Life&Beyond

Fra barsel til bogudgivelse: Line skrev en krimi under sin barsel

INDEHOLDER REKLAMELINKS
Hvepsestik

Hvepsestik

Af Line Vester Larsen

Forlag

Udkommer 12.03.2020

KØB DEN HER

Line Vester Larsen (36) arbejder til daglig som kommunikationskonsulent i København. Imidlertid skete der noget under hendes seneste barsel, som gjorde, at barslen blev lidt anderledes end forventet. Hun fik ideen til et krimiplot, som ikke ville slippe hendes tanker, men insisterede på at få lov at komme ud at leve.

Det to år siden, hun skrev de første løsrevne sætninger på manuskriptet, og i dag udkommer Lines debutkrimi Hvepsestik.

Vi har fået lov at stille Line lidt spørgsmål op til udgivelsen.

LÆS OGSÅ: Nordic Hiit: Om at starte en virksomhed med sin bedste veninde

Hvordan fik du ideen til krimien?

Jeg var som sagt på barsel, og trillede rigtig mange ture med barnevognen. Jeg har altid elsket at gå lange ture, og jeg gik mindst tre timer dagligt under min barsel. Mens jeg travede rundt på gader og stræder i København, tror jeg egentlig bare, at tankerne fløj afsted af sig selv. Jeg har aldrig været god til at gå med musik i ørene og jeg bliver hurtigt ukoncentreret, når jeg hører podcasts. Det er som om, mine hjerneceller hygger sig glimrende i deres eget selskab, og fordi jeg i en periode ikke skulle holde fokus på bestemte arbejdsmæssige mål, fik de fri leg. Og så opstod der gradvist små brudstykker til historien og pludselig var karaktererne også spillevende for mig. Jeg blev nødt til at give dem liv på papiret og jo mere jeg skrev, jo mere foldede de sig ud, og jeg både grinte og græd med dem undervejs i skriveprocessen. Det tror jeg også, man kan fornemme, når man læser krimien. Jeg har et tæt forhold til hver eneste hovedkarakter, som jeg på sin vis også opfostrede under min barsel.

Hvad handler den om?

Hvepsestik udspiller sig i København, hvor jeg har boet de sidste 10 år. En ung kvindelig studerende bliver fundet død i Frederiksberg Have, brutalt stukket ihjel. Som efterforskningen skrider frem, trækker sporene tråde til en broget verden af sugardating, hvor kærligt selskab sælges og købes som en eftertragtet luksusvare. Desuden bliver efterforskningen endnu mere kompliceret, da det viser sig, at en af efterforskerne gemmer på en tung hemmelighed, som kan koste ham pladsen i efterforskningen. Mere kan jeg desværre ikke sige uden at afsløre for meget. Men jeg bliver nødt til at advare – det er en page-turner, så søvnløse nætter må påregnes. 😉

For at det ikke skal være løgn udspiller åbningsscenen sig faktisk i Frederiksberg Have ved suttetræet, hvor jeg spadserede forbi rigtig mange gange med barnevognen. Det kan lyde morbidt, men da jeg blev mor, oplevede jeg et ukontrollerbart følelsesregister, jeg ikke havde været i kontakt med før. Jeg blev på en måde bange for at miste noget, der var større end mig selv. Jeg blev nødt til at distancere mig til den angst, og jeg brugte tankerne konstruktivt og skrev mig ud af det. Jeg skrev og skrev til alle spøgelser var væk fra min bevidsthed, og erstattet af en komplet kriminalroman.

Hvordan fik du gjort tanke til handling?

Jeg kontaktede et nøje kurateret udvalg af fagpersoner, jeg vidste, jeg måtte i dialog med for at kunne skrive en kriminalroman. Jeg anede intet om kriminalefterforskning, før jeg skrev Hvepsestik. Men jeg var så heldig af få sat interviews op med en drabschef, en obducent og en retskemiker, der alle generøst delte ud af deres viden, og det er jeg dem dybt taknemmelig for. Jeg var jo en forfatteraspirant uden en forlagskontrakt, da jeg bankede på deres døre. Jeg fik både en rundvisning på politigården og på en sektionsstue, og selvom min interesse inden for dette felt står i stærk kontrast til mit job som konsulent på et kommunikationsbureau, bevirker kontraster ofte, at vi ser skarpere på de områder, vi vælger at fokusere på.

Hvad var den største udfordring ved at skrive en bog?

At få en skriveblokade. Alt kan føles så lyslevende på nethinden, men når man skal have det ned på skrift, kan det virke stendødt og kunstigt. Nogle dage kunne jeg ikke få en eneste sætning til at give mening, og så må man forene sig med, at det bare ikke er dagen til at skrive på krimien. Andre gange kunne jeg slet ikke slippe tasterne og kunne blive ved i det uendelige. Så ved man, at man har fat i noget af det rigtige.

En anden udfordring er, at man – eller i hvert fald jeg – aldrig bliver færdig med sin bog. Man kan altid blive ved med at forfine sproget, skrive til og fra, slette og omformulere, spørge folk til råds og faktatjekke. Kunsten er, på et tidspunkt at kunne sige, nu er det godt nok, og det skal jeg blive bedre til.

Var du nogen gange ved at give op?

Ja. Jeg var en enkelt gang gået så død i krimiskrivningen, at jeg overvejede at droppe det hele. Det kan føles lidt vanvittigt nogle gange at bruge så meget tid på et projekt, hvor du ikke aner, om det får lov at komme ud at leve. Man sidder og hamrer i tasterne på alle døgnets ledige timer og man brænder enormt for sin historie. Men du ved ikke, om du kommer igennem nåleøjet og bliver antaget på et forlag. Du aner ikke, om dit manuskript bare ender med at blive et skuffeskriv, et hobbyprojekt, som aldrig får vinger.

Heldigvis havde jeg fået min gode veninde til at agere redaktør på materialet. Hver anden uge sendte jeg hende nogle kapitler, som hun kommenterede og gav feedback på. Og da jeg fortalte hende, at jeg overvejede at droppe hele krimiprojektet, skubbede hun mig bestemt videre. Og heldigvis for det.

Har du fået nogen særlig hjælp undervejs?

Først og fremmest har min familie og venner været de største støtter undervejs. Det er endda min kæreste, som har lavet omslaget. Han er grafiker, og jeg fik en aftale med forlaget om, at han måtte lave det. Det var ret fedt, for han kender mig bedre end nogen anden, og han kom endda med den kreative idé, som i dag er forsiden på af Hvepsestik. Omslaget forestiller en forstørret hveps med en blodig brod, og selvom det er meget enkelt, er det alligevel helt tydeligt hvilken genre, der er tale om. Jeg synes, det er helt perfekt.

Kommer der flere bøger fra dig i fremtiden?

Nu må vi se… 😊

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil kaste sig ud i et særligt projekt under deres barsel?

Man skal brænde for projektet, uanset hvad det er. Det skal ikke være noget, man gør af pligt, men fordi man simpelthen ikke kan lade være.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *