Vidste du, at kun 1,4 % af al funding i Danmark går til kvindelige iværksættere? Det skal være løgn, tænkte Annette Piilgaard, der er CEO i reklamebureauet NORD DDB. Derfor har hun nu sat et anderledes tiltag i gang, som skal forskelsbehandle – men på den helt rigtige måde!
LÆS OGSÅ: Nanna Kirkebjerg: “Jeg har en kvindelig urkraft i mig. Jeg har altid forfulgt mine ideer og drømme”
Ifølge organisationen Female Founders of the Future går blot 1,4 % af al funding til kvindelige iværksættere i Danmark. Med CEO Annette Piilgaard i spidsen, søsætter det prisvindende reklamebureau NORD DDB derfor nu initiativet 2X Founders, hvor to kvinder får mulighed for at blive udvalgt til gratis at modtage kampagneudvikling i et helt år til en estimeret værdi af i alt 1,5 mio. kr. Annette Piilgaard, der tidligere har ageret som formand for Kvinder I Bestyrelser, vil gøre op med den forskelsbehandling, der er, når det kommer til fordeling af fundingmidler i Danmark. Kvinderne bliver nemlig overset, mener Annette Piilgaard, og det vil hun nu sætte fokus på – ved at forskelsbehandle.
”Kun 1,4 procent af investeringer i start-ups tilfalder kvindelige iværksættere. Så er det lidt svært at høre på, at vi har lige muligheder her i landet,” fortæller Annette Piilgaard og fortsætter: ”Jeg tror, at rigtig mange går rundt med følelsen af, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til lige muligheder mellem kønnene. Intet kunne være mere forkert. Desværre. Når det kommer til iværksætteri, er vi langt bagefter lande, vi ellers stolt sammenligner os med.”
Iværksætternes forretninger skal styrkes
Men hvor relevant er den støtte, som 2X Founders kommer med, tænker du nok? Spørger man Dansk Erhverv og Vækstfonden er fraværet af branding og gennemtænkt kommunikation hovedårsagen til, at iværksætternes forretninger går ned med flaget. Overskuddet bliver nemlig som oftest investeret i yderligere vækst i form af flere medarbejdere og større produktionskapacitet. Men det er vigtigt at have i mente, at man først og fremmest skal sørge for at opbygge sit brand, hvis man vil sikre sig en af de gode pladser i forbrugernes bevidsthed.
“Med initiativet 2X Founders hjælper vi med det, vi kan – nemlig at skabe vækst ved at skærpe virksomheders brands. Få brands til at stå for noget, der giver mening, så de bliver set, hørt, beundret og talt om – og dermed får en plads i forbrugernes hverdag. Mere konkret yder vi gratis strategi- og kampagneudvikling til to danske, kvindelige iværksættere, der begge er godt i gang med deres egen virksomhed, men har brug for at skille sig ud for at fortsætte væksten. På den måde kan vi gøre vores for at få skabt flere kvindelige og ikke mindst stærke rollemodeller. Og det manglede bare,” fortæller Annette Piilgaard.
Du kan læse mere om ansøgningsprocessen og initiativet på www.2xfounders.dk. Ansøgningsperioden løber frem til den 15. maj.