Klummer

Er forholdet baseret på en løgn?

Foto: Shutterstock
Info:
Stine Gram
Kærlighedscoach
Find mere info her:

Du skriver sammen med en, og han er klar til at finde en kæreste. Der er ros, smiger, hjerter og kysse-emojis i beskederne. Han ser åbenbart lyset i dig meget hurtigt. Efter jeres første møde er han betaget og ivrig, og hvis du står et sted i livet, hvor du mangler positiv opmærksomhed og ikke har oplevet den på denne måde før, nyder du det selvfølgelig. Endelig en, der ikke er bange for at vise sine følelser – lige det, du har ventet på.

I begynder at ses, og du nyder at sole dig i hans komplimenter og opmærksomhed. Det er næsten for godt til at være sandt. Og ja, det er det måske også. For hvad er han egentlig forelsket i? Dig? Næppe. Han kender dig jo ikke efter så kort tid. Idéen om dig? Ja, det er nok nærmere det.

Forandringen indtræffer

Du tror, I er ved at udvikle et forhold, og du bliver mere og mere glad for ham og måske også lidt afhængig af al den opmærksomhed. Hvem kan ikke lide det? Efter nogle uger er der dog noget, der forandrer sig. Der er længere mellem beskederne, og stjernerne i hans øjne er ligesom væk. Han virker lidt … træt. Lidt ugidelig. Som om han tager dig for givet.

Du har ikke gjort noget galt. Men du er fanget ind nu, og derfor kan han slappe lidt af. Når du begynder at nævne det, aner han ikke, hvad du taler om, og du føler dig endnu mere forkert. Du prøver at italesætte det, så I kan komme tilbage til sådan, som det var før. Men jo mere du prøver, jo mere står han på bagbenene og giver dig blot mindre og mindre. Du føler dig besværlig og begynder at gå på æggeskaller for ikke at irritere ham, men du vil alligevel ikke acceptere, at al den kærlighed bare bliver taget fra dig igen – uden nogen grund – så du fortsætter med ’at plage’ ham, hvilket IKKE hjælper på dynamikken i forholdet.

Jagten er det spændende

Hvad sker der? For den her type mand var jagten og drømmen det spændende. Men når det bliver virkeligt, er det ikke længere en drøm, og du bliver hevet ned fra piedestalen, lige så hurtigt som du kom derop (selvom du slet ikke ønskede at sidde deroppe – du ønskede dig et forhold og at lære ham at kende). Men hvis han er mere betaget af drømmen end af virkeligheden, er han mest betaget af idéen om dig.

Den slags mænd er der mange af i datingverdenen, og du skal holde øje med nogle specifikke ting, så du kan få sorteret dem fra. Her er nogle advarselslamper:

Du er det mest fantastiske menneske, han har mødt, inden han overhovedet har lært dig at kende.

Han siger, han elsker dig, inden der er gået tre uger.

Han stiller dig ikke spørgsmål for at lære dig bedre at kende.

Du kan næsten ikke følge med i hans tempo i starten og bliver en anelse stresset.

Hvis du siger ’pip’, bliver du pludselig for besværlig.

Hvordan ser et sundt forhold ud?

Et sundt og velfungerende forhold viser ikke en kurve, der starter helt oppe på tinderne for så at styrte mod jorden efter blot nogle få uger. I en god relation vil man gerne lære hinanden at kende, og man kommer ikke med store kærlighedserklæringer, mens man stadig er to fremmede mennesker. Man er til stede i nuet og er nærværende over for hinanden i stedet for at bygge luftkasteller. Man opbygger relationen, så den bliver dybere og dybere, som tiden går. Man vil gerne høre, hvad den anden har at sige, også selvom det ikke altid er positivt, og har man såret den anden, så reparerer man det efterfølgende i stedet for at fjerne sig eller gå i forsvar.

Hvad kan du selv gøre? Du kan oparbejde mere tålmodighed, så du giver plads til, at det er en proces at lære en anden at kende. Og så kan du være både direkte og ærlig fra starten på en hensynsfuld måde, så du ikke falder for hurtig smiger og tomme løfter. Du kan sætte tempoet ned, når han kører for hurtigt frem. I har ikke travlt. Hvis det skal være jer to, forsvinder han jo ikke, fordi du tager tingene i et roligere tempo. Hvis han gør, er han ikke den rigtige mand for dig.

LÆS OGSÅ: Kærlighedsbrevkassen: Min ekskæreste kontakter mig

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *