Noell Elise Wakeroots er 33 år og mor til Travis på 9 år og datteren Charliye på 6 år, som hun fik med sin engelske mand. Privat bor lidt udenfor Tisvilde. Er uddannet meditationsmentor ved Deepak Chopra i USA & coach ved Sofia Manning. Har studeret på Danmarks Medie & Journalisthøjskole og boet i Italien, Thailand & London.
Derudover står hun bag Noell Crystals – et spirituelt univers, hvor du kan blive klogere på krystaller, tarotkort og meget andet, der hører den spirituelle verden til.
Du kan også se mere til hende på hendes Instagram @noell_crystals.
På redaktionen er vi – og har altid været – mega nysgerrig på den spirituelle verden, og vi er for nylig blevet mere og mere nysgerrige på krystaller. Hvad kan de og hvorfor taler alle om det lige nu? Noell Elise Wakeroots står bag det populære spirituelle univers Noell Crystals, og vi er så heldige, at hun har sagt ja til at gøre os lidt klogere på krystaller og deres kræfter.
LÆS OGSÅ: Husker du disse 3 vigtige vitaminer i din daglige rutine?
Som barn gik jeg mange timer ved stranden med mine bedsteforældre og ledte efter rav og smukke sten. Min morfar havde et værksted i sin kælder med slibeværktøj, og lavede smukke vedhæng ud af stenene. Jeg har faktisk hele mit liv været draget af krystaller – lagt sammen med en grundlæggende nysgerrighed for menneskets sind, historie og alt dét, som vi kan lægge ind under det overordnet ord spiritualitet.
Så min egen interesse for krystaller har altid været der. Men det gik fra at være en interesse og hobby, til at blive en forretning i januar 2018.
Faktisk ønskede jeg blot, at dele min passion og viden om krystaller med andre. Så andre kunne opleve dem for dét de er. Energiredskaber. Som kan bruges som energi accessories til at booste og støtte dig i dine drømme og intentioner.
Det var ikke fordi, at jeg ikke havde nogen ambitioner om, at bygge en hel forretning ud af det. Ideen kom bare aldrig fra et forretningsperspektiv. For min helt grundlæggende drivkraft var virkelig bare at gøre krystaller til allemandseje. At hive krystaller og spiritualitet ned på et jordisk plan, hvor alle ville føle sig velkommen – også selvom de var moderne kvinder med interesse for mode, skønhed og alt muligt andet.
Jeg havde længe fulgt udenlandske sider på Instagram med krystaller. Men savnede en lækker, dansk side med danske beskrivelser af krystaller. Jeg ledte længe og kunne intet finde. Og så kom det til mig en sen aften. Jeg gør det. Jeg ved så meget om krystaller i forvejen. Bruger dem aktivt hver dag. Så jeg var den første danske side på Instagram med et moderne take på krystaller. Sidenhen er der kommet mange, mange til. Og det er da ret vildt at tænke på, at interessen har spredt sig så meget. Jeg kan jo både læse på teksterne og se rent visuelt, at min måde at tale om krystaller og formidle krystaller, virkelig har inspireret andre til, hvordan de gør det samme.
Men hvad er krystaller så?
Krystaller er en sammensætning af mineraler. De findes i hele verden. Også Danmark. Men kvaliteten varierer afhængig af hvor i verden, du finder de forskellige typer.
Den moderne verden, som vi kender den, ville ikke kunne eksistere uden krystaller og mineraler. Al elektronik kan kun eksistere på grund af krystaller. Din mobiltelefon består af 17 forskellige mineraler. Det er kun på grund af nogle af dem, at touch screen overhovedet kan fungere. Lampe pærer, biler, højhuse, makeup og meget, meget, mere, er bygget op omkring mineraler.
Grunden til, at jeg nævner dette er, at det overrasker mange. De tror krystaller er noget for den karikerede hippie med langt hår, store nederdele og en forkærlighed for nervøs velour. Men krystaller og mineraler har en energi. Ligesom alt i verden har en energi. Og det er dét vores forfædre har brugt krystaller til. Over hele verden har vores forfædre brugt krystaller. Fra Nordeuropa hele vejen til mayaerne i Sydamerika. De oplevede, at krystaller havde en vibration. En energi. Og brugte dem som energiredskaber til ritualer. Vikinger tog Karneol med på rejser for at sikre en sikker returnering. Keltiske præster anså Røgkvarts som den ypperste, hellige krystal. Ametyst var i hundrede af år kun forbeholdt præster, da de mente dens kraft var for stor for almindelige mennesker.
Men nu stopper jeg med historiefortællingen, for den slags kan du læse meget mere om på min hjemmeside.
Hvordan finder jeg min krystal?
Jeg tror på, at krystaller er her for at støtte os i vores rejse indad. Det handler om at skabe tid hver dag, til at genskabe kontakten til vores egen intuition. Derfor tror jeg ikke på, at andre kan fortælle dig, hvilken krystal der er den rette for dig lige nu. Faktisk vil jeg næsten vove at påstå, at det er en alt for nem måde at tjene penge på.
Jeg mener, at du skal vælge din krystal selv. Kig på billederne på eksempelvis min hjemmeside eller på Instagram. Vær bevidst om, hvad der sker inde i dig selv imens. Er der pludselig en som vækker noget i dig? Så er den dén, du skal gå efter.
Det kan både være en rar følelse. Men det kan også være en mindre rar følelse. For nogle gange, så er den krystal, du har brug for, også den krystal som vil få dig til at begynde at mærke ting, du alt for længe har undertrykt.
Bagefter kan du læse om den. Wow, det har jeg fået de vildeste tilbagemeldinger på. At folk har valgt uden at kende betydningen bag krystallen. Og først efter de har valgt, har de så læst om den. Og er blevet så vanvittig rørte over, at det var præcis dét den står for, som de gennemgår i livet lige nu.
Hvis øvelsen synes svær, så kan du også tænke lidt over, hvad du gerne vil støttes i lige nu. tyrket selvværd? Kreativitet? Fertilitet? Bedre søvn? Så kan du gå ind og bruge søgefeltet og så kommer de krystaller, som matcher dit søgeord frem. Og så kan du vælge derefter.
Husk krystaller er ikke lykkepiller. Du kan købe dig fattig i krystaller, uden at opleve nogen effekt i dit liv. Det er ikke nok at købe krystallen. Du skal selv i gang med arbejdet. Fordi selvom krystaller er energiredskaber, så kan de aldrig ændre på dét faktum, at du er dit livs stærkeste energiredskab.
Hvordan bruger jeg krystaller?
Sæt tid af. Til at gøre det hyggeligt. Tænd et lys. Sæt dig godt til rette. Studér den krystal, du har valgt. Kig på den. Mærk den. Fortæl den, hvad du ønsker, den skal støtte dig i. Det behøver ikke være lange sætninger. Har du eksempelvis valgt en Pyrit for at styrke dit selvværd, troen på egne ideer og manifestation, så sig blot nogle af ordene højt. Styrke. Selvværd. Tro. Manifestation.
Placer den i din modtagerhånd, som er modsatte hånd af den, du skriver med. Luk øjnene, mens du sidder sådan her. Det kan være i et par minutter – eller som jeg selv, meditere i tyve minutter til en halv time.
Derfra kan du placere den i dit hjem. Ved din seng. Ja, du kan sove med krystaller. Enten ved siden af din seng, under den, under puden eller i hånden. Klassiske sovekrystaller er Ametyst, Hæmatit, Blonde Agat eller Lepidolit. Eller i din taske, så du har den med dig til møder og på arbejde.
Du kan placere krystaller mange forskellige steder i dit hjem, for at booste energien i rummet. Eksempelvis kan du placere en Rosenkvarts ved din seng, for at booste kærlighedsenergien til din eksisterende partner. Eller for at tiltrække en ny.
Du kan med fordel placere en Sort Turmalin ved din hoveddør, for at blokere for at dårlige energier udefra slæbes med ind i hjemmet.
Krystaller kan bruges i alle livets faser. Og der findes tusindvis af krystaller, former, poleret eller rå. Nogle siger, at basis udvalg af krystaller er de klassiske som Ametyst, Bjergkrystal, Rosenkvarts, Selenit og Røgkvarts. Jeg er enig i den forstand, at så er du dækket ret godt ind. Men der er fantastisk mange krystaller, så afhold ikke dig selv fra, at udforske nogle af de mindre mainstream.
Det er også ret vigtigt for mig at sige, at når det gælder spiritualitet og krystaller, så husk på; der findes intet rigtigt eller forkert. Der er altså ingen, som har patent på, hvordan man bruger krystaller – eller ikke bruger krystaller. Jeg oplever mange kontakter mig, fordi de har fået at vide, at man ikke må gøre dit eller dat med krystaller. Men helt ærligt. Krystaller har ingen regler. Hvad der føles rart og naturligt for mig – føles måske akavet og uden flow for dig.
Så mit allerbedste råd er – gør dét, som føles naturligt og energigivende for dig. For så er dét det rigtige. Krystaller handler om at finde ind til dig selv igen. Derfor vil du aldrig kunne copy paste, hvad en anden gør. Men lad dig endelig inspirere og leg så med det.
I sidste ende, så er du dit livs stærkeste energiredskab.