Jeres bedste anbefalinger: Julefilm

Vi elsker at lade os inspirere af jer – verdens bedste læsere! Og I var ikke blege for at komme med en masse gode julefilm-anbefalinger, da vi spurgte efter det på Instagram. Så står den på julefilm i din juleferie, så er der masser af inspiration at hente her.

LÆS OGSÅ: Christiane: Disse julefilm SKAL jeg se hver jul!

The Holiday

En KLASSIKER, hvis du spørger os. Filmen handler om de to fremmede kvinder (Cameron Diaz og Kate Winslet), som i et forsøg på at flygte fra deres problemer, bytter hjem i julen. Filmen giver os lyst til at flytte til England, for der er virkelig dømt engelsk idyl, og så kan vi sket ikke få nok af søde Jude Law, som i den grad charmer hele filmen igennem. Se den hos CMore.

Home Alone

Endnu en film man bare SKAL se i julen. Faktisk både 1’eren og 2’eren. Selvom filmen måske egentlig henvender sig til børn, så bliver man aldrig for gammel til at se, hvordan Kevin McCallister klarer julen alene hjemme, og samtidig gør livet surt for to indbrudstyve. I 2’eren følger vi ham, da han ved en fejl ender alene i New York, og lever et luksusliv på sit hotelværelse, samtidig med, han fanger forbrydere og er på sightseeing i The Big Apple. Kan ses på Disney+.

The Elf

En julekomedie med Will Ferrell i hovedrollen. Buddy er vokset op på Nordpolen med alferne og tror derfor, at han selv er en alf. Da han finder ud af, at han er adopteret og i virkeligheden er et menneske, tager han til New York og forsøger at finde sin biologiske familie. Se den hos CMore.

Love Actually

En rigtig feel-good-julefilm, der ligesom The Holiday giver os lyst til at pakke sydfrugterne og flytte til Storbritannien. Vi følger otte forskellige par og alle deres forskellige historier i julen. Både de sørgelige, de romantiske, de sjove og de søde. Se den hos CMore.

Last Christmas

Endnu en sød, britisk julefilm med Emilia Clarke fra Game of Thrones i hovedrollen som Kate, der har svært ved at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. Hun brokker sig konstant over sin tilværelse og træffer gang på gang forkerte beslutninger. Lige ind til hun møder Tom… Kærligheden blomstrer mellem parret, hvad kan mon gå galt? Kan ses på Viaplay.

Klaus

Klaus er en animationsfilm, der handler om den dovne Jesper, der er søn af lederen af det Royale Postakademi. Jesper studere også på postakademiet, men går mest op i at leve et liv i luksus. Indtil hans far sender ham på dannelsesrejse nordpå. Her møder han bl.a. den store eneboer, Klaus. Kan ses på Netflix.

Daddys Home 2

Anden film om Dusty og Brad, der endelig er blevet venner, efter at have kæmpet om at være deres børn og bonusbørns kærlighed. Men nu skal de holde jul med deres respektive familier inkl. deres fædre, som der nu tager kampen op om at være den mest populære bedstefar. Kan ses på Viaplay.

Tror du på julemanden

Et juleeventyr om en far og en søn, som med lidt hjælp fra julemanden finder hinanden igen, efter at faren har været ret fraværende efter han blev skilt fra moderen til sønnen. Kan ses på Disney+.

A Christmas Romance

Olivia Newton-John spiller rollen som Julia, der har en hård jul, efter at hun får besøg af Gregory Harrison, der fortæller, at banken ikke længere vil stå inde for Julias gæld i huset. Men vejrforhold sørger for, at de to ender med at må tilbringe julen sammen. Kan ses på bibliotek.dk.

Nøddebo præstegaard

Er du til gamle, danske film er denne et godt bud på en god julefilm. Den handler om de tre brødre Christoffer, Frederik og Nikolaj, som bliver inviteret til at holde jul sammen med pastor Blichers familie i Nøddebro Præstegaard. Se hos danskfilmskat.dk.

How The Grinch stole Christmas

Filmen er baseret på en bog af samme navn. En traumatisk oplevelse som barn, får The Grinch til at hade julen. Men lille Cindy Lou Who er fast besluttet på, at Grinchen er et misforstået væsen, og at man godt kan tænde julestemningen hos ham igen. Kan ses på Netflix.

The Muppets Christmas Carol

En fortolkning af The Christmas Carol med alle vennerne fra Muppets i hovedrollerne. Kan ses på Disney+.

Polar-Ekspressen

En ung dreng begynder at tvivle på, at julemanden eksisterer. Fem minutter over tolv juleaften, ankommer et eksprestog, hvor en togkonduktør tilbyder ham at tage med til Nordpolen for at møde juleaften. Det bliver en lang tur fyldt med både fare og spænding. Kan ses på Netflix.

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide