Her på redaktionen eeeeelsker vi at binge en god serie og der er efterhånden et bredt udvalg af serier på de forskellige streamingtjenester. Men med så mange valgmuligheder kan godt være lidt af et luksusproblem at vælge en serie, for hvad er godt? Vi har fundet fem serier fra fem forskellige streaming tjenester, som du uden tvivl skal tilføje til din liste.
CMore: Love Life
Romantisk komedieserie om den unge Darby (Anna Kendrick), én af mange New York-singler, der drømmer om at finde ægte kærlighed. Love Life tager sin begyndelse i 2012, da den identitetssøgende Darby bor sammen med sine karismatiske venner Sara, Jim og Mallory. Hendes mangeårige jagt på den eneste ene er kun lige begyndt, og hver episode fortæller historien om en ny person, Darby møder på sin vej. Indtil videre er der en sæson af serien tilgængelig.
Netflix: Workin’ Moms
Hvis du selv bærer titlen mor og endnu ikke kender til Workin’ Moms, så er tiden inde. Den hyleskægge og ret rammende serie handler om fire mødre, der efter endt barsel vender tilbage til arbejdslivet samtidig med at de håndterer børn, chefer, kærlighedslivet og livet som sådan. Der er netop blevet udgivet en femte sæson af serien, så der er masser af episoder at tage fat på.
TV2 Play: Younger
40-årige Liza er nylig fraskilt, enlig mor og arbejdsløs – så for at score drømmejobbet i en branche, som er aldersdiskriminerende, lyver hun sig yngre – og den beslutning afføder en hel del sjove forviklinger for Liza i både venskaber, karriere og kærlighedslivet. Alle syv sæsoner af serien er tilgængelig.
Viaplay: Preacher
Serien ‘Preacher’ handler om Jesse Custer, der har vendt et liv som kriminel ryggen, for i stedet at blive præst som sin far. Under en prædiken besættes Jesse af et overnaturlig kræft, der giver ham ‘Guds ord’, en evne som gør at han kan få andre til at adlyde hans præcise ordre. For at forstå sine nye kræfter tager Jesse på et roadtrip på tværs af Amerika, hvor han har selskab af hans kriminelle ekskæreste Tulip og vampyren Cassidy, med et mål om at finde gud.
HBO: Mare of Easttown
Hvis du endnu ikke har set Mare of Easttown med Kate Winslet i hovedrollen, så er det sørme ved at være på tide, at du får slået over nu! En kriminalassistent i en småby i Pennsylvania (Kate Winslet) efterforsker et lokalt mord, mens hendes tilværelse ramler om ørerne på hende. Serien skildrer et tæt knyttet lokalsamfunds mørke side og udforsker, hvilken betydning familie og fortidens tragedier kan have for vores nutid.