De fleste af os har nok været påvirket af Covid-19 på den ene eller den anden måde, og de fleste af os har nok haft situationer, hvor vi har haft lyst til at skrige i frustration.
LÆS OGSÅ: At spise plantebaseret behøver ikke at være besværligt
For den professionelle fodboldspiller Nadia Nadim, der til hverdag huserer i Frankrig, betød Corona-lukningen aflyste fodboldkampe, ligesom den længe ventede ferie, hun skulle have haft med familien, heller ikke blev til noget. Til trods for de uheldige omstændigheder, valgte Nadia at lade være med surmule, og brugte sin tid på noget konstruktivt i stedet.
”Jeg prøvede at holde mig fysisk i form med en masse havearbejde. Min mor elsker at være i haven, og det var fedt at bruge så meget tid sammen med hende og se resultatet af vores arbejde. Vi har en kæmpe have, og den er bare blevet flot. Jeg har plantet 20 frugttræer, fældet ni store træer, hugget dem til brænde og stablet det hele,” fortæller Nadia, der også lånte et traktordæk af naboen til at træne med.
Undersøgelser har vist, at knap hver 3. dansker har været mentalt påvirket af Corona-nedlukningen, og hver 4. har lige frem følt sig stresset. Det har fået det islandske turistbureau Inspired by Iceland til at lancere kampagnen ‘Let it Out’, hvor man kan optage sit eget skrig og afspille det over lavamarkerne ved Festarfjall, fjordene ved Djúpivogur eller buldrende Skógarfoss i Island. Nadia Nadim er en af de danskere, der allerede har sendt sit skrig afsted, for selvom hun forsøgte at holde modet oppe, var hun stadig frustreret over at få aflyst så mange planer, som hun havde lagt rigtig meget tid og mange kræfter i.
”For mig er det vigtigt ikke at spilde tid på noget, jeg ikke har kontrol over. Corona er frustrerende, men det er jo ikke i mine hænder. Hvis det ændrede situationen at surmule og være vred over det, så fair nok. Men det var da superfrustrerende at få aflyst en masse af det, jeg har trænet til i årevis – og ferien med min familie, som var den første ferie i flere år, hvor vi alle kunne ha´ været sammen. Det kan godt få et farvel-skrig.” forklarer hun.
Det er ikke tilfældigt, at omdrejningspunkt er skriget. Ifølge Zoe Aston, psykoterapeut og specialist i mental sundhed, kan et skrig få os videre: “Vi står tilbage med indestængte følelser, som skal forløses, før vi kan komme videre med ny hverdag. Når du skriger, så giver du dig selv lov til at give slip på følelserne, høre din stemme i alt det her og genfinde din personlige styrke. At skrige sine følelser ud, er ikke aggressivt – det er en slags selvopmærksomhed og selverkendelse, der gør én klar til at rykke videre.”
Sigríður Dögg Guðmundsdóttir, der er direktør for Visit Iceland fortæller om initiativet med at give plads til frustrationerne: “Folk i hele verden har været igennem en masse i de seneste måneder. Vi vil gerne gøre, hvad vi kan for at give plads til og afløb for frustrationerne. Vi mener, at verden har brug for det. Her i Island er vi så heldige, at vi har masser af store vidder og åbne landskaber, der kan favne det. Og når folk rundt om i verden er klar til at rejse igen, kan de jo komme og opleve vores natur.”
Du kan selv besøge sitet og få afløb for dine frustrationer her. Det er muligt at optage sit eget skrig og sende det ud i Island fra d. 15. juli til d. 29. juli 2020.