Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor og kone. Hun møder de samme udfrordringer i parforholdet som så mange andre, og oplever også at tid kan være en mangelvare i børnefamilien. Derfor har Amanda og hendes mand Mads Marcus, besluttet at tage på en getaway ét døgn hver måned rundt om i Danmark. Og her på chrichri.dk kan du følge med og få inspiration til getaways og til parforholdet.
Reklame // Inviteret
Vi har igen været afsted på getaway. Denne gang var, i modsætning til de sidste to getaways, noget mere simpel – og mere privat og naturrig. Det var helt igennem skønt! Vi besøgte et af mine yndlingssteder – Rødvig Ferieby. Indrømmet – navnet lugter lidt af familie og badeland – men det er langt fra den oplevelse, der møder én.
Jeg har faktisk været der et par gange før med veninder og har haft efterhånden 100 kvinder, fordelt på forskellige ture, med på vandretur med overnatning i Rødvig Ferieby. Men denne gang var jeg der for første gang på et “romantisk ophold” og det må man sige at stedet også kan!
Vi ankom lørdag eftermiddag. Begge børn sov hos en god ven, de selv havde valgt, så der var ingen dårlig samvittighed i forhold til at tage fra børnene. Det er virkelig rart, at de har nået en alder, hvor sove-legeaftaler er en virkelighed – yay!
Ved ankomst blev vi indlogeret i en af deres store hytter – som har 2 soveværelser, hems, køkken, spisebord og hyggekrog med sofaer. Hytten var virkelig rar at være i , og vi havde som sædvanlig (det gør jeg altid, når vi skal på getaway! – et totalt must!) medbragt stearinlys, bobler og glas. Men det blev slet ikke nødvendigt! Hytten var allerede fyldt med stearinlys, og der lå bobler på køl!
Feriebyen ligger 1 km fra havet, og 2 km fra foden af Stevns Klint. Jeg elsker de sydsjællandske klinter – Møns klint og Stevns klint. Det er storslået og vildt – og jeg føler mig altid lidt tættere på mig selv, tæt på naturen. Så vi skyndte os at tage godt med tøj på, og komme ud at gå, inden solen forsvandt. Det blev dendejligste gåtur hånd i hånd ned til vandet, men ikke så lang… Her om vinteren er dagene jo korte – den store fordel er, at aftenen føles ekstra lang! Og netop denne lørdag, var en laaang aften vildt lækker.
Vildmarksbadet
Da vi kom tilbage til hytten åbnede vi boblerne, og hyggede os lidt med at spille kort og snakke. Ved 18-tiden hoppede vi i et hurtigt bad og i slåbrokke. Og med bobler, glas og stearinlys i hænderne, gik vi over til vildmarksbadet, som ligger bag ved hytterne – tilbagetrukket, og med udsigt over markerne. Dejligt privat. Markbadet er opvarmet med et bål under vandet, så vi skulle selv smide brænde på løbende. Det var hyggeligt.
Og her sad vi så… med 2 grader i luften, og 40 grader i vandet, og snakkede og snakkede… og kyssede… og snakkede… og kyssede…
Og her vinder det her ophold virkelig! For hvor er det dog fedt at have et vildmarksbad helt for sig selv – en hel aften – uden bagkant – og uden forstyrrelser.
Når man tager på spa-ophold forestiller man sig hygge i hot tub’en og at ligge og slappe af i det varme vand. Man – eller jeg – glemmer bare ofte at tage højde for alle de andre par, der også går rundt og leder efter privatliv i bassinerne.
Vi sad I vildmarksbadet I 3 timer – til vi var helt opløst – drak bobler – hentede mere vin – grinede, snakkede, var stille sammen, kyssede… det var et af vores absolut mest romatiske ophold i de 14 år, vi har været sammen…
Måske tænker du – hvad har I at snakke om i 3 timer? Vi har altid talt meget…
Men hvis man er bange for at løbe tør for samtaleemner – så kan jeg anbefale et af de mange samtalespil – f.eks fra SNAK eller Go’ samtale. Det kan virkelig hjælpe snakken på vej.
Vin og Tapas
Tilbage i hytten, havde Mette og Claus, der ejer feriebyen – i samarbejde med en lokal restaurant, sørget for,at der stod tapas og vin klar i hytten. Det var helt perfekt efter den lange aften i markbadet. Vi skulle ikke tænke på noget – bare være sammen og nyde. Og så var vi så meget udenfor – først på gåturen – og dernæst udenfor i markbadet. Det er som om dét at være udenfor, udvider sanserne…
Venindetur
Vi kan virkelig anbefale en getaway til Rødvig ferieby. Privatliv, natur og vildmarksbad, er helt klart overskrifterne her.
Og desuden er det også oplagt at tage derned med veninderne. Man kan bo 6 i de store hytter – og der er akkurat plads til 6 i vildmarksbadet – med lidt god vilje 🙂
Stjerner fra 1-5
Romantisk stemning; 5 stjerner
Mad; 3 stjerner
Komfort; 4 stjerner
Ro; 5 stjerner
Hygge; 5 stjerner
Kvalitet for pengene; 4 stjerner