor har de ellers den der parabol om halsen. Det må være for at få bedre signal til himlen.

“Men det er klart, at det betyder meget for mig, at lige den dag kommer til at glide, som en barnerumpe i Kærgården.”

Nå, det skal nu nok blive den dejligste dag og jeg glæder mig virkelig meget. Jeg er meget stolt, rørt og bevidst om det ansvar, der hviler på vores og mine skuldre. Nu skal jeg være ægtemand og sørge for, at hun får det bedste liv i verden, for det fortjener min mussemor.

LÆS OGSÅ: Stokholm tur-retur: Jeg står for indbydelserne

Nu kalder hun, med et eller andet om bordplanen, stjernekastere eller vasketøj, der er færdigt. Så jeg vil slippe dig for nu og næste gang du hører fra mig, så får du hele brylluppet i detaljer.