Christiane: Det store 40 års-interview

Foto: Paw Friis

I dag er dagen, hvor vores skønne, smukke, elskværdige, inspirerende og sjove ladyboss fylder de famøse 40. I den anledning har vi bedt hende svare på spørgsmål, som handler om fortiden, nutiden og fremtiden, så I allesammen kan få et endnu bedre indtryk af, hvilket fantastisk menneske, Christiane er.

Om at stoppe Vild Med Dans –  igen: 

For mig er det ikke så stor en sensation, som jeg kan frygte, at nogen måske gør det til. Jeg bliver jeg 40, jeg mærker efter, jeg analyserer, og jeg tænker fremad, og jeg er nået til den beslutning at stoppe på mit drømme tv-program, mens legen er god. Det giver også Vild Med Dans anledning til at kunne ryste posen alt det, de vil, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg er jo som person sådan en, der karrieremæssigt godt kan være lidt sadomasochistisk nogle gange, og jeg er ikke bange for at hive stikket på noget, der bare går rigtig godt. Sidste gang jeg stoppede, var da jeg blev 30 og nu bliver jeg 40. Så tvinger det en til at gentænke det hele. Men det er selvfølgelig også, fordi det ikke er min primære indtægtskilde, jeg skal ikke gå fra hus og hjem, fordi jeg stopper. Personligt kan jeg dog stadigvæk ikke undvære at lave tv, det har jeg lært om mig selv. Jeg er en person, der godt kan lide at stå i rampelyset, og det giver mig også identitet at lave tv, men jeg har ikke travlt med det. Som jeg måske havde i 30’erne. Nu har jeg tid til at lave det rigtige program. Jeg har længe brugt lang tid på at lave programmer i store kjoler, lidt mere låste programmer. Måske kunne jeg godt tænke mig at lave nogle programmer, hvor jeg viser lidt mere mit autentiske jeg, noget meget mere nærværende og nede på jorden, og nu har jeg tid til at vente på programmet, for jeg har ikke travlt.

Om karriere:

Ens karriere er jo meget bundet op på opstart. Den havde jeg i mine 20’ere, hvor jeg startede ‘2900 happiness’. Efter det kommer væksten, som har været i mine 30’ere, hvor det bare har kørt derudaf, og hvor jeg har skudt med spredehagl og lavet alt, jeg har haft lyst til. Et årti, hvor jeg har været i sådan en vækst, at jeg ikke har kunne læne mig tilbage og administrere min vækst. Jeg har gjort SÅ meget, og nu når jeg til den del i kurven, man nok ville kalde maturity, som man også kunne forbinde med stagnation, inden du når til høsten, som er pensionen. Fra 30’erne til 40’erne er jeg ved at gå fra den fulde vækst, til egentlig at kunne manage min karriere meget mere, og vælge til og fra, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg har skabt den der stabilitet, jeg har skabt brandet, jeg har skabt anerkendelsen og uafhængigheden, som jeg var sindssygt opsat på at skabe i 30’erne. At jeg skulle være uafhængig af, at telefonen ringede til mig. Den har jeg skabt. Og nu er jeg et sted, hvor der er mere modenhed til at stilne lidt ned og tage færre projekter på mig, men gå mere ned i de projekter. Og bruge længere tid på mine valg.

Om privatlivet

Personligt svinger det nok meget godt sammen med, hvor jeg er karrieremæssigt. Her er jeg også et sted, hvor jeg føler mig mere moden. Jeg går fra de unge 20’ere og 30’ere til voksen-perioden. For jeg skal også nå at være voksen, inden jeg bliver gammel. Det næste skridt er jo at blive gammel. Så jeg føler, at jeg tager nogle lidt mere voksne beslutninger, og at mine 40’ere generelt skal være mere voksne. Hvor jeg skal fokusere så meget mere på familielivet. Jeg har fået barn i 30’erne, hvor det hele bare kørte, og jeg havde karriere kørende ved siden af samtidig. Men nu er jeg lidt mere klar til at fokusere på det på en anden måde. Jeg har været i slutningen af 30’erne i corona-årene, så det har været et stort opløb til at tage nogle store beslutninger. Man har haft meget tid til at tænke og rydde op – rydde op i sit liv.. Familie er blevet det vigtigste for mig. Mine nære relationer og mine veninder. Jeg vil være meget bedre til at lave ting med mine nære, til at holde mig opdateret, ringe tilbage, svare på sms’er, reache ud… Jeg tror, jeg er på vej ind i en modenhedsfase, som jeg egentlig embracer ret meget. I mine 40’ere står jeg et sted, hvor jeg har fundet kærligheden på ny. Jeg er dybt forelsket. Jeg føler virkelig en tryghed i min tilværelse. Ikke at jeg har været utryg før. Men jeg har fået en ny jordforbindelse. En det-er-her-jeg-skal-være-følelse. Det er os to forever. Det er familien, der er vigtig. Og jeg kan bare mærke, at jeg skal være her, og så blomstrer jeg herfra. Så jeg går ind i 40’erne ved at fejre min dag med så meget glæde for fremtiden. Jeg har hundredvis af fremtidsplaner for 40’erne. Fordi der er et helt nyt kapitel, der er startet. Jeg er ikke længere dér med min kæreste, hvor forholdet er et nyt og spændende.. Eller det er selvfølgelig stadig spændende. Haha. Men nu er vi etablerede. Det er nu, at alle drømmene og planerne bare hober sig op.

Om at blive 40: 

Mange i min venindekreds er sådan 41-45 år, så der er ret meget inspiration at hente der, og ro omkring ikke at være firstmover på det at blive 40. Det giver noget gejst, at dem man er sammen med, faktisk er ældre. Det er ikke så slemt det hele. Jeg kan dog godt mærke, at 50’erne nok bliver lidt anderledes, for der kigger du mod 60, og det er et ret stort tal.

Lige nu har jeg det rigtig godt, og jeg glæder mig til 40’erne, men jeg ved ikke, hvordan jeg vil svare, når jeg bliver 49. Min far har sagt til mig, at 40-65 er der, hvor du bare skal nyde. Det er dér, du skal lægge dine oplevelser, det er dér du skal bruge, hvad du har tjent på at skabe gode oplevelser med familien, med kæresten, med venner. 40-65 skal være gyldne år. Og tiden ind til 40 bruger man på at etablere karrieren, og man gør alle de her ting. Det stemmer også meget godt overens med, at man skal være glad for sit job, man skal føle, at man bliver inspireret, selvfølgelig er alt arbejde stadig arbejde. Men jeg tror også, at nogen af os har lært med lockdown, at det fandme også er kedeligt ikke at arbejde. Jeg har i hvert fald lært med mig selv, at det kan jeg slet ikke. Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at det kan godt være, jeg ikke har brug for at lave tv, men jeg kan aldrig undvære det. Det har jeg lært om mig selv. Livet er ikke så sort-hvidt. Jeg har slet ikke lyst til at skulle pensioneres nu. Det ville ikke give mig noget indhold. Så jeg er rigtig fortrøstningsfuld for de her 40’ere og glæder mig til, at mit voksenliv kan begynde.

Om at føle sig som en på sin alder:

Jeg føler mig faktisk som en på 40. Det er nok også qua, at mine veninder er lidt ældre. Havde de været lidt yngre havde det måske været anderledes, men jeg føler mig fuldstændig i samme aldersgruppe som mine veninder, og de er i 40’erne. Jeg synes faktisk, at vi skal til at føle os som alderen, vi er, og ikke snakke den ned, og sige “ej, jeg føler mig faktisk som en i 20’erne.” For det gør man jo faktisk ikke. Jeg føler mig jo faktisk som en i 40’erne, for 40’erene er faktisk fedt. Det er sådan her det er at være i 40’erne. Man skal embrace den alder, man har i højere grad. Det er faktisk ikke så slemt. Det er noget, jeg nemt kan sige – og kun kan sige – fordi jeg er så heldig, at min venindegruppe er lige det ældre, men ja, jeg føler mig som en på 40. Og jeg kan også mærke det på den måde, at det er hårdt at træne, og der skal mange cremer i ansigtet. Man selvplejer mere og mere og mere, og det gør man bare med alderen. Det er fuldstændig rigtigt. Og når man står op om morgenen kan der også lige være noget ømhed i ryggen og i benene og sådan noget, så helt klart min krop er 40. Men jeg synes, den holder sig godt. Jeg er glad for den, og jeg synes, den er stærk. Jeg føler, jeg har gode gener med mig. Så jeg føler mig bestemt ikke ked af det.

Om fortiden:

Kunne jeg gå tilbage i tiden, har jeg har lyst til at sige keep doing, what you’re doing, ‘cause you’re doing fine. Men så havde jeg alligevel også nogle år i tyverne, hvor jeg gik lidt imod, hvad jeg egentlig havde lyst til. Da jeg var ung, var jeg efter gymnasiet i et forhold, hvor jeg levede mere den anden parts liv, end det jeg selv ville. Det var et forhold på et par år. Jeg trak mig væk fra mine veninder, og levede mere den persons liv, og glemte lidt mig selv. Det var min egen skyld, og jeg glemte nok lidt at lytte til, hvad der havde betydning for mig og kastede mig for meget ned i armene på noget, der faktisk ikke var mig. Hvor jeg pludselig vågnede op og tænkte “jeg er slet ikke mig selv”. Og der kan man sige – ville jeg sige til mig selv, at husk nu at lytte og værne om det, du har og lyt til dig selv? For det synes jeg jo egentlig også, at jeg gjorde. Det havde jeg til gengæld ikke gjort, hvis jeg havde været i det forhold i 20 år. Men vi skal jo også kastes ud i nogle situationer, som vi lærer noget af. Det forhold var også et godt forhold, og det lærte mig også en masse om mig selv set i retrospekt – når man så bryder ud af noget. Så jeg føler ikke, at der var nogen fejltagelser, men jeg kan godt se, hvis jeg skal kigge tilbage, at det er vigtigt det der med ikke at miste sig selv. og holde fast og lytte til sin intuition.

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet