[single_post_category_name]

Sådan håndterer du konflikter i din skilsmisse

Ligesom i selve ægteskabet, så vil der også være konflikter, når ægteskabet er slut. Hvordan du håndterer disse konflikter, vil naturligvis påvirke dig, men i den grad også dine børn. Du har sikkert sagt til dig selv mange gange, at næste gang vil du håndtere konflikten bedre, og alligevel får du reageret på samme måde.

Jeg giver dig her mine 8 bedste råd til, hvordan du kan arbejde med at stoppe konflikterne eller i hvert fald at prøve at lægge en ny vej igennem dem. 

1.  Du kan ikke kontrollere andre –  kun dig selv

Du sidder måske også og tænker, at hvis din tidligere ægtefælle bare ville stoppe med at være uretfærdig, så ville det hele være meget nemmere. Men det er vigtigt at huske på, at hvis du vil have forandringer, så kan du kun skabe dem selv. Prøv at lave små forandringer i din tilgang til konflikterne ved at bruge de nedenstående råd.

Alt forandring starter med dig selv, og måske du kan være årsagen til løsningen.

2.  Vil du have ret?

Vi vil så gerne have ret, og vi vil så gerne have alle andre til at se tingene, som vi gør – til at forstå, at den måde, vi ser verden på, er den rigtige. Men det handler jo ikke om at have ret, men om at få tingene til at fungere for jeres børns skyld. Så prøv at slippe regnskabet over, hvem der vinder diskussionerne og i stedet forsøge at sætte dine børns tarv først. Det giver mig en fin overgang til det næste råd.

3.  Lytter du – altså sådan virkelig?

Alle vil svare ja til det spørgsmål, men jeg ved med sikkerhed, at det gør du ikke. Det er en kunst at lytte til et menneske, som størstedelen af os desværre ikke formår. De fleste af os har travlt med at få vores egne pointer igennem, føle os forstået og få overbevist modparten om, at det vi siger, er sandheden. Så samtidig med at din eks taler, så kører din hjerne med dit næste argument i stedet for at lytte til, hvad der bliver sagt. Det bringer mig til min næste pointe. 

4.  Forstå jeres reaktionsmønstre

I stedet for at forsøge at blive forstået, så prøv at øve dig på at forstå din eks.

•  Hvad er det, din eks siger?

•  Hvorfor er det vigtigt for din eks?

•  Hvad ligger bagved din eks’ bevæggrunde?

•  Hvad vil din eks egentlig opnå?

•  Hvilken følelse har din eks? 

Brug spørgsmålene til at ændre dit eget perspektiv og tankemønstre. Sæt dig i den anden parts sted. Måske det så er nemmere for dig at finde ind til det egentlige motiv, og derved kan du nemmere at finde et kompromis.

5.  Hold dig til den reelle udfordring (bland ikke det hele sammen)

I en ophedet diskussion kan det være nemt at falde i fælden med at blande jeres historik ind i dialogen. Så i stedet for at tale om den egentlige udfordring og finde en løsning på det, så bliver det nemt til en diskussion om alt det, der irriterer jer.

Jeg tror vi allesammen har prøvet at diskutere noget, hvor vi pludselig kom i tvivl om, hvad det egentlig var, vi talte om.  

6.  Vær et forbillede

Ja, jeg bruger dine børn mod dig – men altså, lad os nu være ærlige, du er jo et forbillede for dine børn. Børn gør aldrig (okay, måske nogen gange), hvad du siger, men hvad du gør. De kopierer dine handlinger. Så prøv at kigge på dig selv og vær ærlig. Din egen opførsel – ville du billige den hos dit barn?

Hvis det ikke kan få dig motiveret til nye tider, ja, så tænker jeg, at det er et helt andet problem, du står overfor.

7.  Tag aldrig en konflikt på skrift!

I disse tider hvor vi kan kontakte hinanden på alle mulige medier, så er det også, det vi gør. Hvis vi vil sige noget, så gør vi det i det øjeblik, vores eget behov opstår. Vi har ikke nået at tænke os om, så i stedet agerer vi på de følelser, vi har lige nu og her, og glemmer at trække vejret.

Så sov på det. Brug lidt tid på at finde ud af, hvad du gerne vil opnå, hvorfor og for hvis skyld.

Og tag altid svære dialoger ansigt til ansigt eller i det mindste over telefonen. Brug aldrig skrift til forsøge at løse en konflikt. Kommunikation er en svær størrelse, og den bliver endnu svære på skrift, da du ikke kan læse humøret på afsenderen. 

Når vi læser, læser vi også altid budskabet ud fra vores eget verdensbillede og ikke nødvendigvis fra afsenderens.

8.  Få hjælp

Nogen gange kræver situationen en forandring udefra. En, der kan hjælpe jer med nye kommunikationsevner. Der er også en fordel i at få hjælp til at facilitere jeres dialog. Stille spørgsmål, som åbner jeres dialog op, og som får jeres dialog i den rigtige retning.

Desværre bruger mange tit deres venner og familie, hvilket på ingen måde giver en objektiv vinkel. Derudover kan det give endnu flere udfordringer, da de også bringer deres meninger og holdninger ind i dialogen, idet de allerede er farvet af situationen. Det kan potentielt også skade jeres relationer.

Det kan derfor give rigtig god mening, at få en professionel til at hjælpe jer. Så hold jer ikke tilbage – der er masser af hjælp at få, og det kan få situationen til at ændre sig ret hurtigt.

Nu er det jo ikke sådan, at du kun må bruge rådene i konflikter med din eks. Du har naturligvis lov til at bruge dem i alle dine dialoger med andre mennesker 🙂

God arbejdslyst!

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide