Kender du det? Sætningen fra ham, du er vild med: ”Jeg er ikke klar til en kæreste.” Eller: ”Jeg er ikke sikker på os to.” Eller: ”Måske kan vi være venner.” Eller noget i den stil. Og det gør som regel ondt – især hvis du ikke er enig i hans beslutning.
LÆS OGSÅ: Godt nyt til alle Twilight-fans: Ny bog til august!
En afvisning kan svide rigtig meget, og det er der én primær grund til: Fordi du får den til at handle om dig og dit værd – OG dermed at du ikke er god nok. Åbenbart ikke. Ellers var du vel ikke blevet afvist? Det er bare ikke sandt. En afvisning handler faktisk sjældent om dig, men mere om den anden person, og hvor han er i sit liv.
Han har fokus på karriere og ikke forhold
Han er måske et sted i livet, hvor han rent faktisk ikke er klar til at involvere sig med et andet menneske, fordi han lige er startet på et studie, en ny arbejdsplads, en ny karriere eller lige er kommet ud af et forhold. Og han ved godt, at han ikke er klar. Det kan godt være, han ignorerer det faktum til at starte med, fordi han er fascineret af dig og generelt bare glad for at have mødt dig. Men så kommer tvivlen alligevel snigende ret hurtigt, for han er et sted i livet, hvor han skal bruge for meget fokus og energi på at realisere sig selv. De fleste mænd vil gerne kunne give deres kæreste det, de tror, kæresten har brug for, og hvis han allerede på forhånd ved, at det kan han ikke, vil han slet ikke kaste sig ud i at forsøge, for det vil føre til et nederlag. Og det ville gælde enhver kvinde – ikke kun dig som den afviste part. For det handler ikke om dig, men om hvor klar han er (eller rettere, ikke klar).
I ønsker ikke samme slags forhold
Det kan også være, at han faktisk ER klar til en kæreste, men han ønsker en anden slags forhold end det, du kan give ham. Det handler heller ikke om dig, men om den type forhold, han ønsker. Lad os sige, at du ønsker en dybde og intimitet i dit parforhold, hvor I udvikler jer sammen, men han ikke har et ønske om den slags forhold. Måske går han slet ikke op i selvudvikling – måske går han kun op i at udvikle sig på andre områder, fx i forbindelse med sin karriere – jamen så er I bare ikke et match, for I ønsker ikke det samme. Igen vil han mærke dette og vide, at han ikke kan give dig det, du har brug for, og netop det er grunden til, at han stopper jeres forhold. Det kan være, han er en decideret ’træmand’, der slet ikke ønsker, at du prikker for meget til ham, for han har det godt, hvor han er.
Og ja, nogle gange handler det også om, at han ikke er nok tiltrukket af dig, men det vil som regel ikke komme bag på dig, for det vil du kunne mærke. Så hvis bruddet kommer bag på dig, fordi du føler, kemien er der, og I har det godt sammen, og der egentlig ikke burde være nogen reel grund til at afslutte det, så tænk over, om det kan skyldes en af disse to grunde:
- Han er ikke klar til et forhold.
- Han er ikke interesseret i eller i stand til at indgå i et intimt parforhold, hvor man udvikler sig sammen.
Så nej, en afvisning handler ikke om, at du ikke er god nok i hans øjne (eller pæn nok, sjov nok, klog nok etc.). Det handler ofte om, hvor han er i sit liv, og hvilken intimitet og dybde han ønsker i et parforhold.
Så lad være med at slå dig selv oven i hovedet med, at du åbenbart bliver afvist, fordi du ikke er god nok. Og lad være med at skamme dig over, at du har tilladt dig selv at elske et andet menneske eller haft modet til at være nysgerrig og åben for en ny relation – vi har brug for mere kærlighed og åbenhed i verden. Også selvom den ikke bliver gengældt hver gang.