[single_post_category_name]

Nordic Hiit: Om at starte en virksomhed med sin bedste veninde

Hos ChriChri er vi rigtig glade og stolte over at byde velkommen til Ida og Christina – også kendt som skaberne af træningsplatformen Nordic Hiit. Hver anden torsdag vil pigerne guide til træningsøvelser, som du kan lave hjemme i stuen, når du er ude at rejse – ja, faktisk hvor som helst. Som en optakt til det, har vi taget en snak med dem om, hvordan de fik ideen til konceptet, hvad Nordic Hiit er og hvad der har været af udfordringer mm. og i næste uge kan I læse med, når vi tager en snak om, hvordan det er at starte en virksomhed op med sin bedste veninde. 

LÆS DEL 1 HER

Hvordan er det at starte noget op med sin veninde – hvad er fordelene og ulemperne?

For os har det fungeret rigtig godt at starte noget op sammen som veninder. Det er det vildeste ride, vi er på sammen! Vi har kendt hinanden, siden vi var 15 år, hvor vi startede i samme klasse på HHX.

Efter HHX flyttede vi til Nørrebro, hvor vi boede sammen i 2 år. Vi har også arbejdet for samme firma, dog i hver vores afdeling. Så vi kender hinanden rigtig godt, på godt og på ondt, og det er kun en kæmpe fordel.

Vi har samme arbejdsmoral, hvilket er vigtigt, når man starter noget op sammen. Og så har vi forskellige kompetencer fra vores tidligere jobs, der komplimenterer hinanden rigtig godt.
Vi er rigtig gode til at kommunikere med hinanden, hvilket også har resulteret i, at vi aldrig haft skænderier eller store uenigheder.

Endnu en fordel er også at vi får de fedeste oplevelser sammen og vi hygger os rigtig meget omkring vores arbejde. Det der også er fedt, når man rammer de rigtig hårde perioder, er, at vi kan sidde på sofaen og arbejde sammen uden makeup og i joggingtøj – det ville man ikke kunne med andre.

Det eneste, der er en ulempe for os, er at vores venskab er begyndt at handle meget om arbejde. Vi er ikke så gode til at holde fri fra arbejde og være 100% sammen som veninder. Arbejdet kommer altid ind på den ene eller anden måde, men omvendt så ser vi hinanden hver dag og snakker også om en masse veninde-ting i løbet af dagen på arbejdet.

Med det sagt, så tror vi ikke at det er alle veninder der ville kunne kaste sig ud i at starte et firma op sammen. Hvis man kan, så vil vi anbefale alle at gøre det, fordi vi simpelthen har det så fedt med det. Men det kommer helt sikkert meget an på, hvilket forhold man har og hvordan man er som personer. Den store ulempe er jo, at det kan gå ud over ens venskab og virksomheden dermed ville kunne lide under det. Så det er ikke for alle, men for os har det fungeret sindssygt godt, siden vi startede i 2013.

Vi har som nævnt været igennem mange udfordringer sammen, og vi er rigtig gode til at takle de udfordringer der kommer vores vej. Vores venskab gør kun vores virksomhed stærkere.

Har I nogensinde været lige ved at give op?

 Nej, vi har faktisk aldrig været ved at give op. Vi synes at det er ekstremt hårdt til tider, og vi har flere gange haft tanken om det her nogensinde vil lykkes, på det niveau vi gerne vil op på. Men tanken er lige så hurtigt væk igen, og det er aldrig kommet længere end i det ene svage øjeblik, hvor vi har været ved at brænde sammen.

Vi har aldrig snakket om, at vi ikke kan mere, eller at vi ikke tror på, at vi kan lykkes – for det ved vi, at vi kan!

Det kræver virkelig en stærk psyke at være iværksætter, man skal virkelig tro på det, man laver, for at kunne komme igennem alle de bump, man støder på på vejen. Det ene øjeblik er man bare helt høj på lykke, og det andet øjeblik er man helt nede i kulkælderen og har svært ved at se lyset for enden, men det er bare der, man skal klø på.

Vi synes, at den her graf beskriver det helt perfekt, den griner vi ofte over:

Hvad har været jeres største succesoplevelse?
Den absolut største succesoplevelse har været at få en investering på 1 million DKK i firmaet, og to mega seje investorer med på holdet, John Thomas og Poul Thyregod.
Dét, at andre succesfulde mennesker tror på det, vi laver, og vil investerer af deres egen personlige formue i vores firma, er virkelig en stor anerkendelse.

