Byguides

Ny bagel- og vinbar deler gratis smagsprøver ud på fredag!

Har du også et svagt punkt for bagels og vin? (Er der overhovedet nogen, der ikke har det!?) Så er det her en god nyhed for dig. Især hvis du opholder dig i København fredag den 17. juli!

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste guide til København

Kiosk- og barfavoritten Depanneur flytter nemlig i nye lokaler på Rantzausgade 36, hvor de nu udvider konceptet med et madelement. Depanneur er kendt for at være et sted, hvor du kan købe forskellige nødvendigheder med hjem, få en kop kaffe eller nyde en fadøl i solen og nu har du altså også mulighed for at få friskbagte bagels.

“Hele ideen bag Depanneur kom efter at have boet et års tid i Montreal, hvor der er Depanneurs, eller kiosker, på hvert et gadehjørne. Ordet kommer af Depannér, som betyder at hjælpe ud af knibe, eller troubleshoote. Det har været kernen i vores ide fra starten, og nu udvider vi det koncept til både at omfavne bagels, vinhandel og mere kiosk”, siger Daniel Rørbæk, der er direktør hos Depanneur.

Udviklingen af bagelopskriften er sket i samarbejde med Jesper Gøtz, som tidligere har startet Lille Bakery, og nu arbejder med sit eget brødunivers Bread by Gøtz.

“Vi har haft lyst til at introducere bagels, lige siden vi startede. Det er en kæmpe ting i Montreal, og ret forskelligt fra hvordan vi kender bagels herhjemme. Jesper har hjulpet os med at udvikle nogle fremragende bagels, som man både kan købe med hjem i poser eller prøve med vores signatur spreads på stedet eller to-go”, siger Mike Wittrup, kreativ direktør.

Depanneur slår dørene fredag d. 17 juli, hvor der vil være gratis bagels hele dagen til alle, der kommer forbi, hvis det ikke er en perfekt start på weekenden, hvad er så?!

Fotos: Rasmus Kongsgaard

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *