Janne Aagaard: True crime øver os kvinder i at være bange

– MORD DOWN UNDER – 

Find podcasten HER.

Hvis du er til true crime-genren, har du nok allerede stiftet bekendtskab med Janne Aagaard, der står bag populære podcasts som ‘Mord i Nord’, ‘Mord ved Middelhavet’, ‘Lundin på Livstid’ og ‘Mord Down Under’. I anledningen af udgivelsen af sæson 3 af ‘Mord Down Under’  har vi taget en snak med Janne omkring true crime som en feministisk genre, om forskellene på mord mellem landene og om Jannes eget forhold til true crime – for bliver man ikke paranoid, når man beskæftiger sig med mord og kriminalitet i sådan en grad, som hun gør? 

Hvordan er true crime en feministisk genre? 

Jeg var engang krimireporter på Ekstra Bladet og dengang skulle jeg forsvare, hvorfor vi skrev om drab og mord. Der var rigtig mange, som syntes, at det var forkert, eller at vi i hvert fald skulle behandle det anderledes. Men så talte jeg med en kriminalinspektør, som sagde, at han faktisk var rigtig glad for, at vi skrev om det, for det med, at et menneske slår et andet ihjel er en nyhed, og det er noget, vi bør tale om.

Jeg syntes, der var en stor afgrund af misforståelse om, hvorfor man laver krimistof, fordi selvfølgelig skal folk også føle sig underholdt og informeret og gyse, men det er jo rent faktisk rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at minde hinanden om, at der er nogen, der slår nogle andre ihjel, og det kan vi faktisk gøre noget ved. Vi ved, at der er mange flere kvinder end mænd, der lytter til true crime, og der er flere psykologer, der har kigget på det. Ud fra min egen lommefilosofi er det, fordi vi øver os i at være bange. Det er ofte os, at al den her vold går ud over.

For mig at se er det noget, der forbereder os kvinder i at forestille os, hvad der er derude. Jeg tror, at når man sidder og hører true crime, så tænker man altid; “Hvad ville jeg selv have gjort?”. Derfor har det været vigtigt for mig at skrive de her podcasts fra et kvindeligt synspunkt. Jeg har først og fremmest taget udgangspunkt i, hvordan det har været at være offer, og så prøver jeg også at finde en forklaring. Det er ikke, fordi det handler om at finde en undskyldning for, hvorfor folk gør, som de gør, men jeg tror, vi allesammen sidder og tænker over – det gør jeg i hvert fald – hvorfor gør gerningsmændene det her? Hvad er det der driver dem derud? Hvad er det i deres personlighed eller i deres omstændigheder? Dét synes jeg, er virkelig interessant at grave i.

Er der forskelle på, hvordan kønnene imellem forholder sig til true crime?

Vi ved, at kvinder ser og hører mere true crime, og at mænd er meget glade for fx historie. Når vi kigger på tal over, hvem det er, der ser anden verdenskrig-dokumentarer og alt det, så er det forholdsvis mænd, der ser dem. Jeg tror, at vores lytte- og læsevaner er meget kønsopdelt. Det er også mit indtryk, at krig som oftest bliver fortalt fra et maskulint udgangspunkt. Det er dem, der er soldater, det er dem, der er beslutningstagere. Det var også derfor, jeg syntes, det var sjovt at lave ‘Kvindelige Spioner’ (en af Jannes andre podcasts, red.), fordi det var megaseje kvinder, der var hovedpersoner, og det var for mig en ny måde at se krigen på fra et kvindeligt synspunkt.

Får du aldrig selv nok af true crime?

Det hjælper rigtig meget at have været journalist i mange år, for så er man vant til at behandle tingene med en distance. Det er et job for mig. Det er et job, jeg elsker, og jeg er meget passioneret omkring det, jeg laver. Men det er også noget, jeg skal kunne slukke for, når jeg har fri og det synes jeg, at jeg formår 99% af gangene. Så er der engang imellem en enkeltsag og det er ofte, hvis der er mange ofre, og hvis der er mange unge ofre. Det har jeg rigtig svært ved. Der var en af de australske sager fra Mord Down Under, der jagtede mig en del. Det var en ung kvinde og hendes kæreste, der rejste rundt i Australien og så forsvinder manden. De bliver stoppet midt på landevejen, og så forsvinder han, og politiet mistænker hende for at stå bag. Det er sådan et typisk tilfælde af victim blaming. Det var ikke hende, og politiet sad på en lang række beviser, der var med til at støtte, at det ikke var hende, der havde gjort det. Efterfølgende skrev hun en bog om sin oplevelse, og den her bog greb mig. Jeg syntes virkelig, at hun var sej, at hun klarede sig igennem det med at være mistænkt så længe i sådan et helvede. Så det var en af de historier, der virkelig blev hos mig. 

Har arbejdet med true crime gjort dig mere eller mindre paranoid?

Jeg tror, at jeg generelt er et meget ubange menneske. Fordi jeg har lært, at hvis man skulle noget i denne verden, så blev man nødt til at gå imod sin frygt. Så jeg har altid haft den filosofi, at hvis jeg var bange for noget, så måtte jeg jo hellere prøve det. Men jeg må sige, at jeg er meget bevidst om statistikker. Så arbejdet med true crime har nok gjort mig meget bevidst. Men ikke paranoid.  

Hvad er forskellene på de danske true crime historier sammenlignet med de australske?

Australien er stadig et meget patriarkalsk samfund. Der er rigtig meget fordomme og meget mandsdomineret politi. Jeg ville nødigt være et kvindeligt offer i Australien. De er stadig et stykke bagud i forhold til Nordeuropa.

En anden ting, der er med Australien, er at de har rigtig mange seriemordere. Der findes en statistik omkring seriemordere pr land i forhold til befolkningstal, og her er Australien med i top 3 eller top 5. Og en af grundene er, at det er nemmere at skille sig af med et lig i Australien, end det er i Danmark. Derudover er der nogle geografiske forskelle, der gør, at det er nemmere at være drabsmand i Australien. De har ikke et cpr-register, så du kan bare flytte til en anden stat, eller du kan sige, at dit offer er flyttet til en anden stat, og så kan det være rigtig svært at bevise andet.

Det handler selvfølgelig også om, hvad er der sket på forsvindingstidspunktet. Der er flere sager, hvor manden siger ‘årh, men det er min kone, og hun er rejst, hun har fundet en anden,” og hvis man ikke tager det alvorligt fra begyndelsen af, kan man miste utrolig mange tekniske beviser. Så generelt vil jeg sige, at med de drabsager vi ser i Danmark, så har vi jo langt færre seriegerningsmænd. Simpelthen fordi de bliver fanget første gang. Vi har en utrolig høj opklaringsprocent og vi har et meget effektivt efterforskningsnet, vi har rigtig dygtige tekniske afdelinger og så har vi en meget høj grad tillid i befolkningen. Det gør, at det er meget nemmere at få vidner til at stå frem i Danmark, i hvert fald når det ikke handler om banderelateret kriminalitet. Domfældelse sker rigtig tit i Danmark. Vi har ganske få uopklarede sager i Danmark, og sådan er det ikke i Australien. 

Er der fællestræk for mordene i den nye sæson? 

Jeg vælger forskellige historier fra gang til gang, det er jo næsten som en rejse gennem drabshistorie, så jeg vil gerne have, at folk får et indtryk af forskellige steder i landet, derfor er det mange forskellige drabssager fra mange forskellige steder i Australien. Hvad der kendetegner det denne her gang, og grunden til, at historierne i sæson tre måske blevet lidt længere, er at det er meget ikoniske drabsmænd. Vi hører bl.a. om Chopper, som er sådan en meget berømt lovløs mand, som ifølge sin egen forklaring har slået rigtig mange mennesker ihjel, så jeg kigger lidt på myten om ham, og så er der en rigtig stor drabssag fra et backpackerhostel ovre i Queensland, hvor der er 16 unge, der dør. Jeg har især set på nogle meget ikoniske drabssager og prøvet at gå bagom dem, og set, hvad det var. Der er også en virkelig, virkelig grum sag med en seriemorder, der har en grum fetish, han skærer brysterne af sine ofre. Det er meget, meget sjældent.

Hvad kan man forvente fra dig i fremtiden?

Lige nu sidder jeg og arbejder på en ny serie, der udkommer på Podimo, som udkommer om 10 dage. Og så er jeg igang med en ny runde ‘Mord i Nord’, og så har jeg lige fået en bogkontrakt, som jeg er meget glad for. Jeg skriver en bog om min mors moster, der hed Gudrun, som er lige dele familiekrønike og true crime-historie, og så siger jeg ikke mere. Og den udkommer næste år. 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

3 tips til sexlivet

Facts Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi. Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N,

Sommerlige solbærsnitter

IngredienserAntal: 10 store solbærsnitter Sværhedsgrad: Let Mørdej 100 g sukker 200 g hvedemel 100 g durumel 1 tsk vaniljesukker 200 g smør 2 æggeblommer Andet