Life&Beyond

Dita Von Teese: ”Alder rammer en frygt i de fleste af os”

Foto: Shutterstock

Den 18. og 20. maj kan du opleve burlesque-dronningen over dem alle, Dita Von Teese, på den Gamle Scene i Det Kongelige Teater. I den forbindelse har vi taget en snak med Dita om, hvordan det er at blive ældre i en branche, hvor man konstant bliver bedømt på alder og udseende.

LÆS OGSÅ: My Daily Routine: Maria Lucia

De fleste kan nok takke Dita Von Teese for deres kendskab til burlesque og det er højst sandsynligt også derfor, at hendes show Glamonatrix, som hun kommer til København i maj for at performe, blev udsolgt så hurtigt, at man var nødt til at lave et ekstrashow.

Og det er ikke for sjov, at den populære dame bliver kaldt dronningen af burlesque. Hun startede nemlig sin karriere som burlesque-performer tilbage i 1992. Siden tog den for alvor fart i 2002, efter hun prydede forsiden af Playboy og nu her 18 år efter, rejser hun verden rundt med sit eget show.

Selvom Dita, hvis rigtige navn er Heather Renée Sweet, fylder 48 år senere i år, er det svært at se, at hun er en dag over 30. Men trods sit ungdommelige udseende, har hun det ambivalent med at blive ældre:

”Det er nok ikke nemt for nogen, men især ikke for dem, der er i showbusiness. Der er meget at elske ved at blive ældre. Jeg elsker de oplevelser, jeg har haft, og at jeg har udviklet mig så meget i forhold til min karriere. Jeg prøver hele tiden at rykke ved grænserne for, hvad der kan lade sig gøre, for at mine shows kan blive større og bedre.” forklarer hun og fortsætter:

”Alder rammer en frygt i de fleste af os, for jeg kan huske, at jeg også fik spørgsmål om, hvad jeg ville gøre, når jeg blev ældre og ikke kunne gøre dét og dét mere, da jeg var i 30’erne. Det har folk altså spurgt mig om de sidste 20 år.”

Hun beskriver, hvordan hun har en følelse af, at vi hele tiden bliver slået i hovedet med, at vi skal være bange for at blive ældre og at hun ofte tænker på, hvordan hun kommer væk fra den opfattelse.

”Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, om jeg også ville få det spørgsmål, hvis jeg var en mand” siger hun og uddyber:

”Hvis jeg var en mand med både karriere og børn, ville jeg så få spørgsmålet om, hvordan jeg kunne nå det hele? De spørger konstant kvinder om det. Ingen spørger fx Russell Crowe, hvordan han klarer både en succesfuld karriere og børn. Det er kun kvinder, de spørger omkring forælderrollen, familielivet og showbusiness. Jeg tænker nogen gange på, om den snak nogensinde vil ændre sig og om de vil blive ved med at spørge om ting, der får folk til at føle, at de ikke gør det rigtige. Og så tænker jeg tit på, hvad alternativet til at blive gammel er? At dø.”

Ifølge Dita har det også været vigtigt for hende, at inkludere alle mulige former for skønhed, i sit show.

”En af de ting, der har været vigtig for mig med Glamonatrix-showet er, at det repræsenterer diversitet, uanset om det er med skønhed, alder, etnicitet, kropsform eller køn. Det har altid haft en stor rolle i burlesque og i særdeleshed i mine shows. Faktisk er noget af det sværeste at caste yngre mennesker,” afslører hun.

Hun fortæller, at hun dagligt får videoer fra folk, der gerne vil være med i hendes show, ligesom hun hele tiden er på udkig efter de bedste af de bedste til sit show.

”Og der er der altså bare noget ved de her performere i 30’erne og 40’erne, som rykker noget i folk og bidrager med noget, som er svært at forklare, men som de yngre måske ikke har på samme måde,” slutter hun.

Du kan læse meget mere om Dita Von Teese i det næste ChriChri magasin, som udkommer til april. Vil du ikke gå glip af at se Dita live in action, kan du købe billetter til ekstrashowet HER.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *