[single_post_category_name]

Er du faldet for en narcissist?

Måske ved du ikke, om din kæreste er narcissist, men der er noget, der føles forkert. Når du er sammen med en narcissist, vil du på et eller andet tidspunkt (sikkert relativt hurtigt) mærke, at selvom du er vild med ham, er du ikke rigtig glad sammen med ham, for du kan ikke være dig selv. Du er egentlig heller ikke tryg, for du kan ikke få lov til at sætte ord på dine behov, hvis det kræver noget som helst af narcissisten, og du begynder at lægge bånd på dig selv og gå på æggeskaller.

LÆS OGSÅ: Er forholdet baseret på en løgn?

Så her er nogle tegn, du kan holde øje med, men først vil jeg gerne sige, at dette er en relativt kort artikel, så derfor kommer jeg ikke til at gå i detaljer, og det kan fremstå meget sort-hvidt. Dernæst er mennesker med narcissistiske træk jo også andet end narcissister, og vi har i øvrigt alle nogle af trækkene i mindre grad. SÅ … med det sagt … her taler jeg om de mennesker, hvis personlighed er defineret af disse træk, og som dermed er styret af dem.

Her er 5 overordnede kendetegn på en narcissist.

  1. Narcissisten elsker, at du elsker HAM.

Det er vigtigt for ham, at du falder for ham hurtigt. For så snart du er i hans net, kan han slappe af og nyde din kærlighed og/eller beundring af ham. Det er det, han lever for: at blive spejlet i dine øjne, så han kan blive fyldt op, og så længe du elsker ham uden nogen krav, så er du inde i varmen. Om I passer sammen, har de samme værdier, ser ens på livet eller overhovedet har noget at tale om, betyder mindre for ham. Du skal bare beundre ham og være nem.

  1. Din sårbarhed bliver brugt imod dig.

Narcissisten er meget opmærksom på dig – men på den dårlige måde. Han er nemlig opmærksom på at spotte dine svage punkter, så han kan bruge dem mod dig. Hvorfor? Fordi det giver ham en følelse af magt. Han afskyr menneskelig ’svaghed’ og vil under ingen omstændigheder stå ved sin egen. Men han finder med glæde din, så han kan nedbryde dit selvværd og din selvtillid. Så hvis du fx udtrykker et behov om, at du gerne vil høre fra ham i løbet af dagen, når I ikke er sammen, så er du krævende og usikker, og det er ikke hans problem, at du har brug for en sms. I et velfungerende parforhold må man gerne udtrykke egne behov, og man imødekommer sin partners behov, fordi man ønsker at gøre sin partner glad og tryg og dermed pleje forholdet. Det er ikke i narcissistens interesse. Han er ligeglad med, om du er tryg og glad.

  1. Han kommunikerer ikke åbent.

En narcissist er ikke følelsesmæssigt moden. Han vil hellere komme med stikpiller og manipulere dig for at få sin vilje, end han vil kommunikere åbent og ærligt. Hvorfor? Fordi han er styret af følelser, ikke fornuft. Han er et lille barn indeni, ikke en voksen. Han manipulerer dig ved at gøre dig forvirret og få dig til at tvivle på din egen fornuft. Derfor holder han sine tanker og følelser tilbage for dig, og han er uinteresseret i dine, da han mangler empati. Desuden lægger han dig også gerne på is og er tavs. Så må du selv gætte dig til, hvad du har gjort ’forkert’. Dette er noget, børn og teenagere gør – voksne kommunikerer.

  1. Han er ikke løsningsorienteret.

Han er ikke interesseret i at løse det problem, du måtte have. Han er ikke interesseret i harmoni og en ligeværdig dynamik i parforholdet. Han er kun interesseret i at få ret, og i hans øjne er alt en magtkamp mellem dig og ham. Enten ’vinder’ du, eller også ’vinder’ han, og han vil IKKE være ’taberen’. Derfor er der også tit drama i et forhold med en narcissist, hvor han gør dig til sin fjende frem for sin allierede. I et sundt forhold er man hinandens (bedste) venner, og man er ’os to mod verden’. Med en narcissist er det ’dig mod mig’.

  1. Han ændrer sig ikke (desværre!).

Spørgsmålet over dem alle: ”Kan han ændre sig?” Nej, desværre. Jeg ved godt, at det gør ondt, hvis du virkelig er faldet for en narcissist, men han har ikke nogen interesse i at ændre sig, fordi han vitterligt ikke kan se, at der er noget galt med ham. Det er alle andre, der er noget galt med, så hvorfor skulle han ændre sig? Og det er ham, det er ’synd’ for. Altid. Det bedste, du kan gøre, er at droppe at ændre eller hjælpe ham. I stedet bør du fjerne dig fra ham og få dig selv tilbage på rette spor, så du senere kan indgå i et sundt, stabilt og kærligt forhold.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide