Life&Beyond

Når vi ikke begærer hinanden længere

“Vi begærer ikke længere hinanden. Vi er bange for, at vi ikke elsker hinanden nok.”

“Hvorfor mærker vi ikke længere begær?”

“Hvorfor begærer jeg alle mulige andre end min partner? Der må være noget galt med mig”.

Sådan hører jeg ofte par sige i min klinik.

LÆS OGSÅ: At forbinde krop og sind… gennem sensualitets-massage?

Ifølge den danske ordbog, er begær “ønsket om at eje eller besidde noget.”, hvorimod lyst er “en midlertidig trang til at blive underholdt og tilfredsstillet”.

Det “naturlige” er, at begær bevæger sig med livet og vores parforhold. Mange vil opleve, at jo mere vi elsker hinanden – jo tættere vi bliver – jo tryggere en relation, des mindre begær. Det vi allerede oplever at eje eller besidde, det begærer vi ikke længere.

Mange blander de to sammen. Oplever, at hvis begæret ikke er der, så er lysten der heller ikke.

Det er oftest ikke tilfældet. Den midlertidige trang til at blive tilfredsstillet, er lyst i sig selv og behøver ikke at være akkompagneret af et larmende begær. Det kan stå alene i al sin simpelhed.

Den seksuelle gnist opstår ofte, når der er en stærk polaritet, når to mennesker mødes fra hver deres tydelige ståsted. I mødet med et nyt menneske ser vi ofte os selv ganske klart. Begæret opstår blandt andet i afstanden, og afstand er der masser af i starten af en relation. Tiltrækningen og begæret er ofte knyttet til fascinationen af det ukendte, det fremmede, det nye. Både hos partneren, men også de nye sider vi ser af os selv.

Når vi mærker en andens tydelige begær og interesse, styrker det vores selvværd midlertidigt, og ved følt begær udløses en stigning i hormonerne androgen (testosteron) og østrogen. Det vil sige lysten, som er tæt knyttet til testosteron, og det feminine, som er tæt knyttet til østrogen, bliver boostet.

Efterhånden som vi lærer hinanden at kende og kommer tættere på hinanden både fysisk og mentalt, vil denne afstand blive mindre – og dermed også begæret. At kærlighed og begær hænger sammen, er en misforståelse. De trives ganske udmærket i hinandens fravær. Vi kan dog gøre noget for at forene dem:

Vi kan eksempelvis bevidst skabe afstand; sørge for at se nye sider af hinanden, indimellem adskilles nogle dage eller længere tid ad gangen, skiftes til at tage initiativ både til sex og samvær og dermed skiftes til at være den givende og den modtagende part. Vi kan bevidst forsøge at skabe polaritet og afstand, så begæret og tiltrækningen får så gode forudsætninger som muligt.

Derfor er det også naturligt, at vi indimellem oplever begær til andre end partner. Det er nyt og spændende og afstanden mellem os er tydelig. Der er noget, man ikke har prøvet eller ikke kender, og det øger begæret. At vi mærker begær mod andre, er naturligt. Det behøver ikke at true vores nuværende relation, eller betyde at der er noget galt med vores nuværende relation, når vi oplever at begære andre. Det er bare en naturlig impuls mod det ukendte, det vi ikke i forvejen har.

Begær er en del af den indledende fase i en relation, – det er det, der opstår, når vi vil have noget, vi ikke allerede har. Når vi har købt den fede bil, bliver vi ikke ved med at begære den, nu har vi den jo, så nu nyder vi bare at have den.

Sådan er det også i relationer. Vi ejer ikke hinanden, og “har” ikke hinanden, men når der opstår tryghed og stabilitet, så begærer vi ikke længere. Det er her nydelse og lyst tager over.

Sex behøver ikke altid at komme fra et svulmende begær. Det kan også komme ud af en beslutning om at ville møde sin partner, og ud fra det faktum at man ved, man får lyst, når først man er i gang. Det er ok at have lyst til at have lyst! Det er også lyst…

Vi kan vælge at stole på, at vi har en underliggende lyst, som vi kan tappe ind i, når først vi er der. Så behøver vi ikke altid at køre den indre dialog, omkring hvorvidt vi har lyst eller ej. Vi kan vælge at handle i stedet og have tillid til, at vi er vitale, erotiske og lystfulde.

At vi begærer hinanden er ikke afgørende eller vigtigt for om vi elsker hinanden, og det behøver heller ikke have noget med lyst at gøre.

Måske skal vi tillægge begær lidt mindre vigtighed og kigge lidt mere på lyst og kærlighed…

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *