Mange danskere har været nødt til at lave deres sommerferieplaner om, pga. Coronapandemien, grænselukninger og aflyste fly. Vi har taget en snak med forskellige kendte, danske kvinder om, hvilken betydning det har haft for deres sommerferieplaner. Her kan du læse om Mette Helena Rasmussens planer for sommeren.
LÆS OGSÅ: Produkterne til den bedste sommerkulør!
Vi har et seriøst woman-crush på seje Mette Helena Rasmussen, som ejer tapetforretningen Retro Villa, og som du måske kender fra “Nybyggerne”, hvor hun er meddommer, eller fra hendes ærlige instagram-profil, hvor hun deler alt fra inspiration til indretning (både med og uden sine børn), om vægttab, sit farverige klædeskab og ikke mindst sin kamp for bedre vilkår for krise- og voldsramte kvinder.
Hvad er dine sommerferieplaner i år?
SVAR: Jeg holder ferie i Danmark. Jeg har byttet bolig med forskellige mennesker rundt i landet. Jeg tilbød min lejlighed i København i bytte for et sommerhus eller et hus med have, gerne tæt på strand og vand. Og flere end 200 af mine følgere meldte sig med fantastiske tilbud om boliger på alt fra Bornholm til Skagen, Vestjylland, Færøerne, Århus og en lejlighed i Ikast.
Hvem skal du tilbringe din sommerferie med?
SVAR: Så snart jeg er færdig med at optage denne sæson af Nybyggerne, kaster jeg mig 1/7 i en varevogn og skal holde to ugers sommerferie på Fyn sammen med min kæreste. Total voksenferie og nydning. Vi har bl.a. byttet os til et helt fantastisk sommerhus på stranden i Kerteminde, hvor jeg aldrig har været før. Vi skal afsted på mountainbikes, opleve Fyns natur, gastronomi, Great Northern Spa, bærbuske, grøftekanter med smukke blomster, kunstmuseer, isvafler, vingårde, lystbådehavne og strande. Og så skal vi slappe af på terrassen med udsigten ud over vandet. Tasken bliver pakket med gode bøger. Jeg skal bla. læse Lisa Holmfjords nye krimi ‘Døden er kun et øjeblik‘ og Puk Elgaards ‘Se mor, jeg danser’.
Hvad glæder du dig mest til?
SVAR: Jeg glæder mig til at holde ferie med mine børn. Vi har ca. 4 ugers ferie alene sammen og skal bl.a. til Lolland, hvor jeg har byttet mig til et hus med have og pool i Nakskov. Vi har aldrig været på Lolland før og skal i Knuthenborg Safaripark, måske Lalandia og ellers bare på opdagelse. Begge børn elsker loppemarkeder – og vi har lejet en varevogn hos Leasing.dk, som kan blive fyldt op.