Vi deltog i Løvens Hule i november 2018, som blev vist i TV i februar 2019, hvor vi fik rigtig meget ros med på vejen, men ingen investering.
Det er vi glade for den dag i dag, da det ledte os til vores nuværende investorer, som bare er guld værd. De havde begge set os i Løvens Hule, og kontaktede os efterfølgende hver især, blandt 9 andre der ville investere.

Det at stå i Løvens Hule og virkelig mærke helt ind til knoglerne, hvor meget vi brænder for det, vi laver, var virkelig en øjenåbner og det gav os endnu mere blod på tanden.
Det gjorde, at vi gik all in, så Christina tog chancen og sagde sit faste fuldtidsjob op, for at gå fuld tid i Nordic Hiit sammen med Ida. Ida gik fuld tid i firmaet i december 2016, da vi på det tidspunkt havde nok omsætning til, at én af os gik fuldtid.

Hvad er ifølge jer de vigtigste kriterier for en succesfuld virksomhed?

1. Det rigtige team

Man har de bedste forudsætninger for succes, med et stærkt sammensat team. Teamet skal komplimentere hinanden med forskellige kompetencer, som tilsammen skaber et fuldendt hold, der dækker alle de arbejdsområder man har i virksomheden. Når det er sagt, er det selvfølgelig svært at stille et 100 % fuldendt hold, når man laver et start-up. Selvom det vi sælger er træningsprogrammer, fylder det kun 20 % af vores arbejdsopgaver. De resterende 80 % af tiden arbejder vi med udvikling af vores website og app, markedsføring, medlemspleje etc.

Vores team er endnu ikke fuldendt, men vi er kommet langt hen af vejen med hjælp fra vores netværk, som bringer os til næste punkt.

2. Et godt netværk
Som start-up har man altid gode idéer og masser af planer, men mangler penge til at føre dem ud i livet. Det skal man ikke lade sig slå ud af, for der er overraskende mange mennesker, som er villige til at hjælpe med deres viden og kompetencer, som man ellers skulle have købt sig til.

Folk synes, det er spændende, når nogen siger deres job op, for at springe ud i en iværksætterdrøm, og derfor er de også villige til at hjælpe dig langt hen ad vejen.

Da vi lavede en forretning ud af Nordic Hiit, samlede vi et advisory board af folk i vores netværk, som havde de kompetencer og erfaringer, som vi selv manglede.

Vi brugte dem som en slags bestyrelse til store fælles møder, men også enkeltvis til specifikke opgaver. Det var ret overvældende, hvor mange som gerne ville stille op og bruge deres fritid på at hjælpe os på rette vej. Vi var og er stadig enormt taknemmelige for deres hjælp i vores tidlige start, og også stolte over, at så erfarne erhvervsfolk ville stille op for os.

Så du skal aldrig være bange for at spørge om hjælp fra folk i dit netværk, da de fleste bliver glade for at du anerkender deres værd, ved at spørger dem til råds.

Kloge penge

På et tidspunkt kommer du til et sted, hvor netværk ikke er nok. Netværk er godt og nødvendigt for at komme godt i gang med din virksomhed, men på et tidspunkt har man brug for kapital til at tage det store skridt hen mod målet.
I vores tilfælde, handlede det om, at vi sad fast i vores gamle website. Vi skulle betale en udvikler hver gang, der skulle laves det mindste, og det blev dyrt i længden.

Vi havde ikke råd til at få lavet nye funktioner og tiltag på websitet, og det var faktisk på randen til at bryde sammen.
Vi havde brug for at få lavet et helt nyt website, som var mere personligt for det enkelte medlem, så vi kunne være sikre på, at man som medlem fik den træningsplan, som passede til ens præferencer.
Derudover efterspurgte vores medlemmer en app, så vores træning kunne tilgås nemt og hurtigt.

En app og helt nyt website, som skal kunne det som vores kan i dag, kræver rigtig meget kapital.
Det første tilbud vi fik på at få lavet begge dele som en samlet pakke, lød på 3,9 millioner DKK. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller græde, for vi havde allerede brugt en masse penge på vores daværende website.

Så det stod klart for os, at vi havde brug for en investering for at kunne komme videre med vores planer.

Hvis du, som i vores situation, både mangler kapital og nye kompetencer på holdet, skal du tænke dig grundigt om i forhold til hvem du lader investere i dit firma.

Drømmescenariet for os, var at finde en investor, som havde de kompetencer, vi manglede i teamet, og som også var villig til at lægge nogle arbejdstimer i firmaet, når der var brug for de kompetencer, personen kunne bidrage med.

Mange investorer har flere aktive investeringer i flere firmaer på én gang, og har derfor ikke mulighed for at træde til med arbejdshandskerne på.
Det kan være fint for nogen, men man skal gøre det klart for sig selv, hvad det i virkeligheden er man har brug for, i stedet for kun at fokusere på kapitalindsprøjtningen..

Loyale og engagerede kunder
Som start-up har du ikke mange penge til markedsføring, og dermed bliver dine kunder din største kommunikationskanal. Du er ingenting uden dine kunder, og det er vigtigt, at du passer på dem og viser dem, at de betyder noget for dig.

De giver dig vigtig viden om dit produkt, giver dig feedback så du kan forbedre dig og anbefaler dig til andre hvis du gør det godt. De lader dig også vide, hvis du gør noget forkert, så det er vigtigt at du har en god kommunikation med dem, og at du gør det let for dem at kommunikere med dig.

Vi er der for vores medlemmer 24-7. De kan altid kontakte os i vores lukkede facebookgruppe kun for Nordic Hiit medlemmer, skrive en mail til os eller ringe direkte til os. Der er ingen spørgsmål, der er for dumme, vi tager al feedback seriøst og gør noget ved det, når vi kan se at flere efterspørger det samme.

Vi er stolte af alle vores medlemmer og sætter kæmpe pris på, at de har lyst til at give os feedback, eller ringer til os hvis der er noget de er i tvivl om.

Hvad er jeres råd til kvinder, der går og drømmer om at blive iværksættere?

Hop ud i det! Gør det og tro på dig selv!
Du bliver aldrig 100 % klar, og der vil altid være nogle områder, hvor du føler, det hele er lidt usikkert.

Hvis du er afhængig af en fast indkomst, kan du starte ud med at arbejde på din idé i din fritid, ved siden af dit job.

Det kan godt være rigtig hårdt, og du kommer til at knokle røven ud af bukserne, men til gengæld har du en økonomisk sikkerhed.

Gør op med dig selv hvad du som minimum skal have i løn, før at du kan gå fuldtid i dit eget start up. Arbejd benhård efter at opnå det mål, så du kan gå all in som iværksætter, og sige dit gamle job op.

Mange virker imponerede over, at vi turde tage springet, men det har faktisk været helt naturligt for os.
Som en dygtig selvstændig kvinde sagde til os på et møde: ”Det værste drug i verden, er din faste månedsløn”.

Månedslønnen stopper én i at gøre det, man drømmer om. Men følelsen af at arbejde for, hvad du selv tror på, er ubeskrivelig. At arbejde med noget, du selv har skabt. At kunne være med i forhandlinger, processer og beslutninger, som du måske aldrig havde fået muligheden for i de gamle job. Friheden og værdien i, at du skaber noget, som hjælper andre mennesker – det er simpelthen guld værd! Det er nemlig langt mere værd at leve din helt egen drøm, fremfor trygheden i en fast månedsløn.

Hvis det skulle gå galt, kan du altid få et job igen.
Når du er ambitiøs nok til at springe ud som iværksætter, lærer du rigtig meget undervejs, som du måske aldrig havde lært på dit gamle arbejde. Du tilegner dig utrolig mange nye kompetencer, fordi du skal have alle hatte på i virksomheden, så du ender højst sandsynligt med at udvikle dig endnu hurtigere under din egen oplæring, end du ville have gjort i en fast stilling i en andens virksomhed.

Vi har aldrig været i tvivl om, at vi ville få succes med Nordic Hiit.
Den tro har hjulpet os gennem de rigtig hårde perioder, som hele tiden kommer og går.
Det er sindssygt hårdt arbejde og det er en følelsesmæssigt rutschebane uden lige, men vi har på intet tidspunkt været nervøse for, at det ikke skulle gå.
Tro på dig selv og din idé, og vær ikke bange for at fejle.

Husk at holde det simpelt fra start, og vent ikke for længe med at lancere noget før du synes det er helt perfekt – for det bliver det aldrig! Du har brug for feedback fra din målgruppe, så du ved om du arbejder i den rigtige retning.

Og så vil vi virkelig anbefale dig, at bruge dit netværk alt, hvad du kan. Vær aldrig bange for at tale om din idé med andre, og spørg dem til råds på områder hvor de har mere viden end dig.

Vi har ikke én dag fortrudt, at vi tog springet, vi er så lykkelige for at kunne arbejde med det vi elsker, og vi er stolte over hvor vi er nået til den dag i dag. Selvom der stadig er lang vej endnu, så nyder vi processen hen mod målet.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide