[single_post_category_name]

Sådan indretter du dig til en sundere livsstil

Sommeren indbyder til en sund livsstil. Men hvordan bevarer vi gejsten om efteråret og vinteren? Indretning er svaret!

En løbetur i skoven, grønne salater, cyklen til arbejde eller spontane gåture med venner og veninder på lyse aftner – sommer er sundhedens årstid. Men når sommer bliver til efterår og efterår til vinter, kan det være svært at bibeholde den lette, naturlige tilgang til en sund livsstil. Pludselig kan det virke, som om man igen skal gøre en indsats for at spise sundt, få rørt sig og ikke stresse – men sådan behøver det ikke være.

Læs med her, og få tips til hvordan du kan indrette dit hjem, så det inviterer til en sund dagligdag, en grønnere livsstil og bedre vaner med plads til at tage tingene, som de kommer.

Grønt køkken
Forlæng sommerens havehøst ved at invitere dine krydderurter indenfor. Let adgang til basilikum, mynte, purløg og andet godt kan forlænge din følelse af sommer, men kan også være med til at inspirere dig til at spise grønt året rundt. Vintersalater med bl.a. kål kan være lige så fantastisk som agurke- og kartoffelsalat om sommeren. Det hele handler om at spise efter sæsonen, så de råvarer, vi bruger, er mest friske og vitaminfyldte. Det, det kræver, er naturligvis, at lysten til grønt, er der, så mind dig selv om, hvor lækker grøn spise kan være gennem velduftende krydderurter i køkkenet.

Krydderurter er naturligvis ikke det eneste grønne element, der kan berige din bolig. Hvis du er vild med citrusfrugter, er appelsin- eller citrontræer også virkelig dejlige planter, der kan minde dig om sommer. Alternativt kan du plante din egen avocado- eller chilliplante – søg efter DIY her på Houzz, og få inspiration til hvordan du kan gøre netop dette.

Friskt farvespil
Vi skandinaver har det med at være svært glade for de stilsikre sorte, hvide og grå toner. Intet ondt om det, disse monokrome farver skaber ro og elegance, men noget af det, der er så skønt ved sommer, er de glade farver, der kan påvirke vores humør.

Derfor er det en god idé at bringe lidt farver ind i hjemmet i de mørkere vintermåneder. Du behøver ikke male en hel væg rød for at skabe fest og farver; gå i stedet forsigtigt til værks, og køb en rød blender, farverige kopper, en grøn lampe eller andre køkken-accessories, der kan give dit stilsikre køkken et friskt pust.

Lad din stue favne årstiden
At leve sundt handler ikke kun om, hvad vi spiser, eller hvor meget motion vi dyrker. Det handler også om balance. Lad din stue blive et hyggemekka med plads til at lave præcis det, du godt kunne tænke dig. Gør plads til et hjørne, hvor du kan nyde ilden i pejsen, eller sørg for, at der er plads på gulvet til en yogamåtte, så du kan lave lette udstrækninger eller afspænding i hjertet af dit hjem. Mindfulness kommer i mange afskygninger, men fælles for alle former, er, at du tager tid til at fokusere på dig. Dette gøres lettere, hvis der er hjørner af dit hjem, der naturligt inviterer til at trække vejret og at være til stede i nuet.

Cassady Yoga Mat

LÆS OGSÅ: Kan din indretning gøre dig i bedre humør?

Brug din bruser til at fremme din sundhed
Når det er sommer, bruger mange af os masser af tid ude i naturen – særligt på stranden, hvor vi bader i friskt havvand. En gennemsnitlig menneskekrop består af 50-65% vand – og derfor renser vand sjæl såvel som krop. 

Forlæng din følelse af frihed, naturlighed og velvære ved at indrette dit badeværelse minimalistisk og med en god bruser. Her kan du stå og nyde at blive renset igennem, men du kan også bruge bruseren til at tage et koldt bad. Dette er en fantastisk opkvikker, der skaber masser af energi i din krop, hvis du føler dig træt. Et koldt brusebad er også god for blodcirkulationen og vil hjælpe din krop til at holde sig varm i de koldere vintermåneder!

Afstressende badetid
Det er naturligvis ikke blot kolde brusebade, der kan bidrage til velvære. At ligge og flyde i et dejlig varmt badekar kan være fantastisk skønt og fungere som forkælelse efter en travl dag. Har du ømme muskler efter træning, eller fordi du fornemmer, der er en influenza på vej, kan du med fordel komme badesalt i bunden af dit badekar, evt. med velduftende olier, da det lindrer muskelsmerter. For en mere naturfyldt oplevelse, sæt da planter rundtomkring i badeværelset – det hele handler om at skabe den stemning, du har brug for, samt at gøre det let for dig, at give dig selv en følelse af forkælelse og god tid i dit hjem.

Inviter naturen indenfor
Natur har en beroligende effekt på vores sind. Det samme har det at være kreativ. Om sommeren er det let at få vores naturfix dækket, da vejret ofte indbyder til en tur i haven, skoven eller på stranden, men hvis det regner og er koldt udenfor, kan det være svært at komme af sted.  Derfor er det en god idé i stedet at invitere naturen indenfor via kreative projekter, du kan lave indenfor. Lav for eksempel smukke blomsterudsmykninger til din væg som her. Det vil styrke din følelse af at være forbundet med naturen – uden at skulle udenfor i regn og blæst.

Du kan også dække et smukt bord som dette, ved hjælp af enkelte dele fra naturen, når du inviterer til fødselsdag eller andre sammenkomster. Enkelhed er elegance.

Familietid
Et hjem er meget mere end blot der, hvor man sover; et hjem afspejler de mennesker, der bor i det. Om sommeren, og når vi har ferie, er der ofte god tid til at lave noget sammen som familie, men i hverdagen og om vinteren kan det være svært at finde tid og finde på ting, vi kan lave sammen.

Udnyt at din bolig er et sted, der kræver udsmykning, og skab i fællesskab pynt, der udtrykker familien. Det behøver ikke være raketvidenskab, så frygt ikke, hvis ikke du ikke er særlig kreativ anlagt. Vælg blot et enkelt projekt som at finde kastanjer og male på dem. Det vigtigste er, at familien er samlet, og at man sammen griner ad de fejl, der opstår, når man skaber hjemmelavet ´kunst´. At grine og at være sammen med dem, vi holder af, er en af de bedste kilder til lykke og velvære.

Sov dig til et godt helbred
Vi kender det alle sammen, at vi har mere energi og bedre overskud, når dagene er længere. En af de væsentligste ting, du kan gøre for dit helbred og for at fastholde et højt energiniveau, er at få sovet godt om natten. Forskning viser, at vi har brug for mellem 7 og 9 timers søvn hver nat, så indret dit soveværelse, så det inviterer til ro og kvalitetssøvn. Undgå elektronik og for meget rod. Hvis du har en meget aktiv hverdag, kan du evt. drikke en kop kamillete og tage en halv time med en god bog til at falde ned i dit soveværelse, inden du lægger dig til at sove. Men sørg for, at der ikke er noget i rummet, der kan stresse dig som for eksempel mange pangfarver eller arbejdsting i rummet.

En rigtig god investering i disse smartphone-dage er et godt vækkeur! Med et vækkeur, behøver du ikke at have din telefon liggende ved siden af din seng og kan derfor skabe afstand mellem dig og omverdenen, når du sover. Og så kan du vælge et ur, der vækker dig nænsomt eller med din yndlingsmorgenradio, så du får den bedste start på dagen. Dette ur er er godt bud i smukt naturligt teaktræ.  Har du imidlertid problemer med at komme tidligt i seng og tidligt op, når det er mørkt, kan du evt. investere i et lysterapivækkeur, hvilket fungerer som simulator på en solnedgang og solopgang, så din krop vænner sig til lyset, før du lægger dig til at sove, og inden du vågner.

Forlæng sommeren
Frisk luft og tid med gode venner gør underværker for, hvordan vi har det. Det giver os overskud og hjælper os til at tænke klart. Selv om vi går mod koldere tider, behøver det ikke at betyde, at vi ikke længere skal gøre brug af vores udendørsarealer. Har du en altan, anskaf dig da store varme tæpper og termokopper, så du stadig kan sanse den friske luft med en kop kaffe og godt selskab udenfor.

SE OGSÅ: Hvordan indretter jeg min lille altan? Få eksperternes tips her

Sociale samlinger
Om sommeren er vi rigtig gode til at invitere naboerne, vennerne eller familien over til en mere uformel sammenkomst. Dette skaber en følelse af, at vi hører til og af tryghed, hvilket er vigtigt for, at vi kan være præcis, som vi er.  Hvis du har lidt mere plads kan du med sagtens arrangere grillaftner på altanen for gode venner, selv om vi kommer længere hen på efteråret; bed blot dine gæster om at klæde sig på efter vejret, og gør så brug af store tæpper og terrassevarmere. For at skabe en mere sommerlig stemning kan du bruge planter til udsmykning omkring selskabet. Fællesskaber er så vigtige for os mennesker, men vi glemmer det desværre tit i hverdagsstress.

Indendørs sommerhjørne
Noget af det bedste ved de varme årstider er, hvordan de inviterer til at sætte sig ned, trække vejret og nyde øjeblikket.

Hvis ikke du har et udendørsareal, kan du i stedet skabe et tilsvarende lille hyggehjørne med sommerstemning indenfor vinteren igennem. Gør flittigt brug af træmøbler, urtepotteskjulere med grønne planter, puder og eventuelle tæpper, der får dig til at tænke på en sommerterrasse. Det vigtigste er, at du skaber en opsætning, der giver dig den rette følelse af at være afslappet og nærværende, når du sætter dig ned.

SE OGSÅ: 10 uimodståelige hyggekroge til afslapning

Naturligt kontor
Når vi har ferie, er vi ofte bedre til at trække vejret, have et godt overblik og ikke stresse. Dette kan dog smuldre, så snart vi er tilbage på vores pind. Er du stresset, vil din krop reagere på samme måde, uanset om du fysisk bliver jagtet af en bjørn, eller om det er en deadline, der presser dig. Pas derfor på dit stressniveau, og indret sit kontor, så det hjælper dig til at holde fast i dit friske sommersind ved at have masser af planter i dit kontor. Planter skaber bedre luft i dit arbejdsmiljø, så du kan tænke klart og trække vejret bedre, hvilket er modgift til stress. Noget andet, du kan gøre for at passe på dig selv og kunne tænke løsningsorienteret, er at skabe et rum, du godt kan lide at være i, og som samtidigt emmer af frihed. Mal dine vægge hvide, hæng inspirerende budskaber på væggen, og sørg for, at have genstande, der giver dig en følelse af at være jordnær.

Motioner derhjemme
Hvis vejret er dårligt, kan det være virkelig svært at finde motivationen til at løbe en tur, at tage i motionscentret eller tage sig sammen til at komme til fodboldtræning. Giv da dig selv et godt alternativ til at skulle forlade dit hjem ved at skabe en motionsrutine derhjemme. Få klaret din konditionstræning ved at løbe op og ned ad trapperne i 7 minutter, lav 15 armbøjninger på gulvet (eller på trappen), og brug din sofa som redskab til dine 15 triceps-dips. Squat 15 gange ved gentagne gange at sætte dig og rejse dig fra en spisebordsstol, og find lidt plads på gulvet til at holde planken i 1 minut før du laver maveøvelser, ben-sænkning og andre mave-ryg øvelser i 5 minutter. Gentag så øvelserne 2-3 gange. 25 minutters styrketræning er mindst lige så godt for din krop som dine ugentlige løbeture!

Synlig opbevaring af dine træningsredsredskaber
Lad i øvrigt ikke dine træningsredskaber samle støv et sted, hvor du ikke ser dem. Mind dig selv om, at det er vigtigt at få rørt sig, ved at finde kreative opbevaringsløsninger i stuen eller entreen til dit træningsudstyr, så du jævnligt ser det. Nogle gange er det eneste, vi behøver, en påmindelse om, at vi bør motionere, for at få det gjort.

LÆS OGSÅ: Indret en oase til yoga derhjemme

Mindfulness hjørne
Hvis du har en stressende hverdag, kan det være virkelig sundt at skabe et lille sted i dit hjem, der kun handler om at være til stede med dig selv. Måske er det et lille meditationshjørne, eller måske er det et smukt yogarum – hvad end det er, så hold området fri for rod, elektronik eller andre forstyrrelser. Skab et lyst sted, der har den rette stemning af ro, hvor du kan slappe helt af, og hvor du føler dig godt tilpas. Planter, sten, stearinlys, krystaller, en Buddha, en dagbog – placer de ting, der får dig til at føle dig mere spirituelt forbundet omkring dig, og skab en rutine, hvor du tilbringer 15 minutter i dette hjørne hver dag. Dette vil give dig et bedre overskud, men også gøre dig bedre til at mærke dig selv og træffe de rette beslutninger for din krop og sjæl – privat såvel som arbejdsmæssigt.

Børnevenlig sundhed
I et samfund, hvor Ipads, smartphones og andet elektronik dominerer børns stimuli, er det en virkelig god idé at skabe et aktivitetsrum i dit hjem. Om sommeren kan børn løbe og lege udenfor, men om vinteren er det ofte lettere at sidde foran en skærm og blive underholdt. For at modvirke dette, invester da i sjove spil og aktive legesager, hvor børn kan konkurrere mod eller samarbejde med deres venner – eller hvor I som familie kan lege sammen. Et bordfodboldbord er genialt, det samme er rulleskøjter, et bordtennisbord, et børnevenligt dartspil og lignende. Disse aktivitetsting betyder, at dine børn får rørt sig, men det er også en god måde at have det sjovt sammen på.

Tilgængeligt overtøj
At det er koldere ude, behøver naturligvis ikke betyde, at vi ikke kan gå udenfor en dør. Frisk luft er en fantastisk ting for vores krop og vores sind, så hjælp dig selv med at komme af sted ved at have din vinterjakke, dit regntøj og dine gummistøvler synligt fremme, så det er nemt at komme til. Vores hjerner er fantastiske til at komme på undskyldninger for, hvorfor vi IKKE skal udenfor, når det regner eller er koldt – lad ikke beklædning være en af dem.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide