Jeg får mange henvendelser fra par i de her dage. Mange er pressede over pludselig at være så meget sammen. Og nu hvor der endelig er tid til at være kærester, at have sex og at være romantiske, så er det for mange, noget af det sidste, de gider.
LÆS OGSÅ: Kærlighed er hverken heldigt eller tilfældigt
Mange beskriver allerede nu – at de oplever nedsat lyst til deres partner. Det er pænt ubelejligt, nu hvor mange er hjemme sammen og der i princippet er tid til sex.
Men selvfølgelig oplever mange mindre lyst.
Lyst er ofte forbundet med længsel – og det er svært at længes efter noget, der er foran os hele tiden!!!
Mange er også bekymrede for verden, for økonomi, for familiemedlemmer og er generelt utrygge i disse dage.
Det er heller ikke noget, der fordrer lyst. Tværtimod.
Tillad den manglende sexlyst – det er ok.
Tal om det, anerkend det, del det, og kommuniker tydeligt… så er der færre forventninger og mindre pres.
Det er også utrolig let at gå i sump og joggingtøj, når man ikke skal møde på arbejde eller skal ud af huset. Man kan liiiige udskyde badet, og det er jo også hyggeligt bare at blive i sweatpants foran computeren på hjemmearbejdspladsen. Og ja – det er det – og det skal der selvfølgelig være plads til. MEN – det gør noget virkelig godt – både for én selv og parforholdet, hvis man alligevel står op hver dag, går i bad, tager pænt tøj på, dufter godt og gør sig umage. Vi har så meget mere lyst til hinanden, når vi gør os umage. Og endnu vigtigere – så har vi også mere lyst til os selv.
Og hvis I vil gøre noget ved det, så skab evt. lidt afstand – gå tur på skift, tal med jeres venner over Skype, lad være med at sidde i samme rum foran fjernsynet hver aften.
At motionere og være i naturen nedsætter stress. Og stress er dårligt for lysten. Og selvfølgelig kan vi føle os stressede i denne situation. Ud at gå (så længe vi må), brug tid i haven, motionér og vær i kontakt med din egen krop. Din egen krop før din partners.
Og gør dig umage!! For din egen skyld og for din partner.
LÆS OGSÅ: Skal kærlighed og sex gå hånd i hånd?